Elsk dig selv som din næste...

Vi er alt for mange som ender  stressede, deprimerede og til sidst udbrændte. Hvordan kan jeg opdage hvor jeg er på vej hen? Hvordan standser jeg op i tide?

Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv.  Jeg opdagede lidt for sent hvor jeg var på vej hen.  Eller, jeg kan også sige at det var lige på det tidspunkt hvor jeg var parat til at se hvor det bar hen.  Det kunne have været anderledes tænker jeg, hvis jeg bare havde lært en lille smule om medfølelse med mig selv. Nogle mennesker skal altså lære tingene "the hard way".  Jeg var så en af dem.  Men det er ikke nødvendigt at skulle lære tingene på den måde.  Det er muligt at stoppe op i tide og sadle om!  Og hvordan gør jeg så det? 

Det kan jeg gøre hvis jeg holder op med at ignorere alle de signaler som kroppen giver mig, og holder op med at sige "det skal nok gå" til mig selv.  Hvordan giver jeg mig selv medfølelse og plejer mig selv i denne situation?
I stedet for at dømme og kritisere mig selv for det jeg ikke helt formår, og der jeg kommer til kort, så betyder selv-medfølelse at jeg er god og forstående mod mig selv når jeg står ansigt til ansigt med personlige nederlag. Jeg fornægter ikke de signaler kroppen giver mig, jeg lytter! Det er  vigtigt at kikke på om jeg prøver at dulme signalerne ved at "præmiere" mig selv med f.eks. mad, alkohol eller indkøb...   Hvorfor tror jeg at alt skal være perfekt?  At jeg skal være perfekt?

Det vigtigste jeg kan gøre i denne situation er at vise mig selv selv-medfølelse, at værdsætte og acceptere at jeg kun er et menneske og at jeg er perfekt akkurat sådan som jeg er. Det kan være jeg ændrer levevis som gør at jeg bliver mere sund og glad, men det gør jeg fordi jeg holder af mig selv og ikke fordi jeg synes jeg er værdiløs som jeg er...
Måske er det vigtigste at acceptere at jeg er menneskelig, jeg er ikke et supermenneske. 
Jeg vil møde modgang og jeg vil mislykkes, jeg vil møde sorg og tab af kære og nogle gange ikke leve op til mine idealer.  Men sådan er det jo at være menneske, sådan er det for os alle! Jeg vil favne mig selv, som Maria favner sit barn.

Det er vigtigere end nogensinde at jeg åbner mit hjerte,  overfor mig selv og mine medmennesker.  Jo mere jeg er i stand til at åbne mit hjerte, jo lettere er det også at vise mig selv medfølelse.

JEG ELSKER OG VÆRDSÆTTER MIG SELV OG ALLE MINE MEDMENNESKER.

Kære Gud:
Hjælp mig til at se kærlighed og uskyld i mig selv og alle mine medmennesker bag den maske som vi alle bærer.
Amen.

Overlever jeg - eller lever jeg?

 

Forleden var det international tilgivelsesdag. For mig er det tilgivelsesdag hver eneste dag.  Det er i alle fald min intention, det er ikke altid jeg lykkes...

I går var det kræftoverlevelsesdag. Jeg er en af dem som har hatt kræft.  Jeg liker slett ikke betegnelsen kræftoverlever.  For mig siger ordet ingenting egentlig.  Det er så begrænsende. En kræftoverlever kan også være en tidligere kræftpasient som ligger  for døden, eller en som  har overlevet de 5 år som er normalt for å bli kaldt frisk.

Etter at have overstået de 2 operationer og 24 strålebehandlinger blev jeg også betegnet som rask.  Til lykke - du er nå rask.  Jo takk!  Jeg følte mig ikke syg inden, men mørbanket og utilpass bagefter  det var jeg. Specielt var det ikke sjovt at skulle forholde sig til 5 år med antihormoner, som var "standard" i mit tilfælde.  Men når jeg kom helt til hægterne - og fik taget styringen over mit eget liv igen, droppet jeg antihormonerne, selv om min onkolog (lad mig se dig i kærlighed) mente mine chancer for at overleve ville falde meget hvis jeg stoppede.

Jeg synes aldrig jeg har kæmpet.  Jeg har bare grebet livet an på en anden måde end før. Jeg har fundet ud af hvad som er godt for MIG.  Jeg har sat mig selv i første række og undersøgt nøje alle de gode ting jeg overhovedet kunne finde - som kunne være til nytte.

Den største hjælp jeg fandt var GUD.  Nå havde jeg brug for Gud og heldigvis var Han der for mig.  Så kunne det ikke gå helt galt. 
Min mor kom til meg med et gullkorn i en meditation: "Ikke bekymre deg om dagen i morgen!"
Sådan ja!  Når jeg ikke bekymrer meg om fremtiden - kan jeg leve fuldt og helt her og nå.

