Jeg lægger fremtiden i Guds hånd

Hvis jeg er i stand til at acceptere denne ide, bliver jeg fri for angst og tanker om synd og skyld.
Det er umuligt at føle sig deprimeret eller føle sorg, når jeg ikke bekymrer mig om fremtiden!

Det er en glimrende ide at observere sine tanker... Så hver gang jeg tager mig selv i at bekymre mig om fremtiden siger jeg til mig selv:

Jeg lægger fremtiden i Guds hænder.

Det er det aller tryggeste sted den kan ligge.  Og jeg? Ja, jeg bliver fri til at leve her og nu.

***

We are not here to ignore the illusion - we are here to heal it

Please join me in this prayer:

Dear God,

 For the children of Gaza and for the children of Israel,
for the leaders in their right mind and for the leaders who are not,
may Your Light pour forth
upon a darkened place.
Work a miracle
and end the war,
end the violence,
end the hatred
that has engulfed two peoples ...
who are One in You.
Lift their relationship
to divine right order,
out of darkness and into Light,
out of war and into peace,
out of fear and into Love.
Heal all hearts
of judgement and blame.
May insanity end,
and forgiveness prevail.
Touch them all, dear God,
and us.
Amen

~ Marianne Williamsen

Sygdom.. hvad er det? What is illness?

St. Georg and the Dragon

Jeg ved jo godt hva jeg tror det er, f.eks. at noen har smittet mig med en virus eller bakterie, så jeg har fået ondt i halsen,influenza eller diaree...

Så er der de lidt mere alvorlige ting, kroniske sygdomme som f.eks.sukkersyge eller sclerose, det kan være noget som er arveligt.Og til sidst de som står for oss som de værste,de som vi dør af f.eks. cancer. Og det kan vi "få" fordi vi har røget, drukket for meget vin, spist smør, motioneret for lidt, tænkt negativt osv. osv.

For de fleste sygdomme gjelder at vi tror det er "noe utefra" som har gjort at vi blir syke.  Eller at vi bare er så uheldige.. at det er tilfeldig. Hvad ved jeg.

Etter at jeg selv "var uheldig" for 10 år siden har jeg forstået at tingene forholder sig helt anderledes. Sygdom  er noget vi selv beder om, bevidst eller (som oftest)ubevidst.

I følge bogen Et Kursus i Mirakler bliver sygsom  forklaret på denne måde:

..a conflict in the mind (guilt) displaced onto the body, the ego's attempt to defend itself against the truth (spirit) by focusing attention on  the body. A sick body is the EFFECT of the sick or split mind that is the CAUSE, representing the ego's desire to make others guilty by sacrificing oneself, projecting responsibility for the attack on them.

Det har ikke været muligt for mig at se sygdom på denne måde i begyndelsen, men efter 10 år synes jeg at jeg begynte at forstå.  Og når jeg forstod, ville effekten jo også være at jeg ikke kunne blive syg.  Sådan var det, jeg er faktisk ikke syg - i alle fald meget kort tid, jeg tilgiver mine projektioner rettet mod min egen krop med Helligåndend hjælp. Skønt - altså at være så langt på min spirituelle vej at jeg ikke kan blive syg mere!

Det er alle tiders, jeg er pissegod.  Jeg tror jeg selv kan dømme om mine fremskridt og "hvor jeg er"...

Men det kan jeg ikke - aligevel...

Stille og rolige er et lymfødem i venstre arm blevet værre og værre, og er nu ude i min hånd som er blevet , meget hævet. En "senfølge" af operation og stråling. (Medicinsk forklaring)

Og jeg som troede det ikke ville røre mig, jeg er ikke kroppen jo...  Men sådan er det ikke.

Forleden læste jeg igen et udsagn af en kursusstuderende som bravt berettede at vedkommende nu selv helbredte sig for alle sygdomme.   Men, som der blev sagt, det kræver spirituel udvikling. Der er også nogle som ikke ældes mere.  Jeg tænker - vil de så leve evigt her?  Eller er det sådan at man så bare bestemmer sig for at dø, uden forudgående sygdom? Jeg mærker jeg bliver vred når jeg læser det.  Hvad F... bilder de sig ind?   Ikke ved jeg.  Jeg får vist kikke lidt på mine projektioner her!

