Selvportræt - interessant og svært!

 

Jeg er ikke helt sikker på hvor lang tid det har taget mig for at komme frem til dette resultat - det er flere uger. Jeg troede jeg var helt færdig forleden dag, men så havde jeg en tid hos frisøren...

Når jeg nu endelig havde fået et nogenlunde resultat, tænkte jeg at det ville være godt med et portræt som var "up to date". Det tænker jeg det er nu. Håret er rettet, så det ligner dagens frisure.

Undervejs har jeg haft forskellige næser.  De var alle for store i begyndelsen, var det mon fordi jeg i hele mit liv har tænkt at min næse var ALT for stor?  Den endelige udgave har en næse som ligner min.  Jeg synes faktisk nu den er ret pæn.  Det har taget mig 74 år at kunne se.

Jeg har malet på en meget elendig canvas købt hos landhandleren i Hishult i sommer engang. Nu spekulerer jeg på om det kunne være sjovt at prøve igen, i et lidt større format og på et ordentlig lærred. 

Det hele gik egentlig ud på at male ud fra salme 123, og det var ikke tænkt som et selvportræt, men det blev det så, for det er jo jeg som siger ordene - og beder Gud om hjælp.

Det var min fars salme egentlig.  Tror det blev hans, dengang min mor blev syg og indlagt i måneder, og min far var alene med 3 børn.  Jeg var 2 år og min søster 4 og min bror 3 år eldre.  Kan godt forstå han ikke vidste hvad han skulle stille op.  Alle i gaden gik i søndagsskole i baptiskkirken Tabernaklet, og det var derhen han gik for at søge hjælp.

Jeg for min del kom i tanker om hans salme, den dag for over 20 år siden, hvor jeg fik besked på at jeg skulle opereres igen, fordi der alligevel var spredning til lymfekirtler efter den første operation for brystkræft. Jeg var overbevist om at det var hos Gud jeg kunne hente hjælp og tro. Og det selv om jeg de første ca 50 år af mit liv ikke havde haft et særligt tæt forhold til Gud eller Jesus.  Men jeg vidste faktisk ikke hvad jeg elelrs skulle gøre...

Det var et klogt valgt. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skulle have klaret mig igennem uden min tro.

Nu ved jeg hvor min hjælp kommer fra - altid!

De 4 ærkeengle

 For et godt stykke tid siden, besluttede jeg mig for at male de 4 store ærkeengle igen.  Denne gang så de fremstod, om ikke ens, men at der var en klar sammenhæng, og jeg har lagt ud med ærkeenglen Rafael. 

 Det tog mig nogle uger - før jeg (og englen) blev tilfreds med resultatet.  Jeg var nu klar til at gå i gang med Gabriel... Men ret hurtigt blev denne smukke Rafael solgt, og jeg har nu besluttet at "starte forfra" med de 4.  Så jeg er gået i gang med en ny Rafael, og jeg er allerede meget tilfreds med den nye tegning jeg har lavet. Ny plader i samme størrelse (21 x 35) er undervejs.  I dag er jeg kun blevet en smule "forstyrret" af min beslutning om at vække min gamle hjemmeside til live igen.  Det er 1 år siden der er sket noget overhovedet på denne blog.  Jaja, sådan er det.  Men altså, inden jeg går i gang med at male i dag, ville jeg lige lave en lille opdatering her. Sådan ser den nye Rafael ud, tegningen er overført til pladen - og jeg er klar til at male de første strøg.

Ærkeenglen Rafael

I dag bliver hele pladen grundet med oxyd gul og jeg vil lægge de første bundlag på selve englen.

Oh happy day!

