Mit sind rummer tanker der enten kan skade mig eller hjælpe mig.
I dag er jeg fast besluttet på, at kun vælge de tanker som er fri for frygt, skyld og fordømmelse, hvad enten dette gælder mig selv eller andre ved at gentage:
Der er intet at frygte.
***
Her er hvad jeg skrev en dag på min Camino for nogle år siden om det at frygte:
12.sept. Mazarife-Saintibañez, 19 km
Kaere alle!
Ja – jeg havde en herlig nat i "eget vaerelse" og sov som en sten til 06.20. Var ude og igang kl. 06.45… Det var stadig helt mørkt - men behøvede ikke lygte, stjernerne og månen lyste vej for mig.Syngende og glad gik jeg ud af Mazarife – 100 m fremme var hovedvejen jeg skulle krydse for at komme ind paa Caminoen.
Pludselig ser jeg en mand i lyset fra en indgangsdoer i det naest sidste hus paa venstre side af vejen – jeg gik i hoejre side. Han kikkede til begge sider – og saa ser jeg at han er splitter noegen med et MEGET erigeret lem – der var ikke et menneske at se i nogen retning og det var som sagt moerkt endnu. Jeg lod som ingenting og gik syngende videre… Men der kom en reaktion – jeg svingede til venstre v/hovedvejen og gik ind i en aabning mellem to huse… Mit hjerte bankede som besat, jeg var bange!!Her kunne jeg skjult holde oeje med huset og manden som forsvandt ind og jeg ventede lidt… To minutter senere gik garageporten op og en hvid bil koerte ud. Jeg stod i moerket ikke helt tryg. Han svingede ad "min vej" men kunne nok ikke se mig. Naar bilen var vaek gik jeg ud paa vejen igen og ind paa Caminoen.
Men saa begynte jeg at Taenke paa Inge-Lises oplevelse (hun mødte en blotter dagen inden) , og taenkte at han kunne koere rund og komme imod mig lidt senere. Jeg gik lidt – hold oeje bagved – som var det eneste jeg kunne se for der var lys fra byen. Foran mig var der bare moerke. Efter 10 min. kom der en bil imod mig og jeg indbildte mig det var den samme bil… Der var majsmarker over det hele og heldigvis havde jeg set filmen "colour purple" og loeb ind i majsmarken for at gemme mig. Bilen koerte meget langsomt og jeg laa helt stille og tankte paa ikke at roere mig for at han ikke skulle se majsplanterne bevaege sig… Den koerte heldigvis forbi mig. Jeg gik ud pa vejen igen og videre … og ventede paa at lyset skulle komme og bad om at blive fri for tankerne som skraemte mig.
"Der er intet at frygte" – det stod der på kortet i min lomme, blev roligere og lyset begynte at komme og jeg kunne se der kom en cyklist bagved mig. Saa blev jeg rolig igen. Det var ikke nogen god oplevelse.
Det foerste stykke vej paa 9,6 kilometer var lige ud – og naar jeg siger lige ud er det lige ud…
I villavante fik jeg mig en kop kaffe og en bocadillo og gik videre. Fik en snak med en fransk pige jeg har moedt nogle gange paa turen. Fortalte ikke noget om oplevelsen…
Videre til Hospital de Orbigo – gennem byen og her deler Caminoen sig igen. Jeg valgte den vej til venstre for at undgaa at gaa langs hovedvejen med trafik og kedeligheder…
Tog mit kort frem flere gange - valgte igen og igen - der var jo intet sket mig, det var kun tankerne der gjorde mig bange.
Skoent at komme ud i naturen igen – en MEGET smuk vandring var det den sidste vej til Santibañez op gennem et hoejdedrag med flot udsigt bagved mig. Paa hoejen kunne jeg se den lille landsby og fandt hurtigt Herberget. En super soed Hospitalero fra italien – jeg var den foerste og klokken var kun lidt i 12. Han spurgte om jeg var fransk eller tysk – og da jeg fortalte jeg var norsk fik jeg komme ind med det samme – vaelge mit et godt vaerelse og efter 10 min. havde han lavet frokost til mig som bestod af to stegte aeg – tomatsalat og boenner. samt en oel. Lige hvad jeg traengte til. Jeg vaskede op bagefter og rydde lidt op i hans koekken som lignede lort – legede lidt som os to Pernille paa Graahoegdbu – sorterede bestik og tallerkner som var i alle afskygninger og stoerrelser og vaskede lidt hist og pist….
Gik i bad og saa havde han lavet en kop kaffe til mig. Nu er klokken 16.00 og her er vel kommet en 20 stykker siden.
