Så stille det er - når du ikke er her mere.
Din kurv er tom.
Tak for at du har været en del af mit liv.
Inde i mit hjerte er der en plads til dig - altid.
7. nov. 2011
4. nov. 2011
Mirakelkort nr. 3
At give og modtage er ét, og må hænge sammen. Jeg modtager kun det jeg giver. Dette er sandt i alle situationer og i alle forhold i mit liv. Da jeg ønsker at modtage fred og kærlighed hele denne dag, vil jeg - for mig selv eller direkte til alle jeg møder - sige:
Jeg giver dig fred og kærlighed og jeg accepterer kærlighed og fred for mig selv.
***
Dette er et lille kursus på 20 kort/dage, som forbereder dig på at lære at skabe fred i dit sind, og helbrede forholdet til dine medmennesker. Al inspiration er hentet fra bogen "Et Kursus i Mirakler"
Mange af os har hele livet ledt efter noget som giver livet mening, eller vi har prøvet at forberede os på fremtiden og altid ”glædet os” til noget som skulle komme. Vi har sikkert også prøvet på og håbet på at f.eks. vor partner skulle ændre sig til det vi havde brug for, således at vi kunne blive lykkelige.
Et Kursus i Mirakler lærer os at lykken, glæden og den ultimative kærlighed findes inden i os selv. Et sted vi ikke lige havde tænkt os at lede…
Kærligste hilsner
Anne-Marie
3. nov. 2011
Mirakelkort nr. 2
Mit sind rummer tanker der enten kan skade mig eller hjælpe mig.
I dag er jeg fast besluttet på, at kun vælge de tanker som er fri for frygt, skyld og fordømmelse, hvad enten dette gælder mig selv eller andre ved at gentage:
Der er intet at frygte.
***
Her er hvad jeg skrev en dag på min Camino for nogle år siden om det at frygte:
12.sept. Mazarife-Saintibañez, 19 km
Kaere alle!
Ja – jeg havde en herlig nat i "eget vaerelse" og sov som en sten til 06.20. Var ude og igang kl. 06.45… Det var stadig helt mørkt - men behøvede ikke lygte, stjernerne og månen lyste vej for mig.Syngende og glad gik jeg ud af Mazarife – 100 m fremme var hovedvejen jeg skulle krydse for at komme ind paa Caminoen.
Pludselig ser jeg en mand i lyset fra en indgangsdoer i det naest sidste hus paa venstre side af vejen – jeg gik i hoejre side. Han kikkede til begge sider – og saa ser jeg at han er splitter noegen med et MEGET erigeret lem – der var ikke et menneske at se i nogen retning og det var som sagt moerkt endnu. Jeg lod som ingenting og gik syngende videre… Men der kom en reaktion – jeg svingede til venstre v/hovedvejen og gik ind i en aabning mellem to huse… Mit hjerte bankede som besat, jeg var bange!!Her kunne jeg skjult holde oeje med huset og manden som forsvandt ind og jeg ventede lidt… To minutter senere gik garageporten op og en hvid bil koerte ud. Jeg stod i moerket ikke helt tryg. Han svingede ad "min vej" men kunne nok ikke se mig. Naar bilen var vaek gik jeg ud paa vejen igen og ind paa Caminoen.
Men saa begynte jeg at Taenke paa Inge-Lises oplevelse (hun mødte en blotter dagen inden) , og taenkte at han kunne koere rund og komme imod mig lidt senere. Jeg gik lidt – hold oeje bagved – som var det eneste jeg kunne se for der var lys fra byen. Foran mig var der bare moerke. Efter 10 min. kom der en bil imod mig og jeg indbildte mig det var den samme bil… Der var majsmarker over det hele og heldigvis havde jeg set filmen "colour purple" og loeb ind i majsmarken for at gemme mig. Bilen koerte meget langsomt og jeg laa helt stille og tankte paa ikke at roere mig for at han ikke skulle se majsplanterne bevaege sig… Den koerte heldigvis forbi mig. Jeg gik ud pa vejen igen og videre … og ventede paa at lyset skulle komme og bad om at blive fri for tankerne som skraemte mig.