20 års jubilæum del III - ikonmaler, pilgrim og spædbarnsbehandler

 Skridtet ind i ikonernes verden påvirkede mig mere end jeg troede var muligt. Jeg var klar over, allerede på kurset med Søster Abraham, at det her var noget jeg skulle beskæftige mig med resten af mit liv.  Som jeg skrev i går, var det som at komme hjem.  Men jeg havde jo hverken tegnet eller malet overhovedet inden, alligevel var det virkelig bekendt for mig, og min glæde over at jeg kunne frembringe noget somMaria med barnet og så en Maria Magdalena.Jeg syntes dengang at det nærmest var et mirakel der var sket, jeg viste mine ioner til alle jeg kunne kom til.

Jeg gik i gang med at finde materialer til selv at lave ikonplader, købe gesso og harelim, for at lave pladerne korrekt. og så male.  Gentage og gentage - og forære ikoner til familie og venner som hele tiden mente det var smukt det jeg lavede.  Jeg var vildt entusiastisk og troede også selv det var noget helt specielt jeg var i gang med :-) 

I alle fald var det specielt, det som ikonmaleriet og ikonerne gjorde ved mig.  En usigelig fred fulgte med. Og glæde! Jeg gentog de samme motiver igen og igen, ændrede på farver og udtryk, de fleste ikoner jeg kunne finde af Maria, ja der syntes jeg hun så så trist ud, men det gør mine udgaver af Maria aldrig. Mangehar spurgt mig om jeg ikke bliver træt af at gentage det samme igen og igen - og svaret er nej.  Der har hele tiden været udvikling i mit ikonmaleri.  

Til udlandet for at lære mere...

Jeg fandt hurtigt ud af at der ikke rigtigt var så meget mere at lære i Danmark.  Jeg fandt ud af at det finske ortodokse Nya Valamo klostret havde undervisning i ikonmaling. Rigtig ikonmaling som foregik ved brug af æg tempera.  (Søster Abraham brugte guache farver) . Jeg fik en meget flot julegave af Erik det år.  Et ophold i udlandet med undervisning i ikonmaling  efter frit valg.  Da havde jeg allerede fundet Valamoklostret og jeg tog afsted efter nytår på min første ikonuddannelses rejse.Vi skulle forberede os hjemmefra ved at tegne en Maria i helfigur ikke noget med at kopiere)

Det er ingen overdrivelse at sige at jeg var ovenud lykkelig for mit resultat. Jeg bare eeelsker denne min første rigtige Maria.  Den har jeg så malet i, jeg ved ikke hvor mange udgaver, den ene smukkere end den anden,for jeg blev ved og ved med at gentage, en smule bange for at "det ville gå væk" - det at jeg kunne male.  Var det rigtig at jeg kunne? Ja, det var det, ikke bare kunne jeg, det blev jo også bedre og bedre for hver gang.  Jeg var nu sikker på at jeg havde været ikonmaler i et tidligere liv. Det er blevet til mange rejser efter denne første - men det vender jeg tilbage til.

Caminoen- den første... 2004

På et tidspunkt begyndte ordet camino og pilgrimsvandring at fylde i mit sind.  Jo, det var det jeg skulle nu.  Vandre, se om jeg kunne, nu når jeg var ved at "komme til mig selv" igen. Men et nyt selv...Jeg talte med min Pernille om Caminoen og vi besluttede os til at tage afsted-  Vi skulle gå de sidste 120 km til Santiago de Compostella.  Vi øvede ikke meget, Vi tog bare afsted, med en god rygsæk og nye støvler. Vi havde dog også et par klip/klappere hver.  Det var en uforglemmelig oplevelse. Dagen hvor vi tog de første skridt på Caminoen glemmer jeg aldrig!  Også her var fornemmelsen at jeg havde været der før.  Genkendelse og tårer over endelig at være tilbage!  Det var hårdt.  Det var regnfuldt.  Vi havde vabler - store vabler!!! Vi var sultne og vi var våde og vi var kolde.  Vi var jublende glade!  Vi var det hele faktisk! Og som altid når vi er sammen kan vi også grine, så tårerne triller og vi tisser i bukserne.  Så er alt som det skal være.  Vi fik en svingom på et ældrecenter vi blev inviteret ind i i Portomarin tro jeg det var, altså - det var en fest!

