I rigtig lang tid har jeg været i tvivl om jeg skulle skrive dette blogindlæg. Og jeg har udsat det, igen og igen. Jeg har ikke været helt sikker på om det har nogen værdi i virkeligheden, eller om det har nogen interesse. Men som I kan se, så besluttede jeg mig for at skrive dette indlæg. Det jubilæum fejrer jeg i år, fordi det nu er 20 år siden jeg fik diagnosen brystkræft. 20 år er lang tid. Om jeg den gang troede på jeg skulle leve 20 år efter? Det kan jeg ikke svare på. Jeg tænkte simpelthen ikke så langt frem i tiden!
Beskeden
Den dag jeg skulle have svar på hospitalet var Pernille med mig, og vi var ved rigtig godt mod, men et sted i mig vidste, at den lille kul jeg kunne mærke, nok var brystkræft. Men når ordene var sagt - og de hang der i luften - så var jeg som frosset, og uendelig trist. Jeg husker det som var det i går. Alt gik stærkt, få dages ventetid til operation, dagene var fyldt op med forberedelse, fysisk og psykisk. Knuden var lille, så jeg ville få en brystbevarende operation. De ville lave en skildvagtsoperation, dvs. at jeg fik kontrastvæske, så man kunne se hvilke lymfekirtler som lå lige efter knuden, altså hvor den ville sprede si, altså hvis kræften havde spredt sig. Det er jo rigtig smart, så kunne de fjerne de kirtler lige med det samme under operationen.
Operationen
Alt gik godt. ingen spredning til de 3 lymfekirtler som blev fjernet. Men alas; 10 dage efter kom beskeden om at der alligevel var spredning, og jeg skulle opereres igen. Det blev jeg 14 dage efter, og det gik også godt. 23 kirtler fjernet, som senere viste sig at være raske - alle sammen!!
Livet efter...
Det slog mig næsten ud, at jeg skulle opereres igen. Men så var det at jeg virkelig vågnede op. Jeg vandrede rundt nede på engen i Annisse og græd, og råbte og bad til Gud. Som jeg sagde til Ham, Gud altså, jeg har altid troet på dig men ikke rigtigt haft brug for dig. Nu må du vise du er der, for nu har jeg brug for dig! Jeg blev fuldstændig klar lige der, efter min samtale med Gud. Jeg besluttede at tage ansvaret for mig selv, og finde ud af hvad jeg skulle stille op. Forude ventede 26 strålebehandlinger og 5 år med antihormoner..
Jeg lavede en liste over alle de gode ting jeg ville gøre for mig selv. Den var lang den liste! Yoga, meditation, akupunktur, kostomlægning og massage. Tanken om at jeg fra nu af, hver morgen skulle vågne op, og så komme i tanker om at jeg havde kræft, var ikke rar. At jeg hver morgen skulle vågne op og tro at jeg nok skulle dø af det. Det fik mig til at beslutte, at sådan skulle det ikke være. Jeg blev nødt til at finde en måde at bekæmpe min frygt og angsten for at dø.
Hvor skal min hjælp komme fra?
Min hjælp kom i mange forklædninger og ad mange veje. Men den kom! Først kom den fra min (afdøde) mor, som kom til mig i en meditation med en besked. Hun kom gående mod mig nede på stranden hvor jeg sad, smilende med denne besked: "De skal ikke bekymre dig om dagen i morgen Anne-Marie". Det var det hele. Jeg syntes jeg kendte ordene, gik hjem og fandt min bibel (fra søndagsskolen i Tabernaklet) med akkurat det vers selvfølgelig.
Når jeg nu havde fat i Biblen, tænkte jeg at jeg ville finde min fars yndlingssalme, noget med.. hvor skal min hjælp komme fra... og fandt Salme 121.
121 Jeg løfter mine Øjne til Bjergene: Hvorfra kommer min Hjælp? 2 Fra Herren kommer min Hjælp, fra Himlens og Jordens Skaber. 3 Din fod vil han ej lade vakle, ej blunder han, som bevarer dig; 4 nej, han blunder og sover ikke, han, som bevarer Israel. 5 Herren er den, som bevarer dig, Herren er din Skygge ved din højre; 6 Solen stikker dig ikke om Dagen, og Månen ikke om Natten; 7 Herren bevarer dig mod alt ondt, han bevarer din Sjæl; 8 Herren bevarer din Udgang og Indgang fra nu og til evig Tid!
Så min Gud, min mor og min far var med mig, og min frygt den fortog sig! Jeg kunne vågne op om morgenen og være glad, jeg havde en opgave foran mig som jeg gik ind i med liv og sjæl - og det er helt sandt! Jeg havde en plan og den fulgte jeg.
Planen i al sin enkelthed var at sige ja til livet - og det, det måtte indebære. Jeg havde fået en gave.
Fortsættelse følger...