"Der er intet at frygte" – det stod der på kortet i min lomme, blev roligere og lyset begynte at komme og jeg kunne se der kom en cyklist bagved mig. Saa blev jeg rolig igen. Det var ikke nogen god oplevelse.
Det foerste stykke vej paa 9,6 kilometer var lige ud – og naar jeg siger lige ud er det lige ud…
I villavante fik jeg mig en kop kaffe og en bocadillo og gik videre. Fik en snak med en fransk pige jeg har moedt nogle gange paa turen. Fortalte ikke noget om oplevelsen…
Videre til Hospital de Orbigo – gennem byen og her deler Caminoen sig igen. Jeg valgte den vej til venstre for at undgaa at gaa langs hovedvejen med trafik og kedeligheder…
Tog mit kort frem flere gange - valgte igen og igen - der var jo intet sket mig, det var kun tankerne der gjorde mig bange.
Skoent at komme ud i naturen igen – en MEGET smuk vandring var det den sidste vej til Santibañez op gennem et hoejdedrag med flot udsigt bagved mig. Paa hoejen kunne jeg se den lille landsby og fandt hurtigt Herberget. En super soed Hospitalero fra italien – jeg var den foerste og klokken var kun lidt i 12. Han spurgte om jeg var fransk eller tysk – og da jeg fortalte jeg var norsk fik jeg komme ind med det samme – vaelge mit et godt vaerelse og efter 10 min. havde han lavet frokost til mig som bestod af to stegte aeg – tomatsalat og boenner. samt en oel. Lige hvad jeg traengte til. Jeg vaskede op bagefter og rydde lidt op i hans koekken som lignede lort – legede lidt som os to Pernille paa Graahoegdbu – sorterede bestik og tallerkner som var i alle afskygninger og stoerrelser og vaskede lidt hist og pist….
Gik i bad og saa havde han lavet en kop kaffe til mig. Nu er klokken 16.00 og her er vel kommet en 20 stykker siden.
I morgen gaar jeg heller ikke saa langt har jeg bestemt mig for – kun til Santa Catalina de Somoza ca. 21 km.Hospitalero laver mad til alle abenbart her i aften – saa betaler vi det vi synes for det – her er nemlig INTET i denne lille by med 106 indbyggere…
Pludselig ser jeg en mand i lyset fra en indgangsdoer i det naest sidste hus paa venstre side af vejen – jeg gik i hoejre side. Han kikkede til begge sider – og saa ser jeg at han er splitter noegen med et MEGET erigeret lem – der var ikke et menneske at se i nogen retning og det var som sagt moerkt endnu. Jeg lod som ingenting og gik syngende videre… Men der kom en reaktion – jeg svingede til venstre v/hovedvejen og gik ind i en aabning mellem to huse… Mit hjerte bankede som besat, jeg var bange!!Her kunne jeg skjult holde oeje med huset og manden som forsvandt ind og jeg ventede lidt… To minutter senere gik garageporten op og en hvid bil koerte ud. Jeg stod i moerket ikke helt tryg. Han svingede ad "min vej" men kunne nok ikke se mig. Naar bilen var vaek gik jeg ud paa vejen igen og ind paa Caminoen.
Men saa begynte jeg at Taenke paa Inge-Lises oplevelse (hun mødte en blotter dagen inden) , og taenkte at han kunne koere rund og komme imod mig lidt senere. Jeg gik lidt – hold oeje bagved – som var det eneste jeg kunne se for der var lys fra byen. Foran mig var der bare moerke. Efter 10 min. kom der en bil imod mig og jeg indbildte mig det var den samme bil… Der var majsmarker over det hele og heldigvis havde jeg set filmen "colour purple" og loeb ind i majsmarken for at gemme mig. Bilen koerte meget langsomt og jeg laa helt stille og tankte paa ikke at roere mig for at han ikke skulle se majsplanterne bevaege sig… Den koerte heldigvis forbi mig. Jeg gik ud pa vejen igen og videre … og ventede paa at lyset skulle komme og bad om at blive fri for tankerne som skraemte mig.
