I woke up happy this morning...

Yes, I woke up happy this morning, just like that - most mornings are like that. All mornings of my life have certainly not been like this.

For more than 25 years I was working as an airhostess with Scandinavian Airlines. Lots of mornings I woke up - wishing I was in another place than I was... wishing I was at home instead of being in Paris or Bergen. Now, I almost always wake up at home, and the strange thing is - when I wake up somewhere else - I still feel "at home". I am not afraid.

Today I have an anniversary. I am a survivor - 8 years I have "survived" (so some call it) the diagnosis of breast cancer. 8 years ago I was scared stiff, felt the blanket was pulled away under me and I was all alone in the nightmare of that diagnosis. Death - that was what scared me - thought I was going to die - in the near future. I remember I thought: what horror to wake up each morning and then remind myself - you have cancer! That was what woke me up!

I had to DO something - for myself this time - not for everybody else. And I did. I made a plan...

And you know what? It works!!! Small steps. Yoga, meditation, reading Eckhart Tolle, then introduction to A Course in Miracles.

"Everything that seems to happens to me, I ask for, and I receive as I have asked". (ACIM)

Shortly after my radiation treatments were finished, I attended a workshop, "Find you hidden resources". Here I for the first time stated that I knew I had asked for my illness. I remember the day, time and where I stated that "I might as well get cancer". This was a year before I started the study of the Course. I received what I asked for, and it has been a great blessing to me.

Step by step, very slowly I have come to the place where I can wake up happy; happy that I am still here; thankful that I am and that each and every day gives me new opportunities to forgive and learn to see no interest of mine apart from the interest of anybody else.

Tilgivet - og glemt.

Den vigtigste funktion I mit liv er at tilgive. Det siger Jesus I bogen "Et Kursus I Mirakler".
Eller gør Han?
Nej, det gør Han faktisk ikke. Det er måden mit ego fortolker det på, i det jeg tror at jeg har en række funktioner og opgaver, nogle vigtigere end andre. Tilgivelse husker jeg en gang i mellem...

Men faktum er: Tilgivelse er min eneste funktion! Se det er jo en helt anden sag!

Nu forstår jeg ( I alle fald for et kort øjeblik) at jeg ikke har været villig til at tilgive på den måde Han fortæller mig det, men at jeg har ”gradbøjet” ordene så det passer mig lidt bedre.

Hvad er tilgivelse?
Den måde Jesus forklarer tilgivelse på I ACIM er overhovedet ikke det samme som vi er vant til at forstå ordet på.
En lille historie:
En søndagsskolelærer spurgte sin klasse om hvad vi skal gore før vi kan blive tilgivet vore synder, i det hun forventede at noen svarede at vi må angre vor synd.
En dreng I klassen tænkte længre tilbage og svarede: ”Først må du synde”. Dette er faktisk kernebegrebet i ACIM: Vi kan ikke synde, og vi har aldrig gjort det.

Jeg er opdraget med og har lært tilgivelse som en slags ” du har gjort noget forkert – men nu er jeg så stor i slaget at jeg tilgiver dig”. Dvs. jeg tilgav andre for en fejl jeg opfattede de havde gjort mod mig. På den måde ble jeg en lille smule (for ikke at sige MEGET) helllig.
Men ved at tilgive på denne falske måde gjorde jeg synd virkelig og levende. Og frem for alt, jeg tilgav faktisk ikke og jeg GLEMTE aldrig…Det var bare noget jeg sagde.

Forgive and forget...
Der er denne her historie om en katolsk præst som boede på Philippinerne, og som bar på en stor byrde af synd og skyld for noget han havde gjort mens han gik på seminariet. Ingen vidste noget om det. Der var en kvinde i hans sogn som påstod at hun kunne tale med Helligånden
Præsten var, naturlig nok, skeptisk overfor sådan en påstand, så han sagde: “Næste gang du taler med Helligånden, spørg ham om hvilken synd din præst begik på seminariet”. Kvinden indvilligede i det og gik hjem. Når hun kom tilbage nogle dage senere sagde præsten:”Spurgte du Helligånden om hvilken synd din præst havde begået?”
”Ja”, svarede kvinden, ”Jeg spurgte ham”.
”OK”, sagde præsten, ”men hvad svarede han?”
Og kvinden svarede: ” Han sagde: ’Det husker jeg ikke’”.

