Boblende glæde...

Jeg henter mit barnebarn Kajsa hver mandag. Også i går - og på vej hjem faldt hun så i søvn.

Meningen var hun skulle være hos os i et par timer - og så køres hjem. Men hun sov og sov, og når hun vågnede fik hun et par jordbær, et glas juice og ville så sove lidt mere. Det gjorde hun til kl.18.00. Så det blev aftalt hun lige så godt kunne sove hos mig - bedstefar var ude og rejse..

Og i dag - har hun været her hele dagen. Vi har leget og leget - og spist og leget og sæt tegnefilm (mest Kajsa).

Men det var det med legen.

Jeg kan simpelthen ikke huske sidst jeg har følt denne boblende glæde og spænding. Vi legede gemmeleg. Jeg fandt så mange fantastiske gemmesteder, og når Kajsa nærmede sig, kunne jeg simpelthen ikke lade være med at grine - og så blev jeg jo fundet! Meget sjovt synes jeg selv og også Kajsa...

Kan ikke lade være med at tænke på at Gud finder os nemmere når vi griner...

C-drevet er fuldt. Fortiden blokkerer min fred.

Min computer har i flere uger tiltagende lidt af "hukommelsestab". Jeg blev ved med at få en fejlmelding om at C-drevet var fuldt... 70 gigabyte var opbrugt! Ja, så kan en computer altså ikke fungere optimalt. Hvis den overhovedet kom i gang, gik det helt utroligt langsomt.
Jeg gik i gang med at slette en del programmer som jeg sjældent brugte. Det hjalp bare ikke en fjøjtenes fis.
I sidst uge blev den helt gal. Da kunne mit mailprogram ikke starte. Vor IT forbindelse gav en del forslag til løsninger om afinstallering og geninstallering osv. Intet hjalp. Han mente så der kun var en udvej: En ny hard disk el. evt. computer.
Så var det min søn Frederik hjalp mig til at finde hvilke filer der mon kunne fylde så meget som 70 GB...
Efter at have fået "skjulte filer" frem, viste det sig at maskinen havde lavet backup - som fyldte 55 GB. Ingen vidste helt hvor den kommando kom fra... Men i hukommelsen lå over 1200 filer med backup af gamle sager. Slettet blev det hele - og resultatet: Nu ter computeren sig som en vårhare - det hele fungerer hurtigt og præcist.

Og hvad kan jeg så lære af dette mon tro?
Hvad viste det mig? Altså dette er helt vildt interessant synes jeg. Hvis jeg går og bærer på alle oplevelser, følelser og tanker fra fortiden så fungerer jeg ikke optimalt. Det hele går helt ekstremt tungt. Jeg bliver nødt til at give slip og tilgive fortiden før jeg kan finde Guds fred. Den findes kun i nuet. Fortiden er forbi og den kan ikke røre mig mere.

Og hvordan gør jeg så det? Det var nemt nok på computeren - der skulle jeg bare markere det der skulle slettes og trykke på delete-knappen og vupti - så var det hele renset ud!

Er det muligvis også så nemt i mit sind?

Ja - det tror jeg det er - eller jeg vet det er det. Det står der i Kurset!

Men det er samtidig noget av det vanskeligste...
Det som er vanskelig er å ta beslutningen, mene det, og ikke holde fast på fortiden mere.

Men det svære i dette projekt er også at identificere det i fortiden som er problematisk. Men det er nødvendig at det identificeres. Ellers virker deleteknappen jo ikke...

Jeg vil ikke være bange for at kikke på de ting i min fortid som smerter og gør mig utryg. Nå vil jeg simpelthen trykke på min egen delete knap.
Jeg vil ikke bære på sorg, skyld og frygt mere.

Nå er fortiden forbi. Med Helligåndens hjælp trykker jeg nu på min helt private delete knap.

I love the beauty of this!!! Out Of Africa John Barry - Gheorghe Zamfir.wmv

Jeg er næsten altid i fred - eller?

