På gyngende grund...

Det er nu snart 4 år siden vi tog beslutningen om at sælge vort hus på Dyrekærskellet i Tisvildeleje. Beslutningen blev truffet, fordi vi havde fundet den skønneste grund på Aspevej, et sted hvor der ville være mulighed for at renovere et gammelt udhus til atelier/galleri, og hvor det gamle faldefærdige hus kunne rives så vi kunne bygge et nyt, mindre hus. Et hus som egnede sig lidt bedre til at blive gammel i...

At vejen skulle blive så lang, det havde vi aldrig drømt om. Vi havde troen på at vort dejlige hus, kunne sælges indenfor en overkommelig tid. Der tog vi fejl. Interessen var der, men hver gang der var en interessert køber, kom der noget i vejen. Vi har været nødt til at sætte prisen ned i flere omgange, den første udbudspris var ejendomsmæglerens bud, ikke vores. Det skulle vise sig at interessen for et funkishus fra 30'erne ikke hitter i sommerlandet. Det ligner ikke et sommerhus, det har nok været den største "fejl" ved huset.


Skuffelsen
Det har været "lige ved og næsten" et par gange, og skuffelsen når det alligevel ikke blev til et salg, var stor. Vi var til sidst kommet derhen at vi havde givet det en frist, hvis det ikke blev solgt inden fristen, ville vi i stedet sælge Aspevej igen og blive boende på Dyrekærskellet. Det er i sig selv ikke nogen straf, huset er fantastisk, men det er for stort synes vi, og for koldt om vinteren og haven er på 2000 kvm. så der er lidt at holde. Nå man bliver ældre (ja, det er rigtig, jeg er blevet ældre!) er det smart at tage nogle forholdsregler i tide, som f.eks. have et hus man kan blive gammel i, hvor den som bliver tilbage, hvis en af os skulle dø først kunne blive siddende uden problemer. Det hele var tænkt godt igennem. Vi havde bare ikke troet det kunne tage så lang tid...Det har tæret lidt på kræfterne. Folks evige, velmenende spørgsmål om hvordan det gik med salget. At vedligeholde to ejendomme på en gang. En gang i mellem var jeg ved at opgive hele molevitten, jeg var ved at opgive håbet. Jeg har bedt til Gud, jeg har visualiseret, jeg har skrevet og jeg har drømt.
Og jeg har mærket at jeg var så urolig indeni, jeg, som troede det var umuligt, igen at mærken sådan en uro.  Men den har jeg haft.

Den nye have

Jeg træder et skridt tilbage
På et tidspunkt i efteråret blev det helt klart for mig at jeg jo havde sat mig helt op i førersædet og kørt afsted. Havde jeg lyttet indad til hvad det var vi skulle? Det tror jeg ikke. Begejstringen tog overhånd og handlekraftige som vi begge er, var det nye hus vort i løbet af 10 dage. Men jeg havde glemt at træde et skridt tilbage og mærket helt efter. Så det gjorde jeg i efteråret. Jeg trådte tilbage, og tænkte jeg måtte lade Guds vilje ske. Jeg var villig til at give slip på hele molevitten, og overlade styringen til Ham. Lad din vilje ske, kære himmelske far.
Var det her at der skete en forandring?

Åbningen
I begyndelsen af december havde vi en fremvisning som var virkelig positiv i følge ejendomsmægleren.  Det havde vi også haft før.  Men det viste sig at det denne gang muligvis kunne være alvor! Den potentielle køber var særdeles begejstret for huset, og specielt beliggenheden. (på en lille bakketop, for enden af en blind vej, totalt ugeneret og med  udsigt til Hesselø!) Købsaftale blev underskrevet inden jul. og salget var endelig i midten af januar.  Det var først der, det rigtig gik op for mig at nu, nu kunne jeg glæde mig.  Juhu, denne gang var det sandt og virkeligt! Huset skal overtages den 15. marts.

I mellemtiden...
Hvor skulle vi bo i mellemtiden? Lige inden jul mødte jeg et par af Eriks barndomsvenner i Helsinge, som fortalte de havde et hus i Rågeleje som stod tomt. Erik kontaktede dem straks, og wupti, så havde vi et fint lille sommerhus at låne så længe vi ville, fra hvornår det passede os. Vort hus er nu pakket ned i en 30 fods container, bortsæt fra vor seng, en sofa og nogle stole, og vi er flyttet til Rågeleje.  Vort nye hus (som Erik selv har tegnet) er ved at blive rentegnet på tegnestuen til Scanwoo, som skal bygge vort nye bjælkehus.  Så er det at vente på byggetilladelse og vi regner med at det endelig byggeri kan starte efter sommerferien, så vi kan holde jul i vort nye hus.

Rågeleje

Pakket og klart
Det gik forholdsvis hurtigt at få hele vort hus pakket ned i en container.  Tak for hjælpen Pernille og Henrik, Mynthe og Kajsa!!
Nogle ting er flyttet med til Rågeleje, resten er i containeren og nogle ting på Aspevej, lidt møbler er overtaget af Pernille, noget er solgt eller givet væk.