Det sande svar. Han huskede ikke. Forgiven – and forgotten. Helligånden gør ikke synd til virkelighed.
Til enhver tid når jeg føler jeg bærer nag – tilgiv. Men jeg skal altid huske på at jeg ikke kan gøre dette alene. Jesus eller Helligånden er der altid til at hjælpe mig.
Så forstår jeg også at den eneste der er at tilgive er mig selv. (Lektion 121, 6:3-5)
Når jeg tilgiver – så bliver jeg tilgivet. At tilgive er at overse, at lade fortiden være, ikke holde fast i det forgagne. Så i ordets dybeste forstand er tilgivelse – at glemme.

Hvordan tilgiver jeg? (der er mange måder – dette er et forslag)

Når jeg føler vrede, sorg eller smerte, er det vigtigt ikke at undertrykke følelsen – men at være i den og føle den.

1. Jeg gør mig klart at det i virkeligheden er mit eget valg at jeg føler som jeg gør, ingen kan ”få mig til at” føle mig vred. Det er mit valg.

2. Bed Helligånden om at se på denne følelse med dig. Uden fordømmelse – husk fordøm ikke dig selv.
3. Tak Helligånden for Hans hjælp med tilgivelsen. Sådan deles kærligheden.

Når alt kommer til alt er der ingen at tilgive ud over mig selv og mine misopfattelser.

Så nu kan jeg lade min gamle misopfattelse ligge, om at min mor sårede mig den gang jeg var lille, og gav mig et stort sår i min sjæl.

Det har været mit eget valg at bære på mindet og opfattelsen og de følelser som var knyttet til den usande opfattelse .

Med Helligåndens hjælp –er det nu tilgivet og glemt.

Forgive and forget - my ONLY function

The most important function in my life is to forgive. In A Course in Miracles Jesus says so.
Or does he?
No, actually he does not. This is how my ego interprets it, thinking that I have a whole bunch of functions, some more important than others. The Truth of the matter is: Forgiveness is my ONLY function! What a difference that makes.
I realize now, that I have not been at all willing to forgive the way He tells me, I have "bent" the words to suit me.

What is forgiveness?
The way Jesus explains forgiveness in ACIM is not at all the same thing as we usually understand forgiveness.
The teacher in a Sunday School asked her class what we must do before we can be forgiven of our sins, expecting someone to say that we must repent of our sin. One boy reached back even further and said: "First you must sin". This is the core message in ACIM, we have never sinned at all.
The way I was brought up and taught forgiveness, was some kind of "I am better than you" forgiveness, where I thought I forgave others for the wrong I perceived they had done, making myself a bit holier...
In that way I always made sin real and alive. And above all, I actually did not forgive OR forget.

Forgive and forget...
There us a story about a Catholic priest who lived in the Philippines, who carried a burden of guilt about his past sin. He had committed this so-called sin many years before, during his time in the seminary. No one knew of it. There was a woman in his parish who claimed she regularly spoke with the Holy Spirit. The priest was, of course, skeptical about her claim so he said: "The next time you talk to the Holy Spirit, ask him what sin it was your priest committed while he was in seminary".
The woman agreed and went home. When she returned to church a few days later, the priest said:"Did you ask the Holy Spirit what sin your priest committed in seminary?" "Yes", the woman said, "I asked Him".
"Well", said the priest, "What did he say?"
The woman answered: "He said, 'I don't remember'"

That is the only answer, the Holy Spirit does not make sin real. Forgiving and forgetting.
Any time I realize I hold a grievance - forgive. But I must always remember - I cannot do this on my own. And all forgiveness is about forgiving myself. As I forgive, so am I forgiven. To forgive is to overlook, to let the past go, to hold on to nothing. So in the deepest sense - forgive is to forget.(Lesson 121, 6:3-5)

How to forgive (there are many ways - this is one)
When I experiece my anger, it is important not to depress or deny the feeling, just feel it.