I morgen gaar jeg heller ikke saa langt har jeg bestemt mig for – kun til Santa Catalina de Somoza ca. 21 km.Hospitalero laver mad til alle abenbart her i aften – saa betaler vi det vi synes for det – her er nemlig INTET i denne lille by med 106 indbyggere…
Pludselig ser jeg en mand i lyset fra en indgangsdoer i det naest sidste hus paa venstre side af vejen – jeg gik i hoejre side. Han kikkede til begge sider – og saa ser jeg at han er splitter noegen med et MEGET erigeret lem – der var ikke et menneske at se i nogen retning og det var som sagt moerkt endnu. Jeg lod som ingenting og gik syngende videre… Men der kom en reaktion – jeg svingede til venstre v/hovedvejen og gik ind i en aabning mellem to huse… Mit hjerte bankede som besat, jeg var bange!!Her kunne jeg skjult holde oeje med huset og manden som forsvandt ind og jeg ventede lidt… To minutter senere gik garageporten op og en hvid bil koerte ud. Jeg stod i moerket ikke helt tryg. Han svingede ad "min vej" men kunne nok ikke se mig. Naar bilen var vaek gik jeg ud paa vejen igen og ind paa Caminoen.
Men saa begynte jeg at Taenke paa Inge-Lises oplevelse (hun mødte en blotter dagen inden) , og taenkte at han kunne koere rund og komme imod mig lidt senere. Jeg gik lidt – hold oeje bagved – som var det eneste jeg kunne se for der var lys fra byen. Foran mig var der bare moerke. Efter 10 min. kom der en bil imod mig og jeg indbildte mig det var den samme bil… Der var majsmarker over det hele og heldigvis havde jeg set filmen "colour purple" og loeb ind i majsmarken for at gemme mig. Bilen koerte meget langsomt og jeg laa helt stille og tankte paa ikke at roere mig for at han ikke skulle se majsplanterne bevaege sig… Den koerte heldigvis forbi mig. Jeg gik ud pa vejen igen og videre … og ventede paa at lyset skulle komme og bad om at blive fri for tankerne som skraemte mig.
"Der er intet at frygte" – det stod der på kortet i min lomme, blev roligere og lyset begynte at komme og jeg kunne se der kom en cyklist bagved mig. Saa blev jeg rolig igen. Det var ikke nogen god oplevelse.
Det foerste stykke vej paa 9,6 kilometer var lige ud – og naar jeg siger lige ud er det lige ud…
I villavante fik jeg mig en kop kaffe og en bocadillo og gik videre. Fik en snak med en fransk pige jeg har moedt nogle gange paa turen. Fortalte ikke noget om oplevelsen…
Videre til Hospital de Orbigo – gennem byen og her deler Caminoen sig igen. Jeg valgte den vej til venstre for at undgaa at gaa langs hovedvejen med trafik og kedeligheder…
Tog mit kort frem flere gange - valgte igen og igen - der var jo intet sket mig, det var kun tankerne der gjorde mig bange.
Skoent at komme ud i naturen igen – en MEGET smuk vandring var det den sidste vej til Santibañez op gennem et hoejdedrag med flot udsigt bagved mig. Paa hoejen kunne jeg se den lille landsby og fandt hurtigt Herberget. En super soed Hospitalero fra italien – jeg var den foerste og klokken var kun lidt i 12. Han spurgte om jeg var fransk eller tysk – og da jeg fortalte jeg var norsk fik jeg komme ind med det samme – vaelge mit et godt vaerelse og efter 10 min. havde han lavet frokost til mig som bestod af to stegte aeg – tomatsalat og boenner. samt en oel. Lige hvad jeg traengte til. Jeg vaskede op bagefter og rydde lidt op i hans koekken som lignede lort – legede lidt som os to Pernille paa Graahoegdbu – sorterede bestik og tallerkner som var i alle afskygninger og stoerrelser og vaskede lidt hist og pist….
Gik i bad og saa havde han lavet en kop kaffe til mig. Nu er klokken 16.00 og her er vel kommet en 20 stykker siden.
I morgen gaar jeg heller ikke saa langt har jeg bestemt mig for – kun til Santa Catalina de Somoza ca. 21 km.Hospitalero laver mad til alle abenbart her i aften – saa betaler vi det vi synes for det – her er nemlig INTET i denne lille by med 106 indbyggere…
Det er alt for nu – dejligt at komme af med min fortaelling denne merkelige dag
Det er kun mine tanker der gør mig bange...
Fred i dit, mit og alles hjerter,
Anne-marie
