Det er rigtig lang tid siden jeg har givet lyd mig her på min blog. Jeg har tænkt at skulle skrive - mange gange, men så er jeg gået helt tør for bogstaver. Og tvivlen som kom: "Har jeg i virkeligheden noget at byde på overhovedet? Er der nogen som gidder læse det jeg skriver?" osv osv. Tankerne er mange. Jeg har f.eks. tænkt at jeg savner mit "gamle" kontor på Dyrekærskellet, at jeg ikke kan li' at bruge min nye (bærbare) computer, at jeg bedre kunne li' den gamle. Ja, der er mange tanker og undskyldninger.
Men i dag har jeg altså besluttet mig til at skrive lidt. Selv om jeg ikke helt ved hvad jeg skal skrive om. Det har været mange grå dage synes jeg og lidt tunge, vejret har ikke været lyst. Det påvirker mig at himmelen er dækket af et lavt, sammenhængende skydække, det virker trykkende. Men her til morgen kunne jeg se en smule blåt udenfor! Hurra, den blå himmel er der endnu!
Min morgenmeditation var i dag med temaet: "A loving heart" - smukt og meget givende. (Tamara Levitt, Daily Calm).
Facebook mindede mig om et billede jeg postede for 6 år siden, nogle kloge ord fra Osho:
Og det hele passer så fint sammen med dagens lektion i Et Kursus i Mirakler: "Gud er i alt jeg ser". Som Jesus siger i teksten: Forsøg så, i dag, at begynde at lære hvordan du kan se på alle ting med kærlighed, taknemlighed og med et åbent sind.
Det er det jeg beslutter mig for i dag.
I dag vil jeg fokusere på at møde alle med kærlig venlighed.
Det var helt specielt glædeligt at få bestilling på en ny ikon- en dåbsikon som skal til Norge.
At få et lille billede af den lille fyr som skal have ikonen i dåbsgave, er simpelthen så stort.
Jeg prøver nu ikke at få det lille barn på armen til at ligne - men han er i tankerne.
Så enkelt livet er. Nu er der intet at bekymre sig om. Jeg har bekymret mig nok, føler jeg. Det fører INGEN vegne. Jeg har till tider bekymret mig om vort nye hus og byggeriet. Arbejdet med fundamentet er endnu ikke afsluttet - det er jo ferietid og det mærkes.
Det jeg holder mig til, er at huset er lover færdigt i midten af november. Jamen så er det jo det. Hvad der sker og hvornår det sker er ikke i mine hænder - jeg kan tage det helt med ro og slippe alle bekymringer.
Jeg nyder at have al den tid i verden jeg kan ønske mig. Jeg har frihed til at vælge lige præcis det jeg ønsker at fylde min dag med - og det gør jeg så.
Dagen starter for tiden med en kort meditation som jeg finder i en app på min telefon "Daily Calm" akkurat passe til mig. Jeg har tid til at male, når jeg har lyst til det, tid til at gå ture med Anton. Jeg kan vælge at gå i skoven, eller langs vandet. Jeg kan vælge at kombinere de to. En tur gennem skoven, ned til stejlepladsen, langs stranden til Helenekilde og så op ad Slugtvej, over banen og hjem til Aspevej. Det tager ca. 1 time. En dejlig tur som kan vandres begge veje. Jeg har friheden til at vælge, alt efter vejr og vind. SKØNT!!
Enkelte dage vælger jeg at starte med yoga på stranden her i Rågeleje, andre dage en tur til reformer træning. I midten af august starter træningen i Studie 1A i Skærød igen, "effektiv træning" - virkelig effektivt! Det foregår hver fredag. Er vejret godt (ikke FOR godt) bliver der også tid til en runde på golfbanen, når jeg har lyst til det. Jeg har det virkelig godt med at få rørt min krop tilstrækkeligt, den nyder det faktisk. Alle mine dele, arme og ben fungerer som de skal. :-) Hovedet ved jeg ikke helt, jeg husker ikke helt så godt - men pyt med det. Godt jeg har min kalender på min iphone siger jeg bare!
Nåh, det var bare en kort opdatering som jeg havde lyst til at dele.
Livet er godt - jeg lægger fremtiden i Guds hænder, det aller bedste sted den kan ligge.