• Feel your feelings. Realize it is your own choice to feel the way you do, no one can "make" you feel angry.
• Ask the Spirit to look at the feeling with you, without judging youself for it.
• Thank the Spirit for His help in forgiveness. This is how love is shared.

Ultimately there is no one to forgive, but ourselves and our own misperceptions.

Now, I can let go of the misperception that my mother caused me pain, it was my own choice to remember and carry it with me for all these years, now it is forgiven - and forgotten.

Tanker under en faste...

Hvorfor faste? Jo, først og fremmest fordi jeg tror det er godt for min krop og også for min sjæl. Godt med en uge hvor kroppen får fred til restituering og godt for sjælen med dage i stilhed.
Om denne form for faste/udrensning
Denne gang skulle vi lave en nedtrapning til fasten over en periode på mindst 1 uge. De sidste 3 dage inden fasten med gradvist mindre mad og også indtagelse af ”toxin absorber” og ”Digestive Stimulator” om aftenen. Vi (min st oresøster og jeg)mødtes på Signebøenfjellet i vor hytte i Norge, om søndagen – klar til udrensningskur/faste om mandagen.
Vi havde to forskellige toxin absorber smag at vælge mellem – pebermynte og ingefær – vi valgte hurtigt at veksle mellem de to. Pulveret som består af psyllium husk og bentonitler skal blandes med økologisk æblejuice og drikkes hurtigt – da frøskallerne hurtigt æser – men det har den gode virkning at sulten ikke er særlig slem.
Hele denne kur er udviklet af Dr. Richard Anderson. Bentonitler får mucoid plaque på indersiden af tarmene til at slippe, godt hjulpet af Psyllium husk. Det er ganske utroligt hvad som kan gives slip på i løbet af en sådan faste og det er selvfølgelig ikke kun fysisk. Dette er min 5 faste efter denne opskrift..
Vi starter dagen med vor første ”shake” kl. 06.00 – sover så videre til vi vågner igen. Så er der tid til snak – Wenche kommer ind til mig i min dobbeltseng. Det er så hyggeligt, helt som når vi delte soveværelse som børn. Jeg har nogle forskellige guidede meditationer med – og vælger en som vi laver inden vi står op – rigtigt.
Vort morgenbad kan vi vælge at foretage i det fri – det gør vi når vejret er godt. DVS. Wenche har badet ude hver dag. Jeg er noget mere frossen og gik i bad indendørs. Så er tiden kommet til shake nr. 2 ca. kl. 09.00. Der skal drikkes 5 gange på en dag med 3 timers mellemrum… Vor mad!

Reaktioner
Det er utroligt interessant at observere mine tanker, følelser og sindsstemninger under denne uge.
For at være helt ærlig så bruger jeg faktisk rigtigt meget af min tid til at tænke på hvad jeg skal spise, skrive indkøbslister, sørge for at købe økologisk og friske råvarer, opbevare mine indkøb, planlægge måltider, forberede og tilberede maden, arrangere den, for så – klimaks – at spise den.
Ahhh – når jeg skriver det her har jeg ikke spise i 4 dage – der er en dag tilbage af den egentlige faste – så skal der trappes langsomt op med maden. Tænk så meget tid jeg har til rådighed. Det er helt uvant. Bare stå op – og ikke skulle lave morgenmad, dække bord osv. Nej – den tid får jeg helt gratis nu, tid jeg kan fylde med noget andet – men hvad? Der bliver en ganske stort tomrum – når mad helt er fjernet fra min dagligdag. Og kroppen – den bryder sig bestemt ikke om det. Den vil så gerne have mad og drikke den kan li’. Og tankene kredser ofte om det nu også er nødvendig med hele 5 dages faste – kanskje bare 3 – eller 4?? Da er det godt at være to – så vi kan holde hinanden fast i vort gode fortsæt.