Sådan tænker jeg og sådan føler jeg - at jeg for det meste er i fred. Oplevelsen på stranden for nogle måneder siden hvor jeg troede jeg så en død mand, viser at der jo må ligge nogle blokkeringer at gemme sig...  Der er ting jeg h elst ikke vil kikke på.  Og hvordan får jeg så fat i det? Og behøver jeg overhovedet bekymre mig om det som ligger gemt?

Ja, det tænker jeg er nødvendig.  På et weekend kursus med Douglas Crawford og Marianne Pedersen tidligere i år, fik jeg erfaret hvordan det for eksempel kunne gøres - det med at få fat i tanker og følelser som ikke er "frit tilgængelige" hvis jeg må sige det sådan.

På et tidspunkt i forløbet fik vi som opgave at gå en tur ud i byen - med papir og pen.  Opgaven var at kontakte og lave en forbindelse til fremmede mennesker - på måder jeg ikke normalt gør.   Derefter skulle vi så skrive de tanker og følelser som opstod under forløbene.  Det var en meget kedelig og besværlig opgave - det var vi alle enige om. Kunne vi ikke finde på noget andet? Nej - det kunne vi ikke.  Så bare afsted i 45 minutter (alt for lang tid også!) Og gerne 3-4 forskellige mennesker, eller så mange vi nu kunne nå.  Det skulle vise sig at være en uhyre effektiv måte å finne ud av hvilke tanker og følelser som ligger godt gjemt!

På med vanten.  Jeg gik ned på gaden og så ind ad et vindue i en slags pizzabar at der var 2 unge mænd i fuld gang med sin frokost. Hvad skulle jeg snakke om?  Hvad skulle jeg spørge om?  Jeg anede det ikke.  Men besluttede mig for bare at gøre det.
 Ind med mig og hen til dem. "Hej - hvordan smager maden her på dette sted?" spurgte jeg - og de svarede pent at den var ok - (kikkede de ikke lidt mærkeligt på mig?) Jeg fortsatte lidt med at snakke om maden og hvad der fandtes i nærheden osv. tænkte at det gik meget godt.  Mit hjerte hamrede ikke så meget som i starten.  Snakkede lidt om hvad de arbejdede med osv. De arbejdede i et bilfirma - og biler kan man jo altid snakke om. Om VW versus Skoda f.eks.   Så var det angsten lige pludselig kom krybende igen - altså en samtale på 3-4 minutter var ok - den tid var nu overskredet og begyndte det at blive pinligt igen? Det gjorde det... Smilte de ikke også lidt overbærende? Stakkels kone... Bliver hun ved?
Så var det jeg fik øje på en mand ved skranken - Søren, en arbejdskammerat fra tidligere - han lod som om han ikke kendte mig (min udlægning).  Pludselig fik jeg en umådelig trang til at forsvare mig.  "Jeg er med i et forsøg"  ville jeg gerne sige - jeg gør normalt ikke sådan her... osv. osv.
Efter nogle afsluttende bemærkninger - sagde jeg pent forvel og forlod stedet og hen til en benk hvor jeg kunne kradse mine oplevelser ned.  Puha - tænk min angst for at blive fordømt som værende lidt mærkelig, den var godt nok stor. Det var bare om at se på det - uden at fordømme mig selv for det - bare konstatere at sådan var det - ok. Tilgivelse.
Efter at ha' kommet lidt til hægterne gik jeg over mod Frederiksborg Slot.  Der var masser af sne og jeg mødte en far med to børn.  Dem var det nemt nok at komme i snak med - børnene altså, uden at de reagerede på det eller jeg?  Skønt - vi endte med alle sammen at ligge på ryggen og lave engle i sneen - masser af grin.  Ingen hjertebanken eller noget.  Det var nok lidt for normalt for mig.  Det var jo situationer jeg ikke normalt befandt mig i jeg skulle opsøge.  OK.
I mod mig kom et ungt par med hund.  Dem faldt jeg i snak med - men det var ikke provokerende for mig heller - at snakke om hund og vejret og sådan - nej det var for nemt - Farvel og god tur.
 Nu måtte jeg se at tage mig sammen - bare gøre et eller andet jeg ikke normalt gør.  Det er ikke skide nemt altså. Omsider kommer muligheden.  Bagved mig går en yngre (?) fyr.  Skal jeg eller?  Jo, nu skal det være.  Jeg vender mig om - går hen til ham og spørger:  "Hvor gammel er du egentlig?" .. og hjertet sad helt i halsen.  Det kunne han jo ikke forstå jeg spurge om - hvorfor det? Jo, altså bare ikke sådan for noget...
Ok han var 45.  Super alder siger jeg - han ville gå - meget gerne.  Jeg gik helt tæt på og rørte ved hans halstørklede - pent skjerf du , smukke farver! Jo, ja - han var også glad for det. Men nu - ja han kikke godt nok mærkeligt på mig - ha' en god dag - fin hilsen at få - og så gik han.  Og der stod jeg.  Hen til benken for at skrive det her ned.
Alle de tanker som for gennem mig, og ufreden - den var der fra top til tå.
Jeg var overbevist om han troede jeg var ludder - eller bare ute etter noget af det frække... Og så tænkte jeg - sådan her kunne min mor (som var manio-depressive) finde på at opføre sig i maniske faser...Han tror sikkert jeg ikke er rigtig klog... Alt blev skrevet ned. På benken kunne jeg finde freden igen.  Bare observere - at det var mine tanker- så bange for andres fordømmelse. Og Guds?
Tilbage hos Douglas og Marianne fortalte vi hver i sær om vore oplevelser, tanker og følelser  - det havde været så lærerigt for os alle, men jo ikke noget vi frivilligt ville inlade os på. Alt hvad der skete i min krop var det jo tydeligt at jeg selv valgte - alt var fuldstændig uskyldigt - intet skete - men jeg valgte ufred og at se fordømmelse hos dem jeg mødte.