"Der er intet at frygte" – det stod der på kortet i min lomme, blev roligere og lyset begynte at komme og jeg kunne se der kom en cyklist bagved mig. Saa blev jeg rolig igen. Det var ikke nogen god oplevelse.
Det foerste stykke vej paa 9,6 kilometer var lige ud – og naar jeg siger lige ud er det lige ud…
I villavante fik jeg mig en kop kaffe og en bocadillo og gik videre. Fik en snak med en fransk pige jeg har moedt nogle gange paa turen. Fortalte ikke noget om oplevelsen…
Videre til Hospital de Orbigo – gennem byen og her deler Caminoen sig igen. Jeg valgte den vej til venstre for at undgaa at gaa langs hovedvejen med trafik og kedeligheder…
Tog mit kort frem flere gange - valgte igen og igen - der var jo intet sket mig, det var kun tankerne der gjorde mig bange.
Skoent at komme ud i naturen igen – en MEGET smuk vandring var det den sidste vej til Santibañez op gennem et hoejdedrag med flot udsigt bagved mig. Paa hoejen kunne jeg se den lille landsby og fandt hurtigt Herberget. En super soed Hospitalero fra italien – jeg var den foerste og klokken var kun lidt i 12. Han spurgte om jeg var fransk eller tysk – og da jeg fortalte jeg var norsk fik jeg komme ind med det samme – vaelge mit et godt vaerelse og efter 10 min. havde han lavet frokost til mig som bestod af to stegte aeg – tomatsalat og boenner. samt en oel. Lige hvad jeg traengte til. Jeg vaskede op bagefter og rydde lidt op i hans koekken som lignede lort – legede lidt som os to Pernille paa Graahoegdbu – sorterede bestik og tallerkner som var i alle afskygninger og stoerrelser og vaskede lidt hist og pist….
Gik i bad og saa havde han lavet en kop kaffe til mig. Nu er klokken 16.00 og her er vel kommet en 20 stykker siden.
I morgen gaar jeg heller ikke saa langt har jeg bestemt mig for – kun til Santa Catalina de Somoza ca. 21 km.Hospitalero laver mad til alle abenbart her i aften – saa betaler vi det vi synes for det – her er nemlig INTET i denne lille by med 106 indbyggere…
Det er alt for nu – dejligt at komme af med min fortaelling denne merkelige dag
Det er kun mine tanker der gør mig bange...
Fred i dit, mit og alles hjerter,
Anne-marie
2. nov. 2011
Mirakelkort nr. 1
Hvis jeg ønsker fred, interesserer jeg
mig kun for at give. Jeg skal ikke prøve på at opnå noget,
eller tænke på hvorfor jeg ikke opnår det.
Hvis du idag føler ufred kan du vælge at sige til dig selv:
Jeg lægger al min opmærksomhed i at give, og har ikke noget ønske
om at skulle få noget fra eller ændre en anden person.
***
Dette er det første af 20 mirakelkort jeg har lavet.
Det er af største vigtighed at vi bliver klar over at vi altid har et valg: enten at opleve frygt – eller at vælge fred.
Start med at undersøge dine tanker. Observer hvilke tanker du har – uden at dømme om de er gode eller dårlige, bare observer.
På denne måde bliver du klar over at der faktisk findes et sted i ig som kan observere og det kan altså også vælge og beslutte… Vi kan vælge kun at have tanker som giver fred!
Dette er første skridt på vejen til at kunne ”sortere” i sine tanker - at blive befriet for det inferno af tanker de aller fleste mennesker har.
Rigtigt mange af de tanker vi har er gentagelser – tanker vi tænker igen og igen…
Det er en god ide at starte hver dag med at læse et kort. Det er lavet i et format som gør at man nemt kan have det med i sin pengepung eller i lommen. Hver gang du kommer i tanke om kortet eller ser eller mærker det – ja så læser du det, og gentager den sætning der opfordres til.
”Glem ikke at når du har startet på denne rejse så er
slutningen sikker”
Et Kursus i Mirakler, Epilog
1. nov. 2011
Things happen to me for a reason...
And the way I pass it, is to forgive.