Vi fik vort bevis, vi blev nævnt ved messen, og jeg havde virkelig følelsen af at være fuldstændig tilbage til normalen, friskere end nogensinde før i mit liv.!  Tak kære Gud! Og tak for dig Pernille!

Spedbarnbehandler

Svanecentret i Tisvilde tilbød en ny uddannelse og det var med stor entusiasme jeg meldte mig som deltager.  Det var lærerigt.  Ud over spædbarnsmassage,indehold undervisningen læren om  Facie release, akupressur og Kraniosakral terapi.  Det var en ret omfattende uddannelse.  Samtidig skulle jeg også tage forløbet med anatomi, fysiologi og sygdomslære - det hørte med. Det blev en dejlig tid, med mange nye, dejlige bekendskaber.

Jeg begyndte at praktisere sammen med Pernille, som havde taget en uddannelse som Zoneterapeut.

 

Til eksamen på anatomikurserne tog jeg en af mine ikoner med.  Der var mange som var vildt nervøse og jeg tænkte det kunne hjælpe med Marias energi.  

En af de andre deltagere - Christiane Zeuten. spurgte mig med det samme om jeg ikke ville komme til hendescenter i RødeKro og undervise i ikonmaling? Christiane var Nordlys massageterapeut bl.a. "Christiane - jeg er jo begynder - det kan jeg da ikke", mente jeg.  Men hun fik mig overtalt. Et weekendkursus i hendes dejlige center med 8 deltagere som alle malede Maria Kazanskaya, gik rigtig godt.  Christiane kan jeg takke for at jeg begyndte at undervise og i de mange efterfølgende år underviste, første hjemme i Tisvildeleje men senere også i Norge og Sverige og på Færøerne.  Jeg skylder dig en stor tak Christiane - du skønne, skønne kvinde. 

Christiane mistede livet i 2009 på Air France flyet som forulykkede på vej fra Brasil til Paris. 

RIP kæreste Christiane

Efter et stykke ti, hvor jeg både behandlede spædbørn og underviste i ikonmaling, forstod jeg at jeg skulle vælge.  Jeg bad om hjælp til at finde ud af hvad jeg skulle gøre.  Det gik helt af sig selv.  Pludselig var min afalebog med  spædbørnbehandling nærmest tom - men mine kurser i ikonmaling havde venteliste!  Det var en meget nem beslutning så.  Jeg droppede spædbørnene og valgte ikonerne. Jeg var aldrig i tvivl om mit valg.

Fortsættelse følger

20 års jubilæum II - min plan.

 Der blev et meget skarp skel før og efter diagnose og operationer. I foråret 2002, købte vi hus i Tisvildeleje, et funkishus fra 30’erne, som skulle gennemgå en grundig renovering.  Som bestilt var huset  færdig til indflytning den dag jeg blev opereret gang nr. 2. Så når jeg kom hjem fra hospitalet havde familien sørget for flytning! Jeg kom hjem til et nyt hus, hvor alle møbler var på plads, alt i køkken og bad, kælder og førstesal - jamen de havde haft travlt… og der var faktisk ikke ret mange ting jeg selv synes jeg skulle ændre på. Hvor var det bare en glædens dag!

Hospitalets plan

Denne plan gik kort fortalt ud på at jeg skulle have 23 strålebehandlinger.  Der var for lang ventetid på Herlev, så man foreslog mig at det skulle foregå i Hamborg  i stedet for, 5 gange om ugen, fri til hjemrejse i weekenden, og så tilbage igen.  Det lød alt for besværligt, så jeg ville heller vente til der var plads på Herlev. Der var over en måneds ventetid, men så kunne jeg nyde vort nye hus, stranden og havet og skoven lige udenfor døren!!