A Course in Miracles og kroppens behov.
Der findes en hel del litteratur baseret på A Course in Miracles om afhængighed. F.eks. har Lee Jampolsky skrevet en: ”Forgive your addictions” tror jeg den hedder. Og Lisa Natoli har også lige udkommet med en bog om emnet ”overeating” hvor hjælpen er inspireret af ACIM. Ikke fordi jeg tror jeg har et seriøst ”overeating” problem (eller har jeg?)– men jeg er nu klar over at mad optager uforholdsmæssigt meget af min tid. Jeg bruger meget tid på at opfylde kroppens behov.
Og glæden ved god mad – hvad sker der med mig når den glæde bliver ”taget” fra mig? Ja, altså – jeg bliver faktisk lidt trist til mode, en lille smule deprimeret har jeg været et par dage. Der er ligsom ikke noget at glæde sig til? Når vi skal ”kose” os, min søster og jeg er det jo ofte med god mad og et glas vin. Og sådan er det jo også ellers. Er det blevet min narresut her i mit voksne liv? Det er utroligt så stor betydning mad har for mig. Hvorfor det mon tro? Jeg har ofte dårlig samvittighed hvis jeg har spist eller drukket for meget. Alle tiders for egoet – så bliver jeg fasthold i min tro på synd, skyld og frygt.
Egoets erstatning for Guds kærlighed? Endnu en afgud – en erstatning, en illusion i stedet for Sandheden.

Og hvad kan jeg så gøre ved det?

Jeg vil være ærlig og se at det er sådan jeg er, der er ingen ting at skjule. Og det er herligt at skrive denne blog så det hele bliver ”avslørt”!
Der er kun en løsning: Tilgivelse! Jeg beder simpelthen Helligånden om at se på det med mig. Se på at det er det mine tanker og mit sind er optaget af meget af tiden, og at det er mit mønster.

Nu skal det være slut med dårlig samvittighed!!

Kære Helligånd! Se på det med mig og hjælp mig til ikke at dømme mig selv.
Det er den eneste farbare vej.

Jeg synes stadig det er synd for mig selv...

Jeg går til gymnastik hver mandag morgen - eller skal jeg sige næsten hver mandag morgen. Det hender at jeg ikke gidder og vil sove længe.

Vor instruktør hedder Anne-Marie og er helt fantastisk inspirerende - og hun finder altid på nye hårde øvelser. Men hun finder også på sjove - i flere uger har vi danset zumba - vi har gennemgået en masse forskellige danse - og fået løsnet op for lænden og svunget hofterne.

Men så er der jo også gulvøvelserne. Mave og ryg - og arme. Det er ikke så sjovt og det gør ondt.

Så er det det med armbøjninger - det er ikke godt vor min venstre arm - som er hævet en del efter min brystkræftoperation for 8 år siden. Lymferne i venstre armhule blev fjernet pga. sprædning. Og så var der strålebehandlingerne som jo ikke gjorde sagen bedre.

Men det har jeg arbejdet så meget med. Tilgivet og tilgivet og set med Helligånden på det. Jeg er ikke en krop - jeg er fri. Og det går så godt det meste af tiden.

Men forleden så kom denne evindelige tristhed igen. Lige som jeg skulle til at gøre de armbøjninger jeg ikke er god til, blev jeg overmandet af sådan en følelse af: "Hvor er det synd for mig" og de andre ved det ikke engang og kan føle med mig og synes det er synd for mig...

Og jeg som troede det var færdig og tilgivet. Men det viser sig - jeg vælger stadig at være et offer og identificere mig med kroppen og sygdomme.

Tja - det er også synd - men kære vene - jeg er da i live!

Men jeg er altså ikke helt så spirituelt avanceret som jeg nogle gange går og tror!! Og ikke så avanceret som mange av mine medstuderende af "Et Kursus i Mirakler".

Ja, og jeg ved - der er ingen derude - vi er alle et osv. osv. Jeg ved det er Sandheden - men jeg opfatter det bare ikke sådan endnu.

Jeg bliver ved med at falde tilbage igen og igen. Men måske er det ikke helt så ofte som før?