Ok, så er det fordi jeg ikke er spirituelt udviklet nok? Ellers havde jeg/Spirit helbredt det forlængst?

Jeg føler det  som et nederlag...  Indtil jeg finder ud af at jeg jo (igen) har vendt det hele på hovedet!

 Det minder mig i virkeligheden om hvor meget jeg EEELSKER!!! min krop.  Jeg er kun rigtig glad hvis den makker helt ret..

Så længe jeg er fikseret på min krop -så længe vil sygdomme opstå.

Så længe jeg bliver ved med at tillægge den værdi den ikke har - vil sygdom opstå.

Jeg var sikker på at jeg havde erkendt som en sandhed at jeg ikke er kroppen og at den kun er et redskab...  

Men det skal jeg love for lige blev forandret i takt med at hævelsen blev større.  Jeg bliver ked af det altså... jeg kan ikke li' at se den sådan. Det gør ondt også. Og jeg ryger direkte ind i et martyrium, hvor mine omgivelser(heldigvis) synes det er synd for mig...Jeg kan faktisk se at jeg  gerne vil ha' at de ser hvor bedrøveligt det ser ud, og så vil kommentere på det, komme med gode råd, osv. osv.  Det er en del af egoets plan.

Jeg gør dem skyldige ved at ofre mig selv.

Nå - så endelig til fordelene ved lymfødem. Jeg må jo kikke på hvad det er til for? Hvad er der i det her for mig?

 Det giver mig en fantastisk god mulighed for at se mine tankemønstre og følelser i denne forbindelse. Jeg kan let som ingenting flade ned i et hul.  Et sort.  Hvis jeg altså ikke er på vagt og vælger mit Rette Sind  hele tiden.  Det er HELE TIDEN.  For jeg ser den hånd HELE tiden.  Det er sådan set alle tiders påmindelse om at vælge det rigtige - HELE TIDEN.

Hvis jeg kunne vælge ville jeg være foruden.  Et paradoks -for et eller andet sted ved jeg at jeg selv har valgt det her.  Det er måske det der skal til?  Jeg accepterer det er sådan som det er - og så får jeg så se hvad der sker.

Som jeg siger (halv i sjov)  Det er i alle fald ikke noget jeg dør af.  Det ser bare ikke så pent ud....

Nu vil jeg nyde foråret og vælge glæden - kik lige på alle disse smukke blomster!!!

Dette er en  lektion fra Kurset om helbredcelse:

http://acim.org/Lessons/lesson.html?lesson=140

Only salvation can be said to cure.
Speak to us, Father, that we may be healed.

***

Angsten for at dø...

Hjemme igen efter 10 dages ferie på Gran Canaria.  Gran Canaria? Det som for de fleste står for dase- og badeferie - eller fest og farver og grisefest...
Nej, Gran Canaria er meget mere!  Kører man ind i landet er der et stort bjergmassiv - og der er flere nationalparker og fredede arealer - meget øde og med et utal af stier og vandringsleder. Og der er frem for alt - stille.  I 8 dage har vi vandret området tyndt (næsten) og vi mødte ikke flere end kan tælles på en hånd.  Utroligt!
Og så er der det med at "leve Et Kursus i Mirakler" (igen)...
For cirka et år siden skrev jeg på min blog om en tur til Vietnam og den rædsel jeg oplevede på en tur i bjergene og en meget stejl vej...
Det oplevede jeg så igen  - altså rædslen - denne gang på en lidt anden måde.
PÅ en af vore ture fra Cruz Grande til St. Bartholomé skulle vi over et bjergpas.  Den lille sti ( en camino real)  op over passet var stejl, MEGET stejl... På visse steder så det ud til atstien forsvandt ud i ingenting .. På et tidspunkt måtte jeg kalde på Erik for at han kunne gå tilbage og hjælpe mig.  Så kunne jeg holde fast i hans rygsæk rundt om et lille sving hvor der var en afgrund på flere hundrede meter lige ned. Meget nemt kunne jeg være blevet overmandet af angst - og jeg havde lyst til bare at sætte mig ned og bede om hjælp fra en helikopter til at hente mig.  Ikke turde jeg gå ned, og heller ikke op. Puhh.. Det med at bede om hjælp - det er vel nok vigtigt at kunne! Ikke altid nemt. 
Tænkte på at jeg intet har at frygte og fik fat i den del af mig hvor roen er.  Videre - ikke lade mine tanker køre afsted med mig, frygttanker om at falde ned og dø...
Endelig oppe ved  passet - skønt - så skulle vi så bare nedad. Men et lille blik ud over kanten var nok, hjææælp! Her slyngede en lille sti sig ned af skråningen, i ydersvingen var der flere hundrede meter lige ned!  Nu er det om at tage indersvingen og kikke lige ned på stien og ikke ud til siderne...  Bare jeg havde haft muligheder for at tage skyklapper på!
Rolig nu - ikke lade tankerne få overhånd.  Et skridt ad gangen. Alt er OK - der er intet at frygte.