Strålingen gik som denslags gør. Ikke specielt sjovt sted at være. Jeg blev slemt forbrændt på brystbenet og under brystet, men det var jo småting alt taget i betragtning! Talkum og aloevera hjalp noget, tiden hjalp mest.  Når dette kapitel var overstået, skulle jeg i gang med antihormoner, og jeg var nu tilknyttet Hillerød hospitals onkologiske afdeling.Man har et fuldstændig fastlagt skema over hvordan sådan en efterbehandling skal foregå, alt efter knudens størrelse og dysplasigrad (hvilket stadie kræften var på) og spredning.  Jeg var over overgangsalderen, og siden kræftformen var østrogenpåvirkelig, var det jo en fordel.  Men altså: antihormoner, dvs. Tamoxifen i 5 år. Fem!! Ok - jeg gjorde som de sagde - i hvertfald for et stykke tid.

Min plan

Min egen plan gik som jeg skrev tidligere, at finde alt detr gode jeg kunne gøre for mig selv.  Jeg var klar  over nu, at jeg i hele mit liv havde sørget for at alle andre havde det godt, fra famile og venner til passagererne ombord på SAS fly hvor jeg jo havde tilbragt 27 år af mit liv. Det første jeg gjorde var at melde mig til et hold med meditation og yoga på Svanecentret her i Tisvildeleje. Samtidig med det startede jeg også et forløb med Nordlysmassage, 12 + 1,en  healingmassageform kombineret med selvudvikling, det foregik også på Svanecentret med Pernille Kondo.

Jeg fik akupunkturbehandling i nogle få måneder en gang om ugen, for at styrke min krop, og jeg fik lagt en kostplan hos Horneman-Thielcke Klinikken.  Anne-Grete sørgede også for at jeg fik de rigtige kosttilskud med vitaminer og mineraler, så jeg var fyldt op på alle mulige måder.  Kostplanen blev lagt efter min + - balance, og jeg fulgte den slavisk i et par år.

Jeg deltog i et forløb i Kræftens bekæmpelse, kaldet stifinderdage. I forløbet indgik også meditation. En af dagene skulle vi tegne vor oplevelse, og jeg husker så godt min modstand på det.  Jeg som ikke kunne tegne! Men jeg gjorde det - og det blev til denne tegning:

Lige præcis den tegning blev afgørende for resten af mit mit liv.  Jeg sidder i meditation, med Kristus bagved mig, over mit hoved en smuk elipseformet “regnbue”/aura. Med min tegning kom denne smukke sang: 

Bred dina vida vingar 
O Jesus over mig 
Och låt mig stilla vila 
I ve och väl hos dig…

https://youtu.be/_21AfBmKxbQ

Findes der tilfældigheder?

Denne tegning viste jeg til Pernille Kondo, hun mente det lignede en moderne ikon.  Ikon tænkte jeg, hvad er det egentlig?  Omtrent på samme tid havde jeg blandt mange andre, en drøm om at en som hed Abraham skulle hjælpe mig. Jeg vidste ikke med hvad.  Nogle få dage efter den drøm, kom der et brev til mig fra Nordlyscenteret i Silkeborg. Det var en invitation til at deltage i et kursus i ikonmaling.  Undervisningen var ved Søster Abraham! Det var jo en klokkeklar besked om at det var noget jeg skulle deltage i.  5 dages undervisning i ikonmaling. Det var som at komme hjem.

Fortsættelse følger.

20 års jubilæum - del I

 I rigtig lang tid har jeg været i tvivl om jeg skulle skrive dette blogindlæg.  Og jeg har udsat det, igen og igen.  Jeg har ikke været helt sikker på om det har nogen værdi i virkeligheden, eller om det har nogen interesse.  Men som I kan se, så besluttede jeg mig for at skrive dette indlæg. Det jubilæum fejrer jeg i år, fordi det nu er 20 år siden jeg fik diagnosen brystkræft. 20 år er lang tid. Om jeg den gang troede på jeg skulle leve 20 år efter? Det kan jeg ikke svare på.  Jeg tænkte simpelthen ikke så langt frem i tiden!

