24. okt. 2011

De spejlvendte ikoner, del 5

Posted by Picasa

Så blev guldet lagt på - jeg er ikke helt tilfreds med det ser nogenlunde ud.  Jeg må se at få lært vandforgyldning på et tidspunkt.  
Næste skridt er nu at lave kanten på Marias maforion fuldstændig skarp op mod guldet.  Det er, som nogen måske ved, ikke særligt nemt at male med ægtempera farver på bladguld...
Men et par dråber hvidløgssaft i farveblandingen plejer at gøre den lidt mere medgørlig.
Det var så det de ortodokse kalder "Guds uskabte lys" som kom ned på ikonerne. Nu står de fint og lyser... og minder mig om Guds kærlighed til os alle. 
***

At blogge fra min telefon

Jeg har fået ny telefon.  Skal lige lære alle dens muligheder... Mens jeg venter på at komme videre med de spejlvendte ikoner arbejder jeg videre på Kristus.  Den skal have horisont og baggrund.
Og det virkede - tog billede med min telefon ovenpå og sendte indlægget fra telefonen.

De spejlvendte ikoner forts.

Posted by Picasa
Siden sidst har Jesusbarnet fået krøllet sit hår, og Maria har fået stjerne på sin maforion.  Kun en af de tre er synlige på denne ikon.  Der er altid 3 stjerner - iflg. ortodoks tro symbol på Marias jomfruelighed før, under og efter Kristi fødsel.  De er placeret en på hver skulder og en midt foran på maforion. Iflg. ortodoks tro havde Jesus altså  ingen søskende...
De spejlvendte ikoner har også fået flere gange shell lak iblandet lidt gul okker pigment.  Pladerne er nu "lukkede" - og klar til at blive belagt med 22 karat bladguld.  
Jeg vil prøve at forlime med 12 timers guldgrund - med lige dele guldgrund og terpentin, som skal hvile/tørre et par timer inden guldet lægges på. 
Om nogle timer kommer resultatet.
***
Fred i dit, mit og alles hjerter
Anne-Marie

23. okt. 2011

Mirakler


Det "værst tænkelige" skete mig for over 10 år siden - jeg fik kræft.
Altså jeg troede det var det værst tænkelige.  Jeg var faktisk overbevist om det.  Og det gjorde mig så bange at jeg i i lang tid efter beskeden nærmest var paralyseret.
Nu bagefter er jeg taknemlig for at lige præcis DET skete MIG lige på det tidspunkt.  Sådan så det ud :"det skete mig..."  Men et eller andet sted i mig ved jeg at jeg selv valgte det.
Det har været åbningen til et helt nyt syn på verden, livet og mine medmennesker og på mig selv.
Jeg tænkte den gang at jeg hver morgen ville vågne op til den forfærdelige sandhed "du har kræft" og at jeg ville være fanget i frygten forever..
Sådan er det heldigvis ikke gået - tvært i mod.  Dette er et af de tydligste beviser på at jeg ikke ved mit eget bedste.
Når jeg lige i dag fortæller det her, er det fordi jeg havde denne fantastiske følelse når jeg vågnede i morges.  Bare glæde, glæde over at være der hvor jeg er...
Glæden over at jeg i dag har mulighed for at fylde min dag med noget som giver mig glæde.  Frøken lalleglad?  Det er muligt.  Pyt med det.  Det er i orden med mig.

Fred i dit, mit og alles hjerter,
Anne-Marie
***

22. okt. 2011

Guds fred er i mig NU!!



Jeg lader lige ansigterne hvile lidt inden jeg fortsætter med dem... Maria til venstre er lidt for ked af det tror jeg.  Men så kunne jeg jo hygge mig med noget af det sjoveste, nemlig at brodere på kanten af maforion (kappen) og tunikaen (kjolen indenunder).  Nu mangler jeg kun at male smykkesten på, så må det visst være i orden.  Jeg tror jeg skal lægge guld på hele baggrunden - der er ikke plads til glorie på pladen, men det gør ikke noget.  Der er plads til inskriptionerne.
Cyklede en tur i skoven her i eftermiddag - fantastisk vejr, masser af sol  og en smuk og farverig efterårsskov.
 ***
I dag husker jeg at min glæde og fred ikke er noget som kommer en eller anden dag i fremtiden når jeg har gjort alt mit "tilgivelsesarbejd". Jeg kan vælge at se alt i kærlighed.  Det er noget jeg vælger NU!!!
Det er verdens største ego-trick at bilde mig ind at det er noget som tager tid, det er noget som sker i fremtiden, når jeg har gjort mig fortjent til det osv. osv.
Nej - det er noget jeg vælger NU.  Jeg er jo allerede perfekt - vi er alle allerede perfekte!!

19. okt. 2011

Jeg er lige der jeg skal være


Så er jeg gået i gang med at male ansigter på de spejlvendte ikoner.  Selv om de bliver malet på samme tid, er der tydelig forskel på de to udtryk. Når dette er skrevet færdigt, går jeg ovenpå for at fortsætte mit arbejd.
Det er skønt at være glad.  Jeg er glad.  Glad for at jeg kan lave lige det jeg synes aller mest om.  Lige det som giver mig glæde.  Jeg er lige præcis på rette sted til rette tid.  Det kan der ikke herske nogen som helst tvivl om - siger jeg til mig selv... ja, og så til dig som læser det her.

Mit næste kursus i ikonmaling starter den 14. november.  Alt kursusmateriale er printet ud og klar til at blive sendt af sted.  Denne gang er det 4 forskellige ikoner som skal males.  "Normalt" maler alle den samme ikon. Men her skal  males Kristus Pantokrator, Forbønnens Maria, St. Katharina og Ærkeengelen Michael. 

Glæden kalder - de to venter ovenpå...

Knus
***