Her går stien ned til højre for skiltet - ud i intetheden?

Et skridt ad gangen og tiltro - det var løsningen for mig.  Stille og roligt - og ikke lade tankerne få overhånd.  Og tillid.  Tillid til at alt er som det skal være. Tja, er det nødvendigt at sige det gik godt? Min frygt var fuldstændig ubegrundet.  Selvfølgelig skal jeg passe på, det er ikke en vandring man bør foretage i tåget og regnfuldt vejr. Men der er heller ingen grund til at lade ubegrundet frygt tage overhånd!

Det har bare været til så stor en hjælp for mig igen at blive konfronteret med min frygt for at dø. Langsomt vokser min tillid til Gud og min villighed til at overgive mig. 

Det takker jeg for - og jeg takker for mit liv og min glæde ved det.

***

   

Knowledge is timeless...

The questioning mind perceives itself in time, and therefore looks for future answers.  

Knowledge is timeless, because certainty is not questionable.  

You know when you have ceased to ask questions.

***

I am sustained by the Love of God

I had planned the background of my new icon to be dark blue - but that was all wrong... Had to wash it all off and then I made this light blue, which suits Her much better. I thought I should put gold on the frame... but I will decide that later.  Better sleep on it.
People often ask me if I ever get tired of painting Mary with the Child.  And the answer is always the same: NO!!   I have been painting for about 8 years now... When I think of it - actually it is a bit strange or?
The thing is - this icon reminds me of the love of God - which is there for me - at all hours - in abundance - in eternity.  It reminds me that I am being taken care of - in the best possible way, and so it reminds me - I have nothing to fear!
That is a blessing!  It is actually just another way of saying: I am sustained by the Love of God. Lesson 50 in A Course in Miracles.
So this is lesson 50  (today's lesson!) in the Course - in painting.  Simple as that.  And that is the lesson I repeat again and again - every time I paint Mary with the Child.
A great way to learn and get it totally implemented - and under  my skin.  And it stays there - FOREVER.

***

I give my life to God

Lesson 233 A Course in Miracles

I give my life to God to guide today.

“Father, I give You all my thoughts today. I

would have none of mine. In place of them,

give me Your Own. I give You all my acts as

well, that I may do Your Will instead of seeking goals which cannot be obtained, and

wasting time in vain imaginings.

 Today I come to You. 

I will step back and merely follow You. Be You the Guide, 

and I the follower who questions not the wisdom of the Infinite, 

nor Love whose tenderness I cannot comprehend, 

but which is yet Your perfect gift to me.

Today we have one Guide to lead us on.

And as we walk together, we will give this

day to Him with no reserve at all. 

This is His day. 

And so it is a day of countless gifts

and mercies unto us.

***

Veiskillet - kap.22.IV - Et Kurs i Mirakler

Mit forrige indlæg handlede om en drøm jeg har haft. Om at jeg ikke kunne finde vej hjem.
Det er så helt naturligt at læse kap. 22.IV i Kurset.  Dette er fra den norske oversettelse av Kurset:


 Veiskillet.