Nu ved jeg hvad jeg skal gøre hvis jeg skulle få lyst til at  udfordre mit ego igen... 

Jeg boltrer mig i selskabslivet - eller gør jeg?

Mine sociale ferdigheter har aldrig været i top. Så er det mildt sagt.

Men så kunne man jo altids tage et glas vin ekstra - se det løsner jo på hele forestillingen!

Det er forholdsvis lett å opleve fred og glæde - når jeg går her hjemme og passer mig selv og mit hjem og min mand og familien som kommer på besøg en gang i mellem og så mine studiekammerater - "os som læser Et Kursus i Mirakler"... Det kan virke enkelt og jeg kan forledes til at tro at nu - nu kører det for mig!! Totalt.

Men som jeg har skrevet i blogindlegget "I spend my day in total peace" ja så er det en ret så skrøpelig fred.

I går aftes var der afdansningsbal i den danseklub vi er medlem af. Det er sjovt at danse - og i går var der også et band som spillede super musik.

Men inden dansen gik i gang var der jo det med middagen - og det sociale samvær.

Altså - det gik ikke så godt. Jeg bliver helt mundlam egentlig - har rigtig svært ved at finde på noget at sige - om bæverudsætningen i åen, naboen som lige har flyttet ind, vejspærringen i Tisvilde eller ja - så jeg bliver stille så - i stedet for. Og i går aftes prøvede jeg ikke på "få løsnet op " med litt (eller jeg mener for meget) ekstra vin - så var det bare som det var. Praten gikk livligt - jeg var bare ikke så meget en del af den. Men det er vel egentlig ok? Jeg får bare la det være - også den del.

Men så tenker jeg - alt jeg ser er jo projektioner - folk snakker og griner om alt og mest ingenting - det er også mig? Og de fleste liker godt å snakke om sig selv. Den kan jeg være med på. Jeg elsker også å snakke om mig selv og mine ikoner og mine fortreffeligheter. Det er ok med mig. Det er sådan som jeg er - det behøver jeg ikke pynte på - men bare se at det er sådan jeg er - og så tilgi mig selv for det - se på det - uten å dømme mig selv for det. Det er skønt.

Det ble en tidlig aften i går. Tilfreds med det som var - og så fikk festen gå videre - uten oss.

