Sådan liker jeg at se mig selv - øverst...
Jeg tænker på mine statusopdateringer på Facebook og mine indlæg her på denne blog. Jeg har 3 forskellige hjemmesider (!) som også jevnlig blir opdatert. Tja, hvorfor mon?
Sådan set behøver jeg jo ikke finne den egentlige årsak til at jeg holder på med det her. Jeg kan jo bare acceptere, at jeg er sådan og smile lidt ad det hele.
Men sannheten er at jeg jo vet det - men det er litt vanskelig å innrømme.
Jeg er klar over hva jeg gjør efterfølgende når jeg f.eks. har lavet et innlegg her på bloggen og postet linket til Facebook. Neste dag kan jeg gå inn på min blog og kikke på status. Der kan jeg nemlig se hvor mange som har læst min blog. Og er det mange blir jeg glad og tilfreds. Jeg får følelsen av at jeg blir sett og hørt. Jeg liker det!
Det samme er når jeg poster noe på Facebook. Da er det også "noe" som trekker i meg for å finne ud af hvor mange som "liker" det jeg har postet.
Hmm.
Det er ok jeg har opdaget at det er sådan det er fatt med mig. Jeg søker anerkendelse og opmærksomhed, og soler mig lidt i det.
Også når jeg poster bilder af mine ikoner - hva vil jeg opnå med det? Jo at folk sier "åh nej så pent, du er flink osv. osv."
Ok. Der er ikke andet for, end at jeg bliver nødt til at acceptere at det er sådan jeg er. Og det er vigtig at jeg ikke fordømmer mig selv for at være sådan. Og så har jeg kommet med denne "tilståelse". Det er vigtig jeg aldrig undervurderer egoets kraft. Men ved at belyse det - krymper det.
Den kan ikke findes i andres anerkendelse og ros.
I dag vil jeg søge og finde Guds Fred.
Den kan gives mig ved at jeg accepterer ALLE ting præcis som de er.
Også mig selv...
***