I do not learn by turning my back on things, or just putting them in my backpack. Neither does it help a bit to feel sorry for myself and make myself a martyr. I must admit, sometimes I still do.. But there is this solution:
I am not able to do this work on my own, but here in A Course in Miracles, is the recipe on how to learn :
I do not learn by turning my back on things, or just putting them in my backpack. Neither does it help a bit to feel sorry for myself and make myself a martyr. I must admit, sometimes I still do.. But there is this solution:
I am not able to do this work on my own, but here in A Course in Miracles, is the recipe on how to learn :
Lesson 193
“All things are lessons God would have me learn.”
“All things are lessons God would have me learn.”
God does not know of learning. Yet His Will extends to what He does not understand, in that He wills the happiness His Son inherited of Him be undisturbed; eternal and forever gaining scope, eternally expanding in the joy of full creation, and eternally open and wholly limitless in Him. This is His Will. And thus His Will provides the means to guarantee that it is done.
God sees no contradictions. Yet His Son believes he sees them. Thus he has a need for One Who can correct his erring sight, and give him vision that will lead him back to where perception ceases. God does not perceive at all. Yet it is He Who gives the means by which perception is made true and beautiful enough to let the light of Heaven shine upon it. It is He Who answers what His Son would contradict, and keeps his sinlessness forever safe.
These are the lessons God would have you learn. His Will reflects them all, and they reflect His loving kindness to the Son He loves. Each lesson has a central thought, the same in all of them. The form alone is changed, with different circumstances and events; with different characters and different themes apparent but not real. They are the same in fundamental content. It is this:
“Forgive and you will see this differently.”
Certain it is that all distress does not appear to be but unforgiveness. Yet that is the content underneath the form. It is this sameness which makes learning sure, because the lesson is so simple that it cannot be rejected in the end. No-one can hide forever from a truth so very obvious that it appears in countless forms, and yet is recognized as easily in all of them, if one but wants to see the simple lesson there.
“Forgive and you will see this differently.”
These are the words the Holy Spirit speaks in all your tribulations, all your pain, all suffering regardless of its forms. These are the words with which temptation ends and guilt, abandoned, is revered no more. These are the words which end the dream of sin, and rid the mind of fear. These are the words by which salvation comes to all the world. Shall we not learn to say these words when we are tempted to believe that pain is real, and death becomes our choice instead of life?
Shall we not learn to say these words when we have understood their power to release all minds from bondage? These are words which give you power over all events which seem to have been given power over you. You see them rightly when you hold these words in full awareness, and do not forget these words apply to everything you see or any brother looks upon amiss.
How can you tell when you are seeing wrong, or someone else is failing to perceive the lesson he should learn? Does pain seem real in the perception? If it does, be sure the lesson is not learned. And there remains an unforgiveness hiding in the mind which sees the pain through eyes the mind directs.
God would not have you suffer thus. He would help you forgive yourself. His Son does not remember who he is. And God would have him not forget His Love, and all the gifts His Love brings with It. Would you now renounce your own salvation? Would you fail to learn the simple lessons Heaven’s Teacher sets before you that all pain may disappear, and God may be remembered by His Son?
All things are lessons God would have you learn. He would not leave an unforgiving thought without correction, nor one thorn or nail to hurt His sacred Son in any way. He would ensure his holy rest remain untroubled and serene, without a care in an eternal home which cares for him. And He would have all tears be wiped away, with none remaining yet unshed, and none but waiting their appointed time to fall. For God has willed that laughter should replace each one, and that His Son be free again.
We will attempt today to overcome a thousand seeming obstacles to peace in just one day. Let mercy come to you more quickly. Do not try to hold it off another day, another minute or another instant. Time was made for this. Use it today for what its purpose is. Morning and night devote what time you can to serve its proper aim, and do not let the time be less than meets your deepest need.
Give all you can and give a little more, for now we would arise in haste and go unto our Father’s house. We have been gone too long, and we would linger here no more. And as we practice, let us think about all things we saved to settle by ourselves, and kept apart from healing. Let us give them all to Him Who knows the way to look upon them so that they will disappear. Truth is His message; truth His teaching is. His are the lessons God would have us learn.