Deilig å våkne frisk og freidig!

Men altså - skal jeg virkelig til at gå på et konversasjonskursus?

Jeg er virkelig spirituel - helt seriøst...

Det er helt vildt synes jeg. Jo mere jeg læser om andre som læser/praktiserer Et Kursus i Mirakler jo mere bliver jeg i tvivl om jeg overhoved et kommet bare et lille skridt videre.
Og nu har jeg taget denne beslutning: Ikke så meget fortælle om mine fremskridt (er der nogle? - dem er jeg aligevel ikke i stand til at dømme om selv overhovedet) - men om de besværligheder der kan være i forbindelse med det at praktisere det jeg læser i Kurset.
Har lige købt et par små bøger af Kenneth Wapnick - "Parents and Children- your most difficult Classroom". Det var uhyre interessant og lærerig læsning.
Det bedste af alt var at jeg ikke fik et eneste gran dårlig samvittighed over ikke at have været en god nok mor eller barn af mine forældre.
Enkelt og greit fortæller han om hvordan disse nære relationer "fungerer" og hva jeg skal være på vakt overfor. Lar jeg meg fange og irritere av mit barns opsætsighed eller uvilje til f.eks. at rydde op - - ja så viser jeg bare klart og tydeligt at jeg har givet min kraft og magt fra mig!
Husk hele tiden på at DET KUN ER MIG SELV SOM KAN BESTEMME OVER MINE TANKER!!
Hvor har jeg dog mange gange hoppet med på den galej - mange gange om dagen i årevis...
I dag ser jeg sådan her på det: Jeg gjorde så godt jeg kunne - og så er den potte ude! Færdig med det - Tak Helligånd.
Jeg var heller ikke så specielt sød ved min mor - altid.. Men jeg gjorde så godt jeg kunne. Basta.
Fortiden er over. Det er slut med at være et offer for min "forferdelige barndom" - for det var den til tider - det har jeg altid syntes.
Mine foreldre gjorde så godt de kunne - selv som barn vælger man sine tanker bevisst eller ubevisst (mest ubevisst selvfølgelig).

Nu skal jeg se å få meg et liv...

Ja - og så har jeg besluttet meg for å inføre en slagt skandinavisk språk her - jeg er ikke så god til å skrive dansk - så nå vil jeg ikke engang prøve på å få det til at se korrekt ut - bare skrive det som faller mig naturligt - og så må det være godt. Det er herligt befriende.

Vet godt der findes stavekorrektur her - men nå blir det mer meg synes jeg - på denne måte med alle stavefeil osv.

I spend my day in total peace - or do I?

What a wonderful morning.
 I feel so peaceful - like most mornings. I feel light - I feel free.I went for a walk along the beach with my dog Fiffi - like most mornings.I am a good Course student - this is working!! Nothing can disturb my peace!My walk is a couple of kilometers long - the view here along the beaches of Tisvildeleje is fantastic!
All of a sudden I just "froze".I saw a body - lying twisted among the rocks a few meters from the water. Blue pants and a red jacket - the head twisted in an unnatural way. Already I had the whole story made up in my mind, a man who had fallen overboard from a ship...My hearts was pumping like mad - I was so scared and my first thought was to turn my back on the body - and escape.But then I remembered - I choose my own thoughts - only my thoughts frightens me...So I went on. I must admit - peace did not come - just like that...As I came closer - I had second thoughts - was it really a body?

I went on - and when I came real close I discovered - it was only some fabric from a sail - what I thought was the head of the body - turned out to be a stone...There I was - observing my mind. Stories made up in my mind in less than a second -scared me stiff - for what reason?None. None whatsoever.This is how quickly my peace could turn to fear. Death frightens me still. Makes me all white inside.But it also tells me - nothing that I see - is what it REALLY is.I am most grateful for this experience. Only a few minutes earlier I thought nothing could disturb my peace.It showed me there is still much forgiveness work to be done...It showed me how easy it is to fool myself into believing my forgiveness work is done.

A couple of days later a body was found on the beach. ..?