1. Når du kommer til det sted hvor det er helt tydelig at veien deler sig, kan du ikke gå rett frem.  Du må enten gå i den ene retningen eller den andre.  For hvis du går rett frem kommer du ikke noe sted.
Hele hensikten med å komme så langt som hit, var å bestemme hvilken vei du skulle ta.  Den vei du kom, har ikke lenger noen betydning.  Den kan ikke lenger tjene noen hensikt.  Ingen som kommer så langt som dette kan velge feil - men han kan forhale det.  Og det finnes ingen del av vandringen som synes mer håpløs og bortkastet, enn når man blir stående der hvor veien deler seg uten å kunne bestemme seg for hvilken vei man skal gå.
2.  Det er bare de aller første skritt på den riktige veien som synes vanskelige, for du har valgt - selv om du fortsat kanskje tror at du kan gå tilbake og gjøre et andet valg.  Slik er det ikke.  Et valg  som er tatt med Himmelens makt som støtte, kan ikke gjøres ugjort.  Din vei er fastsatt.  Det finnes ingenting som du ikke skal få beskjed om, hvis du erkjenner dette.
3.  Og så står du og din bror her, på dette hellige sted, fremfor syndens slør som henger mellem dere og Kristi ansikt.  La det bli løftet!  Løft det sammen med din bror, for det er bare et slør som finnes mellom dere.  På egen hånd vil enten du eller din bror se det som en solid blokk, og ikke innse hvor tynt forhenget er som nå skiller dere.  Men det er nesten borte i din bevisthet, og freden har nådd deg til og med her, foran sløret.  Tenk på hva som vil skje senere.  Kristi Kjærlighet skal lyse opp ditt ansikt og skinne fra det - inn i en formørket verden som trenger lyset.  Og fra dette hellige sted skal Han vende tilbake med deg, og hverken forlate det eller deg.  Du vil bli Hans budbærer og gi Ham tilbake til Seg Selv.

***

Det er her jeg har stået -  ved en skillevej, og ikke helt været klar over hvordan jeg skulle komme videre.  Vendepunktet kommer nu hvor jeg er fast besluttet på at mit sind ikke længer skal have frit spil til at tage mig med rundt i drømme hvor jeg er adskilt fra min Sandhed, for det indebærer kun forsinkelse.  
Nu er jeg klar over at jeg ikke ER mit sind og jeg ikke ER mine tanker.  Nu vælger jeg Himlen og Himlen accepterer mit valg.
Jeg bestemmer ikke selv farten eller måden.
Jeg beder min Vejleder om at vise mig retningen.

Vær du min leder.  

For jeg vil følge Dig,

 sikker på at din ledelse vil give mig fred.

 

Am I afraid of being close?

It is easier to give than to receive.  At least, that is what I think - what I think it is like for me. If I am unable to receive - I will lack closeness.  Lacking closeness gives me sorrow.
 I cannot be 100% sure I am right. I might be wrong. According to  A Course in Miracles - giving and receiving is the same. So probably my ego is on the stage here - telling me I am good at giving - but not receiving.  Might the truth be it is just the other way round? Or might the truth be - none of this is true?
I have been discussing the feeling of sorrow with a close friend of mine. 
He holds that sorrow gives some kind of safety.  I know that the feeling of sorrow has a great attraction - but does it give me safety? I have never thought of it this way. So I gave it a thought...


Of course it gives me safety - it gives my ego safety.  If I am in sorrow - I have chosen the ego - kept it alive and well and made a distance to my Right Mind, made a distance to God.
The feeling of sorrow is often related to being left alone, not being with one  you long for, someone departed or just missing someone or something, and not knowing excatly what it is. This is actually a very good picture of the real problem - my feeling of being abandoned by God. (Or actually the feeling of guilt for ME abandoning God).


This is what I do in my relationship with God.  I keep a distance, it gives me sorrow - and I feel safe in that.  A wellknown feeling.  And all of this - just because I am afraid of closeness.  I am afraid of being one with all that is. I am afraid of being one with everybody around me, afraid of being one with Jesus, that is my problem.  But actually this problem can be solved if I so choose...


The big question is - how do I solve that preceived problem??  I know one thing for sure - I am not able to do that on my own.  I have to ask for help. From whom?  Well, I have a lot of helpers.  Angels are always around and willing to help, Mary is there and Jesus of course.  And then there is the Holy Spirit.  I can take a pick.
A pick of who will help me forgiving myself for chosing my wrong mind, for chosing my ego, and sorrow.
I am free to change my mind NOW. That is what I will do.