For ca. 17 år siden var jeg på kursus i at lave min egen hjemmeside. Dengang fantes der ikke wordpress, blogger og andre nemme skabeloner, så det hele skulle programmeres fra bunden, i et program som hed Notetab Light. Det kom der en fin hjemmeside ud af synes jeg. Den handlede om det at få brystkræft, om hvordan det påvirkede mig, om hvad jeg foretog mig, for at, som jeg tænkte, øge mine muligheder for at overleve. Og så syntes jeg det var smart at kunne henvise til min hjemmeside, og så behøvede jeg ikke at tale så meget om det. Addressen var valton.dk.
Nu er denne hjemmeside gammel og tung. Jeg har overhovedet ikke brug for den mere, den har tjent sit formål. I øvrigt er det 3 år siden jeg har opdateret den, men den har stadig en hel del besøgende.
I mellemtiden har jeg lavet en blog om ikonmaling - en anden om lidt mere personlige ting, om hvordan jeg griber mit liv an. Den havde adressen mirakelkursus.dk.
Nu er tiden inde til at rydde op i tingene, og give slip på alt det gamle som jeg ikke har brug for mere. Det sker ved at jeg nu har slettet min hjemmeside om brystkræft, og så har mirakelkursus skiftet navn til valton.dk. Sådan - og ved du hvad? Det føles helt fantastisk dejligt.
Vi er jo som bekendt ved at bygge nyt hus.Det er som om hele livet, på en vis starter helt forfra, på mange måder. Der er blevet ryddet op i møbler og bøger, tingel og tangel, arvestykker fra min mor og fra Eriks mor, sportsrekvisitter, gammelt outdated golfudstyr, fiskegrej, dykkergrej, cykkeludstyr, ruulleskøjter, andre skøjter, skiudstyr til langrend og alpint, tennis- badminton og squashketchere - listen er i virkeligheden uendelig lang. Tænk at få muligheden for at starte forfra. Alt det der ikke mere er brug for, har vi givet slip på, noget er solgt og andet er givet væk eller kørt på lossepladsen.
Det bliver spændende at pakke vor container ud om nogle måneder, og se hvad der er tilbage! Jeg er sikker på at der stadig er nogle ting som alligevel ikke skal med ind i det nye hus.
Jeg tror det er virkelig befordrende, sådan at flytte nogle gange i livet, så vi ikke gror helt fast, det kan være en stor hjælp i at komme videre, og få fjernet de slør som fortiden danner for ens øjne.
I disse dage er vi hunde passere for Jakob og Birk, Antons fætre i Annisse Nord. Her er helt perfekt at være i denne varme, ude på terrassen har vi en dejlig, sval swimmingpool vi hopper i, med jævne mellemrum.
Og jeg har så fået ordnet op i endnu et kapitel af mit liv, og jeg er tilfreds med forenklingen!
Det er nu snart 4 år siden vi tog beslutningen om at sælge vort hus på Dyrekærskellet i Tisvildeleje. Beslutningen blev truffet, fordi vi havde fundet den skønneste grund på Aspevej, et sted hvor der ville være mulighed for at renovere et gammelt udhus til atelier/galleri, og hvor det gamle faldefærdige hus kunne rives så vi kunne bygge et nyt, mindre hus. Et hus som egnede sig lidt bedre til at blive gammel i...
At vejen skulle blive så lang, det havde vi aldrig drømt om. Vi havde troen på at vort dejlige hus, kunne sælges indenfor en overkommelig tid. Der tog vi fejl. Interessen var der, men hver gang der var en interessert køber, kom der noget i vejen. Vi har været nødt til at sætte prisen ned i flere omgange, den første udbudspris var ejendomsmæglerens bud, ikke vores. Det skulle vise sig at interessen for et funkishus fra 30'erne ikke hitter i sommerlandet. Det ligner ikke et sommerhus, det har nok været den største "fejl" ved huset.
Skuffelsen
Det har været "lige ved og næsten" et par gange, og skuffelsen når det alligevel ikke blev til et salg, var stor. Vi var til sidst kommet derhen at vi havde givet det en frist, hvis det ikke blev solgt inden fristen, ville vi i stedet sælge Aspevej igen og blive boende på Dyrekærskellet. Det er i sig selv ikke nogen straf, huset er fantastisk, men det er for stort synes vi, og for koldt om vinteren og haven er på 2000 kvm. så der er lidt at holde. Nå man bliver ældre (ja, det er rigtig, jeg er blevet ældre!) er det smart at tage nogle forholdsregler i tide, som f.eks. have et hus man kan blive gammel i, hvor den som bliver tilbage, hvis en af os skulle dø først kunne blive siddende uden problemer. Det hele var tænkt godt igennem. Vi havde bare ikke troet det kunne tage så lang tid...Det har tæret lidt på kræfterne. Folks evige, velmenende spørgsmål om hvordan det gik med salget. At vedligeholde to ejendomme på en gang. En gang i mellem var jeg ved at opgive hele molevitten, jeg var ved at opgive håbet. Jeg har bedt til Gud, jeg har visualiseret, jeg har skrevet og jeg har drømt.