Det nye hus
I løbet af kort tid, bliver det gamle hus revet ned. Byggestrøm og el er etableret.  Huset er ved at blive rentegnet, et fint lille hus på kun 120 kvm. i et plan, med solcelleanlæg og fjernvarme, og gulvvarme i alle rum. 
De fleste valg af materialer er på plads, gulve, døre og vinduer, tegl og farver på det ydre.
Nu er vi i gang med at beslutte os for køkkenet og badeværelser...

Tid til hvile

Jeg har i lang, lang tid haft meget om ørerne.  Både med min egen undervisning, udstillinger, workshops og ikonværksted, og med grupper vedr. Et Kursus i Mirakler.  

Nu vil jeg tillade mig at hvile, og ikke lave en fløjtenes fis et stykke tid.  Jeg har opdaget Netflix,  og jeg har lige set "Outlander" færdig. Jeg får mindre og mindre dårlig samvittighed, over at bare  flyde  på sofaen.  Jeg behøver ikke at have gang i noget uafbrudt.  Det er helt ok ikke at gøre noget. 

I begyndelsen af april tager jeg igen til Athen til George Kordis Iconography Center,  på kursus i en uge.  Athen i April - bedre kan det ikke blive!  og denne gang tager Erik med på rejsen - vi bliver der i 14 dage. Livet er GODT!!

Tak!

Hvad er det jeg har mistet?

Måske kender du følelsen - du leder efter noget som du IKKE kan finde...
Med alderen virker det som om jeg oftere går rundt og leder, efter briller, nøgler eller helt andre ting.

I øjeblikket leder jeg efter en ny bluse som jeg købte i Halden for nylig.  Jeg syntes den var rigtig flot, og det var et rigtigt godt køb.

Nu er den pist væk.  Det gør sådan set ikke noget som sådan.  Det jeg synes er så interessant, er at undersøge hvad det gør ved mig, denne evige leden efter ting jeg tror jeg har mistet.   Jeg vil skynde mig at tilføje at meget ofte, når det er briller eller nøgler eller min pengepung der mangler, så finder jeg den lynhurtig efter jeg har begyndt at bede mine engle om hjælp til at finde, men også det  at jeg jævnligt siger til mig selv:"Jeg ved altid hvor jeg lægger mine briller, pengepung etc", har haft en positiv virkning.  Det tror jeg på.

Nå, men altså denne bluse og følelsen, følelsen af at mangle, og at have mistet.  Det er en meget grundlæggende følelse jeg er kommet i kontakt med, det er i virkeligheden slet ikke blusen der er mit "problem".  Det er min tro på at jeg er adskilt fra Gud, at Han har forladt mig og at jeg har gået min egen vej.  Der, dybt inde er jeg virkelig, VIRKELIG ked af det. Alene og forladt, jeg har mistet...

Jeg har sat mig ned, og bosat mig i den følelse, søgt trøst i Marias arme, som det lille barn, jeg hele tiden maler.  Der er intet at frygte siger hun! Du er i sikkerhed, din Fader har ALDRIG forladt dig!

Nej, det har han ikke.  Det er SANDT!

Men så simpel en ting som at lede efter en bluse, kan få mig dybt der ind, hvor der stadig sidder en nagende mistro og håbløshed. Jeg glemte ikke at tage det så alvorligt.  Jeg bliver der et stykke tid, bliver i sorgen og beder om hjælp til at lade LYSET skinne min misopfattelse - sådan at jeg kan se - SANDHEDEN.

AMEN

Turn Your Longing Around

Turn back to the source. Thank you Rupert Spira!

Hvorfor endu en Camino?

Det bliver 4. gang jeg sætter kursen mod Santiago de Compostella. Hvorfor mon?

De 3 første gange har været med forskellig grund.

Min første camino gik jeg med min datter i 2004.

Efter at have troet jeg skulle dø, ikke overleve diagnosen brystkræft, var det en total sejr for mig at gennemføre de sidste 120 km af den franske Camino fra Sarria til Santiago. En vandring fyldt med smerte og angst. Men også en total forløsning når vi nåede vores mål!

At have gået strækningen med min datter har givet mig en følelse af dyb samhørighed og et helt specielt bånd mellem os jeg ikke vil undvære. Vi gjorde det Pernille!

Når vi på strækningen mødte pilgrimme som var gået helt fra St. Jean pied de Port, vidste jeg at det skulle jeg også gøre en dag…

I 2005 cyklede jeg det meste af den franske Camino sammen med Erik. Det gik alt for hurtigt… Sjælen kom ikke rigtigt med synes jeg. Caminoen skal vandres…

Det var en lærerig tur vi havde, og jeg var så glad for at kunne dele min glæde med Erik. At cykle ind i Santiago sammen, lige på vores bryllupsdag var stort!

Endelig i 2006 skulle jeg gå hele Caminoen Det blev en oplevelse for livet.

Den første halvdel gik jeg med en god veninde, fra Burgos til Santiago gik jeg alene.

