Turn Your Longing Around

Turn back to the source. Thank you Rupert Spira!

Hvorfor endu en Camino?

Det bliver 4. gang jeg sætter kursen mod Santiago de Compostella. Hvorfor mon?

De 3 første gange har været med forskellig grund.

Min første camino gik jeg med min datter i 2004.

Efter at have troet jeg skulle dø, ikke overleve diagnosen brystkræft, var det en total sejr for mig at gennemføre de sidste 120 km af den franske Camino fra Sarria til Santiago. En vandring fyldt med smerte og angst. Men også en total forløsning når vi nåede vores mål!

At have gået strækningen med min datter har givet mig en følelse af dyb samhørighed og et helt specielt bånd mellem os jeg ikke vil undvære. Vi gjorde det Pernille!

Når vi på strækningen mødte pilgrimme som var gået helt fra St. Jean pied de Port, vidste jeg at det skulle jeg også gøre en dag…

I 2005 cyklede jeg det meste af den franske Camino sammen med Erik. Det gik alt for hurtigt… Sjælen kom ikke rigtigt med synes jeg. Caminoen skal vandres…

Det var en lærerig tur vi havde, og jeg var så glad for at kunne dele min glæde med Erik. At cykle ind i Santiago sammen, lige på vores bryllupsdag var stort!

Endelig i 2006 skulle jeg gå hele Caminoen Det blev en oplevelse for livet.

Den første halvdel gik jeg med en god veninde, fra Burgos til Santiago gik jeg alene.

Alle mine ønsker om indsigter blev opfyldt. Vandringen gav mig en ro og sikkerhed i mit liv jeg kun kunne have drømt om. Den hjælp fra Gud som blev givet mig har præget mig lige siden…

Og nu, tager jeg afsted igen. Og hvad er hensigten denne gang?

Hensigten er bare at være, nyde og gå.At give min krop mulighed for at vise hvad den også kan.

Være med elementerne, nyde hvert skridt, ikke bekymre mig om noget, have fuld tillid til at ALT er som det skal være.

Derfor tager jeg igen på vandring. Denne gang ikke alene. Jeg vandrer med Erik og et par af vore gode venner.

Og alt er såre godt.

Og Gud er med mig - hvorhen jeg går.

Overflod og beslutsomhed...

Det var i sommer at jeg fik opgaven at male Godess of Abundance og Greven af St. Germain.  Abundantia står selvfølgelig for overflod og St. Germain står for beslutsomhed.
St. Germain var den som var først færdig. Og når jeg tænker mig om, så ser jeg at jeg  har  taget et par meget vigtige beslutninger efter han kom "på besøg".
F.eks. besluttede jeg mig for at undervise mindre i udlandet, så interesserede må komme til mig.  Det fik en højst interessant effekt.  Flere deltagere end "normalt" på mine kurser i Galleri St. Helene har kommet fra udlandet. Og dernæst har jeg  haft besøg af 2 udenlandske undervisere...  Det har været et meget lærerigt efterår for mig!!
Jeg har også taget en beslutning om at male på en anderledes måde.  Det underviste George Kordis mig (samt 5 andre) i, under hans 3 dagers workshop i Galleri St. Helene. i november.  Så jeg er helt nybegynder i denne måde at male på - den måde jeg skal male på fremover.  Det er den nye tids ikoner, de bliver lettere, mere transparente og med en højere frekvens. Det er slut med at "kun" at kopiere de gamle ikoner, nu skal der tegnes helt fra bunden og males i meget transparente lag.  Det er noget jeg har villet i lang tid, og delvis har praktiseret, men nu går jeg "all in", og nu kender jeg fremgangsmåden på en helt anden vis!
Jeg ser også frem til mit nye tiltag: "Ikonmaleværksted".  Sidste lørdag i hver måned inviterer jeg til fællesskab med ikonmaling.  Ingen undervisning, "bare" det at være sammen om det vi aller bedst kan li'.  Januar og februar er allerede fuldtegnet.

For ganske kort tid siden var Abundantia færdig. Jamen - her er sket små mirakler.  Jeg forstår nu at jeg INGENTING mangler! Og det afstedkom at jeg lige i et rap har solgt 3 ikoner og har bestilling på 2.
Tilfældigheder?  Nej.  Ingenting er tilfældigt.

Nu er jeg i gang med at færdiggøre en række ikoner som jeg har begyndt på i tidens løb, men som ikke er gjort færdige.

Her er den første:

Mother of God

Dette er en anden ikon som også blev færdig i løbet af ugen der gik:

Maria Eleousa

Således, og i dyb taknemmelighed går jeg ind i julemåneden.  

