Jeg ønsker mig Guds Fred.

Hva er Guds fred egentlig mon tro?  Jeg forestiller mig en fred som ikke kan la sig forstyrre overhovedet - av noe som helst og som varer evig. I et Kursus i Mirakler står der at det er en fred som ikke er av denne verden.
Den opnås når jeg ikke lengre ser eller er i fortid eller framtid.
"Fortiden glir bare bort, og i dens sted er evigvarende stillhet....Stillheten har utbredt seg for å dekke alt".
Ok det er greit.  Nå vet jeg det - det er det jeg vil ha.  Men HVORDAN, HVORDAN?

Ja, lengre ned i teksten i sps. 20 i Håndbok for Lærere står det heldigvis:

  "Derfor blir tilgivelse en nødvendig forutsetning for å finne Guds fred".
Der er det igjen - TILGIVELSE.  Det er det eneste jeg behøver tenke på faktisk og koncentrere meg om.

Tilgi mine brødre for det de IKKE har gjort, for uanset deres opførsel, så er andre mennesker ikke problemet; vi er ikke i konflikt med dem, men med oss selv. Det er mine projektioner som skaber opfattelsen.  Som det også står, så repræsenterer det jeg ser kun en konflikt i mitt eget sind, et ytre  bilde av en indre tilstand.
Jeg kan kun komme til mit mål  ved å se på egoet med Jesus og si:  "Jeg ønsker deg ikke mere.  Du løy, og ga meg ikke den fred og lykke du love t meg.  Jeg har kun mottatt smerte og lidelse av deg".  Jeg vil ikke lengre ha egoets fornektelse av sannheten. På denne måten virker tilgivelse: egoet opløses  ved at se på det uten skyld.
Tilgivelse gir plass for fred.  Tilgivelse fjerne mørkets slør og lar Guds fred skinne som den egentlig alltid har gjort.  Det er vår frygt for freden, som forklarer hvorfor det er så vanskelig å gi slipp på å dømme og å oppgi angrepstanker. Det lyder utrolig - at jeg skulle være redd for freden?

Men jeg våger forsøket. Jeg tar simpelthen Jesus i hånden og lar Ham se sammen med mig på alle mine tanker og ord  om fordømmelser av meg selv og alle andre.

Mandag morgen meditation

Kristi ansigt er er det store symbol på tilgivelse.  Det er frelse.  Det er symbolet på den virkelige verden.  Han som ser dette, ser ikke længere verden.  Han er så nær Himmelen som det er mulig å komme udenfor porten.  Men fra denne porten er det ikke mere end et skridt ind.  Det er det sidste skridt.  Og det overlader vi til Gud.

Dette er fra Håndbog for Lærere i Et Kursus i Mirakler, fra Begrebsforklaringer, afsnit 3, Tilgivelse - Kristi Ansigt.

Det er svaret på mit spørgsmål denne morgen: Hvordan skal jeg tilbringe dagen idag?  Min opgave i dag, i morgen, denne uge, år og dette liv er ganske enkelt at se kærlighed og uskyld i alle mine medmennesker.

Og så fik jeg inspiration  til at invitere til  "mandag morgen meditation", som en hjælp og støtte til mig selv og andre som finder glæde og inspiration i fælles meditation...

Mandag morgen kl. 10 i Tisvildeleje.
Første gang bliver mandag den 2. april.

Angsten for at dø...

Hjemme igen efter 10 dages ferie på Gran Canaria.  Gran Canaria? Det som for de fleste står for dase- og badeferie - eller fest og farver og grisefest...
Nej, Gran Canaria er meget mere!  Kører man ind i landet er der et stort bjergmassiv - og der er flere nationalparker og fredede arealer - meget øde og med et utal af stier og vandringsleder. Og der er frem for alt - stille.  I 8 dage har vi vandret området tyndt (næsten) og vi mødte ikke flere end kan tælles på en hånd.  Utroligt!
Og så er der det med at "leve Et Kursus i Mirakler" (igen)...
For cirka et år siden skrev jeg på min blog om en tur til Vietnam og den rædsel jeg oplevede på en tur i bjergene og en meget stejl vej...
Det oplevede jeg så igen  - altså rædslen - denne gang på en lidt anden måde.
PÅ en af vore ture fra Cruz Grande til St. Bartholomé skulle vi over et bjergpas.  Den lille sti ( en camino real)  op over passet var stejl, MEGET stejl... På visse steder så det ud til atstien forsvandt ud i ingenting .. På et tidspunkt måtte jeg kalde på Erik for at han kunne gå tilbage og hjælpe mig.  Så kunne jeg holde fast i hans rygsæk rundt om et lille sving hvor der var en afgrund på flere hundrede meter lige ned. Meget nemt kunne jeg være blevet overmandet af angst - og jeg havde lyst til bare at sætte mig ned og bede om hjælp fra en helikopter til at hente mig.  Ikke turde jeg gå ned, og heller ikke op. Puhh.. Det med at bede om hjælp - det er vel nok vigtigt at kunne! Ikke altid nemt. 
Tænkte på at jeg intet har at frygte og fik fat i den del af mig hvor roen er.  Videre - ikke lade mine tanker køre afsted med mig, frygttanker om at falde ned og dø...
Endelig oppe ved  passet - skønt - så skulle vi så bare nedad. Men et lille blik ud over kanten var nok, hjææælp! Her slyngede en lille sti sig ned af skråningen, i ydersvingen var der flere hundrede meter lige ned!  Nu er det om at tage indersvingen og kikke lige ned på stien og ikke ud til siderne...  Bare jeg havde haft muligheder for at tage skyklapper på!
Rolig nu - ikke lade tankerne få overhånd.  Et skridt ad gangen. Alt er OK - der er intet at frygte.