Og jeg har mærket at jeg var så urolig indeni, jeg, som troede det var umuligt, igen at mærken sådan en uro. Men den har jeg haft.
Den nye have
Jeg træder et skridt tilbage
På et tidspunkt i efteråret blev det helt klart for mig at jeg jo havde sat mig helt op i førersædet og kørt afsted. Havde jeg lyttet indad til hvad det var vi skulle? Det tror jeg ikke. Begejstringen tog overhånd og handlekraftige som vi begge er, var det nye hus vort i løbet af 10 dage. Men jeg havde glemt at træde et skridt tilbage og mærket helt efter. Så det gjorde jeg i efteråret. Jeg trådte tilbage, og tænkte jeg måtte lade Guds vilje ske. Jeg var villig til at give slip på hele molevitten, og overlade styringen til Ham. Lad din vilje ske, kære himmelske far.
Var det her at der skete en forandring?
Åbningen
I begyndelsen af december havde vi en fremvisning som var virkelig positiv i følge ejendomsmægleren. Det havde vi også haft før. Men det viste sig at det denne gang muligvis kunne være alvor! Den potentielle køber var særdeles begejstret for huset, og specielt beliggenheden. (på en lille bakketop, for enden af en blind vej, totalt ugeneret og med udsigt til Hesselø!) Købsaftale blev underskrevet inden jul. og salget var endelig i midten af januar. Det var først der, det rigtig gik op for mig at nu, nu kunne jeg glæde mig. Juhu, denne gang var det sandt og virkeligt! Huset skal overtages den 15. marts.
I mellemtiden...
Hvor skulle vi bo i mellemtiden? Lige inden jul mødte jeg et par af Eriks barndomsvenner i Helsinge, som fortalte de havde et hus i Rågeleje som stod tomt. Erik kontaktede dem straks, og wupti, så havde vi et fint lille sommerhus at låne så længe vi ville, fra hvornår det passede os. Vort hus er nu pakket ned i en 30 fods container, bortsæt fra vor seng, en sofa og nogle stole, og vi er flyttet til Rågeleje. Vort nye hus (som Erik selv har tegnet) er ved at blive rentegnet på tegnestuen til Scanwoo, som skal bygge vort nye bjælkehus. Så er det at vente på byggetilladelse og vi regner med at det endelig byggeri kan starte efter sommerferien, så vi kan holde jul i vort nye hus.
Rågeleje
Pakket og klart
Det gik forholdsvis hurtigt at få hele vort hus pakket ned i en container. Tak for hjælpen Pernille og Henrik, Mynthe og Kajsa!!
Nogle ting er flyttet med til Rågeleje, resten er i containeren og nogle ting på Aspevej, lidt møbler er overtaget af Pernille, noget er solgt eller givet væk.
Det nye hus
I løbet af kort tid, bliver det gamle hus revet ned. Byggestrøm og el er etableret. Huset er ved at blive rentegnet, et fint lille hus på kun 120 kvm. i et plan, med solcelleanlæg og fjernvarme, og gulvvarme i alle rum.
De fleste valg af materialer er på plads, gulve, døre og vinduer, tegl og farver på det ydre.
Nu er vi i gang med at beslutte os for køkkenet og badeværelser...
Tid til hvile
Jeg har i lang, lang tid haft meget om ørerne. Både med min egen undervisning, udstillinger, workshops og ikonværksted, og med grupper vedr. Et Kursus i Mirakler.
Nu vil jeg tillade mig at hvile, og ikke lave en fløjtenes fis et stykke tid. Jeg har opdaget Netflix, og jeg har lige set "Outlander" færdig. Jeg får mindre og mindre dårlig samvittighed, over at bare flyde på sofaen. Jeg behøver ikke at have gang i noget uafbrudt. Det er helt ok ikke at gøre noget.