Today I will not be afraid of being close  

***

I am loved - you are loved

We are loved

***

What secrets do I try to keep?

I am perfect just the way I am.  I do not have to try to be better than I am - I am already perfect.   There is nothing about myself I need to hide.  I no longer have to be frigthened of not being good enough.
I accept  who I am - the innocent child of God, created perfect.




David Hoffmeister: ":We hide our divine Self by trying to be important or by being loved in a special way. We are constantly trying to improve and become a better self. This is exhausting and unnecessary. The ego fears loosing itself. We fear intimacy in relationships because we fear being swept away by glorious Love. Ultimately, this Love is experienced beyond the interpersonal context. We feel guilty and fearful of God. All our unconscious guilt comes because, deep down, we believe we've separated from God. The ego is the big, guilty secret. When we expose it, we are free of it."

Thank you David!

Love, 

Anne-Marie

Just do what you love...

Tænk at det virkelig kan være så enkelt!! Jeg tror på det.  Jeg kan altid vælge.
Læste også lige Jette  Harthimmers blog http://jetteharthimmer.blogspot.com/2011/08/gr-det-du-er-bedst-til-og-kun-det.html  - hun skrev også  det samme i dag.


En påmindelse til mig som kommer flere steder fra.  Så må jeg jo heller lytte.  Og det gør jeg.  Men måske ikke så konstant?
Det er sådan at jeg jo ikke helt er klar over hvad som er bedst for mig, altid.  Men ved at lytte til min intuition, ved at lade tingene folde sig ud, og nærmest selv vise mig vej og ved at jeg lytter - så går det aldrig galt.


Det jeg foretager mig i mit liv skal være enkelt.  Det skal gå greit. Jeg skal aldri kjempe som en gal for at få noe gjennemført.  Når det er det riktige jeg er i gang med er det aldri besværlig! 


Men noen ganger tror jeg jeg selv vet hva det er jeg skal. Det jeg skal lære er at jeg aldri vet det. Ikke på forhånd.  Men når jeg er i gang med det rigtige - så er det ingen som helst tvivl i mit hjerte.  Det er fyldt med glæde og fred.
Da har jeg lyttet og fulgt min mavefornemmelse eller intuition. Det stedet i mig hvor sandheden hviler. Og jeg er  ikke i tvivl. 

***

Thank you Lisa Natoli for your inspiration

Om stilhed

Så store kontraster der er i mit liv.

På Færøerne - ved Sandavagur i sommerhuset på Utí a Trød 

som du kan se her over, var der stille.  

Ingen mennesker, men to heste, en del får og en hare som kom forbi hver dag.  

Og så havet - det fantastiske hav - og vejret - som skiftet ustandseligt.

Mange, mange timer i stilhed.  Ingen radio eller fjernsyn,

 ingen aviser eller computer og intet internet.

Det var dejligt og meget stille!

Stilhed som jeg brugte til meditation og til læsning.

Og ofte også til ikke noget overhovedet!

Jeg bare var.

Var i det som var - uden ret mange tanker.

En meget livgivende stilhed og ro.

Som er med mig her når jeg er vendt tilbage 

til mit vante liv. 

Nu bliver Færøerne snart byttet ud med Norge og Signebøenfjellet.

Det er kantareltid!

Så er det ud i skoven!  

Daily lessons from ACIM

Dagens lektion 232:  

Jeg sier den til mig selv hver morgen og aften:

Be in my mind, my Father, when I wake, and shine on me throughout the day today Let every minute be a time in which I dwell with You. And let me not forget my hourly thanksgiving that You have remained with me, and always will be there to hear my call to You and answer me. As evening comes, let all my thoughts be still of You and of Your Love. And let me sleep sure of my safety, certain of Your care, and happily aware I am Your Son.

This is as every day should be Today, practice the end of fear. Have faith in Him Who is your Father. Trust all things to Him. Let Him reveal all things to you, and be you undismayed because you are His Son.

Fred i dit, mit og alles hjerter,

Anne-Marie 

***

Is life serious? Never mind - I choose joy!!