Galleri St. Helene er fyldt med julens budskab.  

KÆRLIGHED.

Det er ikke nødvendig å dø for å leve....

"Father, my home awaits my glad return.  Your arms are open, and I hear Your Voice.  What need have I to linger in a place of vain desires and of broken dreams when Heaven can so easily be mine?"

Dette er fra dagens lektion i Et Kursus i Mirakler - nr. 226.  Men hvad betyder det egentlig?   Jeg ved, at jeg i de fleste af mine år har tænkt, at Gud og himmelen er noget jeg kommer til når jeg dør.  Men sådan tror jeg ikke længere.

Det er simpelthen ikke nødvendig at dø for at leve!

Det er nok en af mine største misopfattelser, for når jeg husker at jeg aldrig går alene, når jeg husker at tage Jesus i hånden (så at sige), når jeg vælger at være til stede fuldt og helt i NUET - da er himmelen på jord!
Her er ingen anger, og her er ingen bekymringer om fremtiden.

Her er min GLÆDE!!

Og her er dagens balance - lavet i glæde over det som er.

Jordbær og cirkus

Aldrig har jeg set så mange skovjordbær.

Og aldrig har jeg set så høje Digitalis og Kongeblomst.

Ja, det er på Aspevej, udenfor vinduerne i mit atelier, at dette eventyr udfolder sig til glæde for alle mennesker der kommer forbi og for alle bier, hvepse og andre insekter. 

Jeg leger med den dejlige tanke, at det er på grund af den smukke energi her på stedet, ført hertil af alle smukke væsner der har været på besøg. Her bliver devaer og engle budt velkommen hver dag. Og her føres kortere og længre samtaler med alle de små og større...

Derfor - tænker jeg - vokser alt så godt!

I dag til glæde for Kajsa og Mynthe og fotografen!

...og nu går vi i cirkus Baldoni.

Nu skal malepenslen ind i mellem skiftes ud med mine golfkøller

Kørte forbi min "gamle" golfklub forleden.  Vejret var strålende og kikket ind til golfbanen viste en utrolig velplejet bane, det var ikke for mange spillere ude, og ingen kø og ja, det trak lidt i mig...

Det er flere år siden jeg helt opgav at spille golf.   Den vigtigste årsag var at min venstre arm simpelthen ikke kunne holde til det.  Den hævede op (lymfødem) hvis det var for varmt og hvis den blev brugt for meget, og jeg syntes det var svært med sådan en hævet arm.    Jeg har kun spillet ganske sporadisk i løbet af de sidste 15 år, og slet ikke de sidste 5 år. Men nu - nu skal det være.

Jeg kan jo godt se at min krop bærer præg af at jeg for det meste har brugt mine dage til at male ikoner.  Timevis stillesiddende med en lille pensel i hånden. Men jeg har nydt hvert eneste øjeblik! Jo, jeg går til pilates en gang om ugen i vinterhalvåret - og hver dag mindst een lang tur med Anton, så lidt motion har jeg fået.  Men nu vil jeg ud at gå lidt længere - ud på golfbanen skal jeg.

Mandag og tirsdag var jeg på træningsbanen - og det var ikke helt som jeg havde forventet.  Hvor var mit fine sving blevet af? Hvor var mine lange drives? Ups, væk var de...Men hvad kunne jeg forvente da?  Lidt godtroende - ja for jeg troede at jeg sagtens kunne tage køllen op der hvor jeg slap... Det kunne jeg ikke.

Men efter et par dage og mange spande bolde, var det noget der demrede igen.  Det gik  nogenlunde.

Så i morgen skal jeg ud for første gang i meget lang tid og jeg glæder mig rigtig meget.  Glæder mig dog ikke over mit nye handicap som er 36. Og griner af min forfængelighed - vil jo gerne kunne skilte med at jeg er en god spiller med et noget lavere handicap en 36.  Men det kan vel komme...

Jeg har for lang tid siden valgt at beskæftige mig med noget der gør mig glad, noget som giver glæde og mening.  Der findes andet end ikonmaling... så nu skal jeg ud i verden igen.

Jeg krydser fingre for at armen holder.  Det tror jeg den gør! 

Herren er min hyrde

Herren er min hyrde...

Min fars yndlingssalme... Og min.

Det var disse ord jeg husket - den dag for nu præcis 15 år siden når jeg oplevde en intens angst for å dø av den brystkreft som nettop var konstateret.

Jeg døde ikke. Jeg fik et nyt liv!

Nå husker jeg BÅDE ordene OG HYRDEN.