I begyndelsen af april tager jeg igen til Athen til George Kordis Iconography Center, på kursus i en uge. Athen i April - bedre kan det ikke blive! og denne gang tager Erik med på rejsen - vi bliver der i 14 dage. Livet er GODT!!
Måske kender du følelsen - du leder efter noget som du IKKE kan finde...
Med alderen virker det som om jeg oftere går rundt og leder, efter briller, nøgler eller helt andre ting.
I øjeblikket leder jeg efter en ny bluse som jeg købte i Halden for nylig. Jeg syntes den var rigtig flot, og det var et rigtigt godt køb.
Nu er den pist væk. Det gør sådan set ikke noget som sådan. Det jeg synes er så interessant, er at undersøge hvad det gør ved mig, denne evige leden efter ting jeg tror jeg har mistet. Jeg vil skynde mig at tilføje at meget ofte, når det er briller eller nøgler eller min pengepung der mangler, så finder jeg den lynhurtig efter jeg har begyndt at bede mine engle om hjælp til at finde, men også det at jeg jævnligt siger til mig selv:"Jeg ved altid hvor jeg lægger mine briller, pengepung etc", har haft en positiv virkning. Det tror jeg på.
Nå, men altså denne bluse og følelsen, følelsen af at mangle, og at have mistet. Det er en meget grundlæggende følelse jeg er kommet i kontakt med, det er i virkeligheden slet ikke blusen der er mit "problem". Det er min tro på at jeg er adskilt fra Gud, at Han har forladt mig og at jeg har gået min egen vej. Der, dybt inde er jeg virkelig, VIRKELIG ked af det. Alene og forladt, jeg har mistet...
Jeg har sat mig ned, og bosat mig i den følelse, søgt trøst i Marias arme, som det lille barn, jeg hele tiden maler. Der er intet at frygte siger hun! Du er i sikkerhed, din Fader har ALDRIG forladt dig!
Nej, det har han ikke. Det er SANDT!
Men så simpel en ting som at lede efter en bluse, kan få mig dybt der ind, hvor der stadig sidder en nagende mistro og håbløshed. Jeg glemte ikke at tage det så alvorligt. Jeg bliver der et stykke tid, bliver i sorgen og beder om hjælp til at lade LYSET skinne min misopfattelse - sådan at jeg kan se - SANDHEDEN.
Det bliver 4. gang jeg sætter kursen mod Santiago de Compostella. Hvorfor mon?
De 3 første gange har været med forskellig grund.
Min første camino gik jeg med min datter i 2004.
Efter at have troet jeg skulle dø, ikke overleve diagnosen brystkræft, var det en total sejr for mig at gennemføre de sidste 120 km af den franske Camino fra Sarria til Santiago. En vandring fyldt med smerte og angst. Men også en total forløsning når vi nåede vores mål!
At have gået strækningen med min datter har givet mig en følelse af dyb samhørighed og et helt specielt bånd mellem os jeg ikke vil undvære. Vi gjorde det Pernille!
Når vi på strækningen mødte pilgrimme som var gået helt fra St. Jean pied de Port, vidste jeg at det skulle jeg også gøre en dag…
I 2005 cyklede jeg det meste af den franske Camino sammen med Erik. Det gik alt for hurtigt… Sjælen kom ikke rigtigt med synes jeg. Caminoen skal vandres…
Det var en lærerig tur vi havde, og jeg var så glad for at kunne dele min glæde med Erik. At cykle ind i Santiago sammen, lige på vores bryllupsdag var stort!
Endelig i 2006 skulle jeg gå hele Caminoen Det blev en oplevelse for livet.
Den første halvdel gik jeg med en god veninde, fra Burgos til Santiago gik jeg alene.
Alle mine ønsker om indsigter blev opfyldt. Vandringen gav mig en ro og sikkerhed i mit liv jeg kun kunne have drømt om. Den hjælp fra Gud som blev givet mig har præget mig lige siden…
Og nu, tager jeg afsted igen. Og hvad er hensigten denne gang?
Hensigten er bare at være, nyde og gå.At give min krop mulighed for at vise hvad den også kan.
Være med elementerne, nyde hvert skridt, ikke bekymre mig om noget, have fuld tillid til at ALT er som det skal være.
Derfor tager jeg igen på vandring. Denne gang ikke alene. Jeg vandrer med Erik og et par af vore gode venner.