Beskeden

Den dag jeg skulle have svar på hospitalet var Pernille med mig, og vi var ved rigtig godt mod, men et sted i mig vidste, at den lille kul jeg kunne mærke, nok var brystkræft. Men når ordene var sagt - og de hang der i luften - så var jeg som frosset, og uendelig trist.  Jeg husker det som var det i går. Alt gik stærkt, få dages ventetid til operation, dagene var fyldt op med forberedelse, fysisk og psykisk. Knuden var lille, så jeg ville få en brystbevarende operation.  De ville lave en skildvagtsoperation, dvs. at jeg fik kontrastvæske, så man kunne se hvilke lymfekirtler som lå lige efter knuden, altså hvor den ville sprede si, altså  hvis kræften havde spredt sig.  Det er jo rigtig smart,  så kunne de fjerne de kirtler lige med det samme under operationen.

Operationen

Alt gik godt. ingen spredning til de 3 lymfekirtler som blev fjernet. Men alas; 10 dage efter kom beskeden om at der alligevel var spredning, og jeg skulle opereres igen.  Det blev jeg 14 dage efter, og det gik også godt. 23 kirtler fjernet, som senere viste sig at være raske - alle sammen!!

Livet efter...

Det slog mig næsten ud, at jeg skulle opereres igen.  Men så var det at jeg virkelig vågnede op.  Jeg vandrede rundt nede på engen i Annisse og græd, og råbte og bad til Gud. Som jeg sagde til Ham, Gud altså, jeg har altid troet på dig men ikke rigtigt haft brug for dig.  Nu må du vise du er der, for nu har jeg brug for dig! Jeg blev fuldstændig klar lige der, efter min samtale med Gud.  Jeg besluttede at tage ansvaret for mig selv, og finde ud af hvad jeg skulle stille op. Forude ventede 26 strålebehandlinger og 5 år med antihormoner..

Jeg lavede en liste over alle de gode ting jeg ville gøre for mig selv. Den var lang den liste! Yoga, meditation, akupunktur,  kostomlægning og massage. Tanken om at jeg fra nu af, hver morgen skulle vågne op, og så komme i tanker om at jeg havde kræft, var ikke rar.  At jeg hver morgen skulle vågne op og tro at jeg nok skulle dø af det.  Det fik mig til at beslutte, at sådan skulle det ikke være.  Jeg blev nødt til at finde en måde at bekæmpe min frygt og angsten for at dø. 

Hvor skal min hjælp komme fra?

Min hjælp kom i mange forklædninger og ad mange veje.  Men den kom!  Først kom den fra min (afdøde) mor, som kom til mig i en meditation med en besked.  Hun kom gående mod mig nede på stranden hvor jeg sad, smilende med denne besked: "De skal ikke bekymre dig om dagen i morgen Anne-Marie". Det var det hele.  Jeg syntes jeg kendte ordene, gik hjem og fandt min bibel (fra søndagsskolen i Tabernaklet) med akkurat det vers selvfølgelig.

Når jeg nu havde fat i Biblen, tænkte jeg at jeg ville finde min fars yndlingssalme, noget med.. hvor skal min hjælp komme fra... og fandt Salme 121. 

121 Jeg løfter mine Øjne til Bjergene: Hvorfra kommer min Hjælp? 2 Fra Herren kommer min Hjælp, fra Himlens og Jordens Skaber. 3 Din fod vil han ej lade vakle, ej blunder han, som bevarer dig; 4 nej, han blunder og sover ikke, han, som bevarer Israel. 5 Herren er den, som bevarer dig, Herren er din Skygge ved din højre; 6 Solen stikker dig ikke om Dagen, og Månen ikke om Natten; 7 Herren bevarer dig mod alt ondt, han bevarer din Sjæl; 8 Herren bevarer din Udgang og Indgang fra nu og til evig Tid!

