Jeg ved ikke helt hvor jeg skal begynde. Så jeg skriver bare.
For ikke så mange år siden - måske 6-8 år, begyndt jeg at sætte spørgsmålstegn ved min reaktion til andres sygdom. Jeg blev opmærksom på at min reaktion måske ikke var særlig hensigtsmæssig.
Der tales meget om at mænd bliver pylrede når de er syge, så i en periode "gemte" jeg mig lidt under det. Slog min irritation væk. Irriterende at ens mand bliver syg , lige midt i skiferien f.eks.
Jeg husker jo også udmærket hvor irriteret jeg blev på min mor de sidste år hun levede - og var syg.
Irriteret og samtidig bange, så forfærdelig bange for at miste hende...
Jeg har aldrig helt forstået min reaktion. Før forleden, hvor der ligesom blev hævet en port op og der inde, kunne jeg få øje på hvad der foregik i mit sind.
En stor lettelse var det faktisk. Jeg skal ikke belemre jer med fortællinger fra min barndom - kun lidt...
Fra jeg var 3 år, var jeg i perioder under min mors sygdom "udplasseret" hos venlige familiemedlemmer. Jeg gik sådan lidt på rundgang. Nogle gange var det i nogle uger, andre gange i flere måneder og en enkelt gang var jeg væk i 1/2 år. Alt sammen på grund at sygdom. Jeg længedes efter min mor - noget så grusomt. Jeg lærte samtidig at opføre mig pænt hos de forskellige, være snill og flink så de holdt af mig (men det er en anden historie!) Jeg er helt på det rene med og tror på at mine forældre altid har gjort alt det bedste de kunne for mig og mine søskende i den svære tid det var..
Jeg forstår nu at der er blevet lagt et ganske grundig mønster hos mig fra jeg var helt lille. Sygdom blandt mine nærmeste var blevet ensbetydende med at jeg blev sendt af sted fra resten af familien. Det blev ensbetydende med at jeg blev afskåret fra kærligheden.
Sygdom har jeg gjort synonymt med afvisning og bortvisning, jeg så det som et frontalangreb mod mig...og herfra stammer min vrede. På dette angreb har jeg reageret med vrede.
Så når jeg (ind til i går) oplevede sygdom hos min nærmeste, reagerede jeg med irritation først og fremmest. Men under den irritation har jeg fået øje på vrede - en virkelig stor vrede.
Jeg synes jo det ville være naturlig at reagere med omsorg og kærlighed, det gør jeg også i et vist omfang, men nedenunder er der denne VREDE!!
OK så, nu ser jeg den og hvad så? Jeg ved det - fortiden er forbi og overstået, den kan ikke røre mig mere... Hvor ofte har jeg ikke hørt mig selv gentage den sætning! Men den har altså kunnet røre mig, fortiden har lavet et reaktionsmønster - som nu forsvinder. Jeg er ikke interesseret i det længere.
Jeg ser det - jeg accepterer det og giver det ud i verden til skue. Sådan vil det fordufte som det ingenting det var.
Jeg ser det og dømmer det ikke...
Jeg vil nu omfavne mig selv med min egen kærlighed, og med kærligheden som strømmer fra Maria
- Maria - som altid er hos mig. ALTID.
Husk - hun er også hos dig