“To me life is not a serious affair. It is playfulness. It is fun. It is overflowing energy of existence—for no reason, for no purpose. For no goal, for no end. Just for the sheer joy of it. This whole universe is just a big joke. That’s why it cannot be explained. There have been so many philosophers, theologians, trying to explain it. They have all failed for the simple reason because it is not something that can be explained. Either you get it or you don’t get it.” -Osho
                                                          ***

Visualisering og manifestering..

Ja, jeg tror faktisk på det er muligt at manifestere ting i denne verden - ved at tænke positivt, være og blive ved med at være overbevist om effekten; altså at TRO det er muligt. At det er muligt at genvinde helbred, få nogle flere penge, finde en bedre bolig eller en ny ven.

Men hvorfor er det lige at jeg skulle ønske at noget specielt skulle manifesteres for mig? Det er primært fordi jeg tror det ville gøre mig mere lykkelig. Jeg ved det er muligt, men er det varigt?

Disse tanker bliver jeg fanget i, igen og igen.

Men den egentlige grund til at jeg skulle ønske noget manifesteret er at jeg helt har glemt at det jeg tror mangler - jamen det har jeg jo allerede!!

Hvem er det som har brug for flere penge, bedre helbred osv. for at være lykkelig? Korrekt - der er kun et svar og det er mit ego. Det er mit ego som ønsker det her. Den del af mig som tror jeg er adskilt fra min Kilde og som har glemt hvem jeg i virkeligheden er.

Det med at visualisere er et smart trick af egoet - det får dig nemlig væk fra Nuet og det forhindrer dig i at rette dit focus indad.

Og så længe jeg bliver ved med at lede udenfor mig selv for det jeg tror mangler , så bliver jeg ikke i stand til at opdage min naturlige arv, som er Guds rige.

Og hvor er Guds rige? I Lukas Evangeliet 17:21 står der: "Heller ikke skal de sige: Se her eller se der er det! For Guds rige er inden i jer".

Nu er det ikke fordi jeg læser meget i Biblen - men for en gangs skyld er der overensstemmelse mellem Biblen og Et Kurs i Mirakler. Kurset siger: T-4.VI.7:7-8 " Fordi du er Guds Rike, kan jeg føre dig tilbage til dine egne skabelser. Du genkender dem ikke nu, med det som er blevet adskilt findes der fortsat".

På denne måde prøver egoet at holde sig i live. Egoets mantra er "Søg og find ikke". Det kan godt være at det jeg visualiserede og manifesterede binger mig lykke,men før eller senere vil det som er manifesteret ud fra frygt (separationens illusion) bibringe en eller anden form for lidelse, og det er dermed ikke varigt. Så er det sådan set ikke meget værd...

Altså - ligemeget hvad det er jeg søger udenfor mig selv - det vil aldrig bringe mig fred på den lange bane..

Dette er også et tema Nick Arandes bringer op i sin bog: "What happens when you let God?"

Der er forskel på visualisering og det engelske ord visioning (brug af ret syn) Brug af ret syn er modsat visualisering, fordi det her ikke handler om billeder af noget vi ønsker, men vi tillader billeder til naturligt at optræde på vor "skærm" når vi er bevidst opmærksomme. For at sige det enkelt: Du spørger ikke Gud om det du ønsker; med du gør dig selv tilgængelig så Gud kan bruge dig. Denne process er ikke bare nemmere - den er naturlig.

Forskellen på visualisering og retsyn - er simpelthen at retsyn helt mangler forventninger. Her overlader jeg det bare - i fuld tillid til Gud. Det lyder jo enkelt - så det vil jeg gøre.

LET GOD!!

Forgive and forget - my ONLY function

The most important function in my life is to forgive. In A Course in Miracles Jesus says so.
Or does he?
No, actually he does not. This is how my ego interprets it, thinking that I have a whole bunch of functions, some more important than others. The Truth of the matter is: Forgiveness is my ONLY function! What a difference that makes.
I realize now, that I have not been at all willing to forgive the way He tells me, I have "bent" the words to suit me.