Så min Gud, min mor og min far var med mig, og min frygt den fortog sig! Jeg kunne vågne op om morgenen og være glad, jeg havde en opgave foran mig som jeg gik ind i med liv og sjæl - og det er helt sandt! Jeg havde en plan og den fulgte jeg. 

Planen i al sin enkelthed var at sige ja til livet - og det, det måtte indebære. Jeg havde fået en gave.

Fortsættelse følger...

  

Tak til Dig som inspirerer mit sind

 Jeg har forberedt to lerreder, 50 x 70 cm.  Det er en meget stor dimension i min verden.  De er begge malet knald røde i bunden, og så ventede jeg. bare på hvad der skulle ske med dem.

Det ved jeg nu.

Den første jeg gik i gang med blev en Kristus, som stille og rolig viste sig undervejs i processen. De af jer som har været på kursus her hos mig ved, at jeg undervejs "snakker" med mine ikoner, det er noget som kommer helt naturligt.  Sådan også med denne Kristus. Der er blevet rettet og fortalt og givet anvisninger undervejs.  Dette er det foreløbige resultat.

Jeg ville så gerne skive en tak og vise min kærlighed, men jeg har ikke rigtig ord for det - eller de rigtige ord... Men som du kan læse her nedenfor - blev disse ord givet til mig!

Forlaget Lemuelbooks har nettop udgivet en ny bok: Sufi-Perler, af Hazrat Inayat Khan, oversat til dansk af Erik Stinus ((1934-2009). Lars Muhl havde lavet et opslag på Facebook om  bogen, som han har skrevet forordet til.  Jeg bestilte den med det samme og fik den leveret 2 dage efter. 

Lars Muhl skriver på bagsiden:

    

"Denne lille perle af en bog er svaret på enhver pilgrims og ethvert søgende menneskes bøn. Og det af den simple grund, at dens ord taler så rent til hjertet, at selv det mest forhærdede hjerte må kapitulere overfor dens stille kraft."

Bogen indeholder Khans universelle sufi-budskab, delt op i tre hovedafsnit: Gayan, som betyder sang, Vadan Guddommelig Symfoni, og Nirtan Sjælens Dans. Teksterne er  også klacificeretyderligere i f.eks. Alapa, Improvisation, Boula - Sangtekst,  og Gayatri - Hellige sange, bønner.

Efter at have læst Lars Muhls forord, slog jeg vilkårlig op i bogen.  Jeg blev nærmest lammet...

På side 190 stod de ord, som jeg ønskede jeg havde været i stand til at formulere, men ikke har været i stand til:

Du som inspirerer mit sind, du som vederkvæger mit hjerte, du som helbreder min ånd, 

 Din nærhed løfter mig fra jord til himmel, 

 Dine ord strømmer som den hellige flod, 

 Din tanke vælder frem som en guddommelig kilde, 

Dine nænsomme følelser vækker sympatien i mit hjerte 

 Elskede læremester, selve dit væsen er tilgivelse. 

 Dit gennemtrængende blik spreder tvivlens og frygtens skyer; 

 Al uvidenhed svinder bort i din lysende nærhed; 

 Et nyt håb tændes i mit hjerte, når jeg indånder din fredfyldte atmosfære. 

 O inspirerende Vejleder på livets forvirrede stier, 

 Hos dig modtager jeg velsignelser i overflod.

AMEN

Bogen kan bestilles hos lemuelbooks.dk

                 

Kærlighed er: at slippe frygten

Hvis jeg ønsker fred, interesserer jeg 

mig kun for at give. Jeg skal ikke prøve på at opnå noget, eller tænke på hvorfor jeg ikke opnår det. For at 

opnå fred i dit sind kan du gøre følgende: 

Læg al din opmærksomhed i at give, og hav ikke noget ønske om at skulle få noget fra eller ændre  en anden person.