Alle mine ønsker om indsigter blev opfyldt. Vandringen gav mig en ro og sikkerhed i mit liv jeg kun kunne have drømt om. Den hjælp fra Gud som blev givet mig har præget mig lige siden…

Og nu, tager jeg afsted igen. Og hvad er hensigten denne gang?

Hensigten er bare at være, nyde og gå.At give min krop mulighed for at vise hvad den også kan.

Være med elementerne, nyde hvert skridt, ikke bekymre mig om noget, have fuld tillid til at ALT er som det skal være.

Derfor tager jeg igen på vandring. Denne gang ikke alene. Jeg vandrer med Erik og et par af vore gode venner.

Og alt er såre godt.

Og Gud er med mig - hvorhen jeg går.

Overflod og beslutsomhed...

Det var i sommer at jeg fik opgaven at male Godess of Abundance og Greven af St. Germain.  Abundantia står selvfølgelig for overflod og St. Germain står for beslutsomhed.
St. Germain var den som var først færdig. Og når jeg tænker mig om, så ser jeg at jeg  har  taget et par meget vigtige beslutninger efter han kom "på besøg".
F.eks. besluttede jeg mig for at undervise mindre i udlandet, så interesserede må komme til mig.  Det fik en højst interessant effekt.  Flere deltagere end "normalt" på mine kurser i Galleri St. Helene har kommet fra udlandet. Og dernæst har jeg  haft besøg af 2 udenlandske undervisere...  Det har været et meget lærerigt efterår for mig!!
Jeg har også taget en beslutning om at male på en anderledes måde.  Det underviste George Kordis mig (samt 5 andre) i, under hans 3 dagers workshop i Galleri St. Helene. i november.  Så jeg er helt nybegynder i denne måde at male på - den måde jeg skal male på fremover.  Det er den nye tids ikoner, de bliver lettere, mere transparente og med en højere frekvens. Det er slut med at "kun" at kopiere de gamle ikoner, nu skal der tegnes helt fra bunden og males i meget transparente lag.  Det er noget jeg har villet i lang tid, og delvis har praktiseret, men nu går jeg "all in", og nu kender jeg fremgangsmåden på en helt anden vis!
Jeg ser også frem til mit nye tiltag: "Ikonmaleværksted".  Sidste lørdag i hver måned inviterer jeg til fællesskab med ikonmaling.  Ingen undervisning, "bare" det at være sammen om det vi aller bedst kan li'.  Januar og februar er allerede fuldtegnet.

For ganske kort tid siden var Abundantia færdig. Jamen - her er sket små mirakler.  Jeg forstår nu at jeg INGENTING mangler! Og det afstedkom at jeg lige i et rap har solgt 3 ikoner og har bestilling på 2.
Tilfældigheder?  Nej.  Ingenting er tilfældigt.

Nu er jeg i gang med at færdiggøre en række ikoner som jeg har begyndt på i tidens løb, men som ikke er gjort færdige.

Her er den første:

Mother of God

Dette er en anden ikon som også blev færdig i løbet af ugen der gik:

Maria Eleousa

Således, og i dyb taknemmelighed går jeg ind i julemåneden.  

Galleri St. Helene er fyldt med julens budskab.  

KÆRLIGHED.

Det er ikke nødvendig å dø for å leve....

"Father, my home awaits my glad return.  Your arms are open, and I hear Your Voice.  What need have I to linger in a place of vain desires and of broken dreams when Heaven can so easily be mine?"

Dette er fra dagens lektion i Et Kursus i Mirakler - nr. 226.  Men hvad betyder det egentlig?   Jeg ved, at jeg i de fleste af mine år har tænkt, at Gud og himmelen er noget jeg kommer til når jeg dør.  Men sådan tror jeg ikke længere.

Det er simpelthen ikke nødvendig at dø for at leve!

Det er nok en af mine største misopfattelser, for når jeg husker at jeg aldrig går alene, når jeg husker at tage Jesus i hånden (så at sige), når jeg vælger at være til stede fuldt og helt i NUET - da er himmelen på jord!
Her er ingen anger, og her er ingen bekymringer om fremtiden.

Her er min GLÆDE!!

Og her er dagens balance - lavet i glæde over det som er.

Jordbær og cirkus

Aldrig har jeg set så mange skovjordbær.

Og aldrig har jeg set så høje Digitalis og Kongeblomst.

Ja, det er på Aspevej, udenfor vinduerne i mit atelier, at dette eventyr udfolder sig til glæde for alle mennesker der kommer forbi og for alle bier, hvepse og andre insekter. 

Jeg leger med den dejlige tanke, at det er på grund af den smukke energi her på stedet, ført hertil af alle smukke væsner der har været på besøg. Her bliver devaer og engle budt velkommen hver dag. Og her føres kortere og længre samtaler med alle de små og større...

Derfor - tænker jeg - vokser alt så godt!

I dag til glæde for Kajsa og Mynthe og fotografen!

...og nu går vi i cirkus Baldoni.