Alle mine gode tiltag førte mig frem til bogen "Et Kursus i Mirakler" som er en ny slags bibel, uden den træning af sindet som den indebærer, var jeg ikke den jeg er i dag og der jeg er i dag.  Jeg er dybt taknemlig for at bogen krydsede min vej.

Omtrent samtidig begyndte jeg at male ikoner - og som de fleste ved optager det en stor del af mit liv.

Så set lidt fra oven - er det nemt at få øje på hvad diagnosen kræft satte i gang hos mig. En helt ny måde at leve på - først og fremmest uden frygt.

Jeg vil ikke kalde mig selv  kræftoverlever.  Jo, jeg har overlevet kræft  indtil nu, men det er da også så mange andre ting jeg har overlevet!

Fundet i Wikipedia: "Some people reject the term survivor as being a narrow conceptualization of highly variable human experiences. Alternatives include alivers and thrivers, which put emphasis on living as well as possible, despite limitations and disability, This idea of survivorship emphasizes and values longevity of life after diagnosis, while overlooking issues of quality of life.^[3]".

Dette er jeg enig i - og jeg vil heller kaldes levende end kræftoverlevende.  Jeg er levende - rett og slett! 



og tak kjære Gud og hurra for det!

Ja, jeg er veldig glad i oppmerksomhet... Takk alle sammen!!

Så veldig deilig å få så mye oppmerksomhet - bare fordi jeg fyller 67.  Nå er jeg skikkelig pensjonist - både på dansk og norsk.

Tusen takk til alle dere som sendte meg fødselsdagshilsen på Facebook og Messenger, på telefon og SMS.  Jeg er veldig heldig synes jeg!

Dagen blev afsluttet med en lille intimkoncert med Findlay Brown i Pakhuset på Tisvildeleje Station.
Smuk oplevelse!
Lyt til "Come Home" her:

Skytsengle

De er der altid - hele tiden og venter kun på at være til hjælp - skytsenglene.

De venter kun på at vi skal huske. De venter på at vi skal huske at be om deres hjælp.

Mange gange kommer hjælpen næsten før man er færdig med at be om den!

Ingenting er for stort - og intet for småt til at bede om hjælp til.

Nu er jeg blevet færdig med endnu en skytsengel - sådan som jeg ser den.

Et fint, fint væsen, kærlig, imødekommende, fredfyldt og urokkelig i sin fred, altid parat til at hjælpe.

Nu er den "hængt til tørre" - indtil den finder sit blivende hjem.

Og imens, minder den mig om - at huske...

Jeg er nok

Jeg er nok.

På alle områder og på alle måder!

Jeg er først og fremmest god nok.

Og jeg er også dygtig nok.

Snill nok er jeg også, og venlig nok.

Dessuden er jeg pen nok, tynd nok og gammel nok, eller er det ung nok?  Jeg tar begge deler. Jeg er både ung nok og gammel nok- alt ettersom...

Gavmild nok og taknemlig nok er jeg.

Jeg er en god nok mor.

At være mormor og farmor er jeg også god nok til.

Jeg er god nok som hustru og kvinde.

Listen vil fortsætte i det uendelige.

Jeg er simpelthen god nok til det hele.

Og sådan er det.

Glæden som forsvandt

Inspireret af en samtale jeg havde i går med en god ven, skriver jeg nu dette indlæg...

Blandt mange spændende emner vi snakket om, var det vigtigste nok vor snak om GLÆDE  - og hvor altafgørende det er at have glæde i sit liv.
Glæden er selve pejlemærket - er du på ret kurs eller er du på vej ind i en blindgyde?
Det er vigtigt at minde mig selv om ikke at tage tingene så alvorligt, ikke at tage selve LIVET så alvorligt.  Og jeg synes selv jeg er rimelig god til lige det.  Det er i allefald noget jeg tror.
Vi var rørende enige i det - GLÆDEN skal altid være til stede, det er jo selve vor funktion!

Og så slog det mig at jeg de sidste to dage har været ganske urolig, og utilpas.  Hvorfor nu det?  Hvad i al verden er det jeg har byttet - mod min glæde?

Jo, det skal jeg fortælle...

Jeg er så veldig glad for min nye ikon.  For nogle dage siden var jeg kommet til punktet hvor glorierne skulle laves.  Jeg har fået et nyt slags lim, som virkede lidt skidt sidst gang jeg prøvede.  Men det blev super flot til sidst.  Jeg tænkte jeg ville bruge det igen, og så bare lade det tørre endnu længere.

Umiddelbart så det også ud til at gå godt, guldet blev lagt på, men var kun lidt ujævnt i farven.  I min iver efter at få et perfekt (?) resultat besluttede jeg at lægge et nyt lag lim på, af min gamle slags, ovenpå det første.  Men, men, men, katastrofen viste sig umiddelbart.  Det guldet krympede sig fuldstændig, og rynkede og boblede.   Jeg besluttede at lade det være og se på det næste dag.