Det er jo også det ved det - jeg kan jo ikke selv bedømme mine fremskridt - og det er heller ikke nødvendigt. Det som er nødvendigt for mig er at blive ved med at bede Hellgånden om hjælp og støtte i mit tilgivelsesarbejde.

Og se at jeg skal blive ved med at være elev - Hans elev.

Boblende glæde...

Jeg henter mit barnebarn Kajsa hver mandag. Også i går - og på vej hjem faldt hun så i søvn.

Meningen var hun skulle være hos os i et par timer - og så køres hjem. Men hun sov og sov, og når hun vågnede fik hun et par jordbær, et glas juice og ville så sove lidt mere. Det gjorde hun til kl.18.00. Så det blev aftalt hun lige så godt kunne sove hos mig - bedstefar var ude og rejse..

Og i dag - har hun været her hele dagen. Vi har leget og leget - og spist og leget og sæt tegnefilm (mest Kajsa).

Men det var det med legen.

Jeg kan simpelthen ikke huske sidst jeg har følt denne boblende glæde og spænding. Vi legede gemmeleg. Jeg fandt så mange fantastiske gemmesteder, og når Kajsa nærmede sig, kunne jeg simpelthen ikke lade være med at grine - og så blev jeg jo fundet! Meget sjovt synes jeg selv og også Kajsa...

Kan ikke lade være med at tænke på at Gud finder os nemmere når vi griner...

C-drevet er fuldt. Fortiden blokkerer min fred.

Min computer har i flere uger tiltagende lidt af "hukommelsestab". Jeg blev ved med at få en fejlmelding om at C-drevet var fuldt... 70 gigabyte var opbrugt! Ja, så kan en computer altså ikke fungere optimalt. Hvis den overhovedet kom i gang, gik det helt utroligt langsomt.
Jeg gik i gang med at slette en del programmer som jeg sjældent brugte. Det hjalp bare ikke en fjøjtenes fis.
I sidst uge blev den helt gal. Da kunne mit mailprogram ikke starte. Vor IT forbindelse gav en del forslag til løsninger om afinstallering og geninstallering osv. Intet hjalp. Han mente så der kun var en udvej: En ny hard disk el. evt. computer.
Så var det min søn Frederik hjalp mig til at finde hvilke filer der mon kunne fylde så meget som 70 GB...
Efter at have fået "skjulte filer" frem, viste det sig at maskinen havde lavet backup - som fyldte 55 GB. Ingen vidste helt hvor den kommando kom fra... Men i hukommelsen lå over 1200 filer med backup af gamle sager. Slettet blev det hele - og resultatet: Nu ter computeren sig som en vårhare - det hele fungerer hurtigt og præcist.

Og hvad kan jeg så lære af dette mon tro?
Hvad viste det mig? Altså dette er helt vildt interessant synes jeg. Hvis jeg går og bærer på alle oplevelser, følelser og tanker fra fortiden så fungerer jeg ikke optimalt. Det hele går helt ekstremt tungt. Jeg bliver nødt til at give slip og tilgive fortiden før jeg kan finde Guds fred. Den findes kun i nuet. Fortiden er forbi og den kan ikke røre mig mere.

Og hvordan gør jeg så det? Det var nemt nok på computeren - der skulle jeg bare markere det der skulle slettes og trykke på delete-knappen og vupti - så var det hele renset ud!

Er det muligvis også så nemt i mit sind?

Ja - det tror jeg det er - eller jeg vet det er det. Det står der i Kurset!

Men det er samtidig noget av det vanskeligste...
Det som er vanskelig er å ta beslutningen, mene det, og ikke holde fast på fortiden mere.

Men det svære i dette projekt er også at identificere det i fortiden som er problematisk. Men det er nødvendig at det identificeres. Ellers virker deleteknappen jo ikke...

Jeg vil ikke være bange for at kikke på de ting i min fortid som smerter og gør mig utryg. Nå vil jeg simpelthen trykke på min egen delete knap.
Jeg vil ikke bære på sorg, skyld og frygt mere.

Nå er fortiden forbi. Med Helligåndens hjælp trykker jeg nu på min helt private delete knap.