Her går stien ned til højre for skiltet - ud i intetheden?

Et skridt ad gangen og tiltro - det var løsningen for mig.  Stille og roligt - og ikke lade tankerne få overhånd.  Og tillid.  Tillid til at alt er som det skal være. Tja, er det nødvendigt at sige det gik godt? Min frygt var fuldstændig ubegrundet.  Selvfølgelig skal jeg passe på, det er ikke en vandring man bør foretage i tåget og regnfuldt vejr. Men der er heller ingen grund til at lade ubegrundet frygt tage overhånd!

Det har bare været til så stor en hjælp for mig igen at blive konfronteret med min frygt for at dø. Langsomt vokser min tillid til Gud og min villighed til at overgive mig. 

Det takker jeg for - og jeg takker for mit liv og min glæde ved det.

***

   

Knowledge is timeless...

The questioning mind perceives itself in time, and therefore looks for future answers.  

Knowledge is timeless, because certainty is not questionable.  

You know when you have ceased to ask questions.

***

En ny Camino

På mandag går turen igen ud i det blå...  Sidst år planlagde jeg en vandring på El Camino Frances - men når tiden nærmede sig, blev det klart for mig at det skulle jeg IKKE.  Det med vandring har ligget stille lige siden.
Indtil i lørdags hvor en artikel i Berlingske fanget min interesse.  Det var en beskrivelse af Camino Santiago på Gran Canaria.  Den havde jeg aldrig hørt om.
Inden klokken var 20 om aftenen var alt klappet og klart - dvs. alt indebærer her bestilling af flybiletter til og fra Gran Canaria, sammen med et par gode venner.
Så enkelt kan det være, som om nogen (læs Helligånden) sagde:" Se her: en lille fin vandring i smukke bjerge, ikke for langt og i sol og varme omgivelser."
YES!! Det var jo det jeg skulle.
Skønt at tage afsted uden at vide så forfærdelig meget om noget som helst egentlig. Nu har jeg fundet et overnatningssted de 3 første døgn.  Hvad vi skal derefter vil tiden vise. 
Hele den centrale del af Gran Canaria består af bjerge.  Og der er et utal af afmærkede stier, en del af dem, Camino Real (kongelige stier el. veje).  dvs. stier som den spanske konge engang på 1700-tallet lod belægge med sten så bønderne nemmere kunne komme ned til kysten med sine varer...


Det er sådan det er  når jeg lytter efter og ikke er helt fremme i skoene og tror jeg ved alt om hvad det er jeg skal.
Når jeg lytter - er vejen fra  ide til handling selvfølgelig - og alt foregår  enkelt og uproblematisk. 
Og vi rejser let, kun med håndbagage dvs.  en sæk på ryggen - og så er vi afsted.


Buen Camino!

I am sustained by the Love of God

I had planned the background of my new icon to be dark blue - but that was all wrong... Had to wash it all off and then I made this light blue, which suits Her much better. I thought I should put gold on the frame... but I will decide that later.  Better sleep on it.
People often ask me if I ever get tired of painting Mary with the Child.  And the answer is always the same: NO!!   I have been painting for about 8 years now... When I think of it - actually it is a bit strange or?
The thing is - this icon reminds me of the love of God - which is there for me - at all hours - in abundance - in eternity.  It reminds me that I am being taken care of - in the best possible way, and so it reminds me - I have nothing to fear!
That is a blessing!  It is actually just another way of saying: I am sustained by the Love of God. Lesson 50 in A Course in Miracles.
So this is lesson 50  (today's lesson!) in the Course - in painting.  Simple as that.  And that is the lesson I repeat again and again - every time I paint Mary with the Child.
A great way to learn and get it totally implemented - and under  my skin.  And it stays there - FOREVER.

***

I glæde og fred

Trænger til noget let, enkelt og glædeligt i dag.

Fandt denne søde lille tegning som bare gør mig glad.

Det var bare det...

Og nu er jeg klar til 4 nye ikonmalere i morgen. 

Mit køkken er igen lavet om til ikonmalerværksted. 

Der skal males lidt forskellligt,  Kristus - den gode hyrde, Kristus Pantokrator og så min egen udgave af Maria Eleousa som denne nedenfor.

4 dage i glæde og fred.  Det vil jeg dele.