Og her viste manglen på glæde sig umiddelbart. Jeg havde virkelig svært ved at lade hel denne guldprocess hvile.  Mine tanker vendte tilbage, gang på gang.  Hele aftenen, og de flere gange om natten hvor jeg vågnede og tænkte og tænkte på hvad jeg mon skulle gøre, hvordan det ville se ud næste dag osv. osv.

Jeg bad om hjælp, jeg prøvede at acceptere tankerne, jeg prøvede at holde dem væk, jeg talte får, vejrtrækning, ud og ind, Gud i mig - jeg i Gud.  Alle mine "tricks" blev brugt.
Men det var som om jeg ikke ville tillade mig selv at vælge glæden igen. 
Bekymringen derimot brusede frem hele tiden.

Fred fandt jeg først da jeg kom op til min ikon næste dag og nyt guld blev lagt på.  Og det var en katastrofe.  Aldrig, ALDRIG har jeg set noget lignende.  Det så ud som om det var blevet lagt i sand fra Sahara!

Ingen af mine elever har nogensinde præsteret guldarbejde af så ringe en kvalitet.  Og det er vel det jeg havde så svært ved at acceptere.

Nu har jeg endelig fået øje på hvad jeg har gang i. Nu har jeg accepteret guldet som det er, og kan tilmed grine lidt af mine egne "dumheder".  Det er jo altså kun 3 glorier.  Hvad er problemet?  Hvorfor skulle jeg tage det så alvorligt, og lade det forstyrre mig, min søvn og mit glade sind på denne måden?

Tja, det er ikke godt at vide. Men ganske sikkert har det at gøre med de krav jeg stiller til mg selv! Jeg vender nu tilbage til en mere afslappet tilgang - også til guld.  Jeg anser det som en perfekt måde at lære det, at fastholde glæde på.  Være opmærksom i det øjeblik jeg skifter glæden med noget som jeg jo IKKE ønsker!  Mærk det! Og så tilgive mig selv for at jeg valgte uhensigtsmæssigt.

I morges byttet jeg igen glæden ud med noget andet,  Med frygt denne gang.  På min  morgentur med Anton, kom en hundelufter med 2 kæmpestore og 1 lille hund os i møde. ca. 100 meter fra os slap han den ene hund løs.  Jeg blev umiddelbart fuldstændig skælven inden i.  Jeg bryder mig stadig ikke om løse, store hunde som kommer brasende frem mod mig.

                                                         Det lignede denne store, flotte hund.

Jeg fik råbt om han ville tage sin hund i snor, hvilket han gjorde efter et godt stykke tid. Den havde standset ca. 10 meter fra os...  Og der stod jeg som en saltstøtte.  Han fik den i snor, jeg forklarede ham at jeg var utryg, og så gik vi videre...
Men igen - vips, så var både min glæde og fred væk, og tilbage var frygten.

Jeg standsede op, og bare VAR i denne frygt. Og langsomt, langsomt, fortog den sig.  Det underlige var at den fortog sig ovenfra og ned.  Den sidste del af mig som var urolig, var mine underben..
Igen havde jeg altså valgt  frygten. 
Kære engle, kære Helligånd og alle mine andre hjælpere,  jeg ser at jeg valgte frygten igen, den frygt som har til huse i mig.  Nu giver jeg Dig min frygt.  Husk mig på at det ikke er nødvendig at vælge den igen, nogensinde. 

ALT er såre godt.  INTET SKETE.  DER ER INTET AT   FRYGTE.

OG SÅDAN ER DET.

AMEN

Mammut træet

Og "Den uberørte have" er langt fra uberørt mere...

Efter lange og tunge og svære overvejelser, blev mammut træet, Seqoiaen skåret ned i dag.

Det var ca . 30 meter højt, og  mellem 50 og 60 år gammelt.

Ella (den forrige ejer) bragte det i sin tid hjem fra planteskolen bag på sin cykel.

Glæden i vor nabos øjne var ikke til at tage fejl af! Han jublede over lyset der strømmede ind i hans have for første gang efter de købte huset for 12 år siden....

Jeg har snakket med træet og fortalt hvordan landet ligger. Træet stod for tæt på det kommende hus, og det var bare for stort til sådan en lille have.  Den slags træer hører hjemme i en park eller på et gods...  Og det er Aspevej jo ikke.
Den store vandgran som var genbo til Seqoiaen er nu blevet havens dronning - og princessen er det fine tulipantræ ved siden af.  De er rigtig godt tilfredse begge to, nu er det deres tur til at være store, g at kunne strække sig til alle sider...
Ca 3 meter af stammen står tilbage, og vil, med en bænk rundt om, blive lavet om til en pavillion.
 

Skoventreprenøren med 3 mand har brugt det meste af dagen på opgaven. Og alle stubbe fra tidligere fældninger er væk..

Lyset er kommet til Aspevej nr.8.

Og de 3 hunde!    Anton, her kan du  lære noget, noget af det medt velopdragne jeg har set!

Beslutningen blev taget - og lyset er kommet...