Each hour spend a little time today, and in the days to come, in practicing the lesson in forgiveness in the form established for the day. And try to give it application to the happenings the hour brought, so that the next one is free of the one before. The chains of time are easily unloosened in this way.
Let no one hour cast its shadow on the one that follows, and when that one goes let everything that happens in its course go with it. Thus will you remain unbound, in peace eternal in the world of time. This is the lesson God would have you learn: There is a way to look on everything that lets it be to you another step to Him and to salvation of the world.
To all that speaks of terror, answer thus:
Shall we not learn to say these words when we have understood their power to release all minds from bondage? These are words which give you power over all events which seem to have been given power over you. You see them rightly when you hold these words in full awareness, and do not forget these words apply to everything you see or any brother looks upon amiss.
How can you tell when you are seeing wrong, or someone else is failing to perceive the lesson he should learn? Does pain seem real in the perception? If it does, be sure the lesson is not learned. And there remains an unforgiveness hiding in the mind which sees the pain through eyes the mind directs.
God would not have you suffer thus. He would help you forgive yourself. His Son does not remember who he is. And God would have him not forget His Love, and all the gifts His Love brings with It. Would you now renounce your own salvation? Would you fail to learn the simple lessons Heaven’s Teacher sets before you that all pain may disappear, and God may be remembered by His Son?
All things are lessons God would have you learn. He would not leave an unforgiving thought without correction, nor one thorn or nail to hurt His sacred Son in any way. He would ensure his holy rest remain untroubled and serene, without a care in an eternal home which cares for him. And He would have all tears be wiped away, with none remaining yet unshed, and none but waiting their appointed time to fall. For God has willed that laughter should replace each one, and that His Son be free again.
We will attempt today to overcome a thousand seeming obstacles to peace in just one day. Let mercy come to you more quickly. Do not try to hold it off another day, another minute or another instant. Time was made for this. Use it today for what its purpose is. Morning and night devote what time you can to serve its proper aim, and do not let the time be less than meets your deepest need.
Give all you can and give a little more, for now we would arise in haste and go unto our Father’s house. We have been gone too long, and we would linger here no more. And as we practice, let us think about all things we saved to settle by ourselves, and kept apart from healing. Let us give them all to Him Who knows the way to look upon them so that they will disappear. Truth is His message; truth His teaching is. His are the lessons God would have us learn.
Each hour spend a little time today, and in the days to come, in practicing the lesson in forgiveness in the form established for the day. And try to give it application to the happenings the hour brought, so that the next one is free of the one before. The chains of time are easily unloosened in this way.
Let no one hour cast its shadow on the one that follows, and when that one goes let everything that happens in its course go with it. Thus will you remain unbound, in peace eternal in the world of time. This is the lesson God would have you learn: There is a way to look on everything that lets it be to you another step to Him and to salvation of the world.
To all that speaks of terror, answer thus:
“I will forgive and this will disappear.”
To every apprehension, every care, every form of suffering repeat these selfsame words. And then you hold the key that opens Heaven’s gate, and brings the Love of God the Father down to earth at last, to raise it up to Heaven. God will take this final step Himself. Do not deny the little steps He asks you take to Him.
***
Tak Ilse for at minde mig om denne lektion igen og igen..:)
***
Fred i dit, mit og alles hjerter,
Anne-Marie
30. okt. 2011
29. okt. 2011
Spejlvendte ikoner del 6
Så er dagens arbejde med ikonerne til Frederikke og Mikkeline færdig.
Jeg har ændret en hel del på mund og øjne - for at udtrykket skal blive lidt mere blidt end det var...Marias øjne er gjort noget lysere.
Jesusbarnet har fået mønster på sit tøj, og hår i panden. Yderkanten på hans hår er også rettet til op mod guldet.
Arbejdet fortsætter i morgen formiddag. Der er en hel del tilbage - specielt med Marias hænder.
Eftermiddag tilbringes med Ilse til foredrag med Peter Bastian i Gjethuset i Frederiksværk. Det glæder jeg mig til.
Abonner på:
Opslag (Atom)