What is forgiveness?
The way Jesus explains forgiveness in ACIM is not at all the same thing as we usually understand forgiveness.
The teacher in a Sunday School asked her class what we must do before we can be forgiven of our sins, expecting someone to say that we must repent of our sin. One boy reached back even further and said: "First you must sin". This is the core message in ACIM, we have never sinned at all.
The way I was brought up and taught forgiveness, was some kind of "I am better than you" forgiveness, where I thought I forgave others for the wrong I perceived they had done, making myself a bit holier...
In that way I always made sin real and alive. And above all, I actually did not forgive OR forget.

Forgive and forget...
There us a story about a Catholic priest who lived in the Philippines, who carried a burden of guilt about his past sin. He had committed this so-called sin many years before, during his time in the seminary. No one knew of it. There was a woman in his parish who claimed she regularly spoke with the Holy Spirit. The priest was, of course, skeptical about her claim so he said: "The next time you talk to the Holy Spirit, ask him what sin it was your priest committed while he was in seminary".
The woman agreed and went home. When she returned to church a few days later, the priest said:"Did you ask the Holy Spirit what sin your priest committed in seminary?" "Yes", the woman said, "I asked Him".
"Well", said the priest, "What did he say?"
The woman answered: "He said, 'I don't remember'"

That is the only answer, the Holy Spirit does not make sin real. Forgiving and forgetting.
Any time I realize I hold a grievance - forgive. But I must always remember - I cannot do this on my own. And all forgiveness is about forgiving myself. As I forgive, so am I forgiven. To forgive is to overlook, to let the past go, to hold on to nothing. So in the deepest sense - forgive is to forget.(Lesson 121, 6:3-5)

How to forgive (there are many ways - this is one)
When I experiece my anger, it is important not to depress or deny the feeling, just feel it.

• Feel your feelings. Realize it is your own choice to feel the way you do, no one can "make" you feel angry.
• Ask the Spirit to look at the feeling with you, without judging youself for it.
• Thank the Spirit for His help in forgiveness. This is how love is shared.

Ultimately there is no one to forgive, but ourselves and our own misperceptions.

Now, I can let go of the misperception that my mother caused me pain, it was my own choice to remember and carry it with me for all these years, now it is forgiven - and forgotten.

Tanker under en faste...

Hvorfor faste? Jo, først og fremmest fordi jeg tror det er godt for min krop og også for min sjæl. Godt med en uge hvor kroppen får fred til restituering og godt for sjælen med dage i stilhed.
Om denne form for faste/udrensning
Denne gang skulle vi lave en nedtrapning til fasten over en periode på mindst 1 uge. De sidste 3 dage inden fasten med gradvist mindre mad og også indtagelse af ”toxin absorber” og ”Digestive Stimulator” om aftenen. Vi (min st oresøster og jeg)mødtes på Signebøenfjellet i vor hytte i Norge, om søndagen – klar til udrensningskur/faste om mandagen.
Vi havde to forskellige toxin absorber smag at vælge mellem – pebermynte og ingefær – vi valgte hurtigt at veksle mellem de to. Pulveret som består af psyllium husk og bentonitler skal blandes med økologisk æblejuice og drikkes hurtigt – da frøskallerne hurtigt æser – men det har den gode virkning at sulten ikke er særlig slem.
Hele denne kur er udviklet af Dr. Richard Anderson. Bentonitler får mucoid plaque på indersiden af tarmene til at slippe, godt hjulpet af Psyllium husk. Det er ganske utroligt hvad som kan gives slip på i løbet af en sådan faste og det er selvfølgelig ikke kun fysisk. Dette er min 5 faste efter denne opskrift..
Vi starter dagen med vor første ”shake” kl. 06.00 – sover så videre til vi vågner igen. Så er der tid til snak – Wenche kommer ind til mig i min dobbeltseng. Det er så hyggeligt, helt som når vi delte soveværelse som børn. Jeg har nogle forskellige guidede meditationer med – og vælger en som vi laver inden vi står op – rigtigt.
Vort morgenbad kan vi vælge at foretage i det fri – det gør vi når vejret er godt. DVS. Wenche har badet ude hver dag. Jeg er noget mere frossen og gik i bad indendørs. Så er tiden kommet til shake nr. 2 ca. kl. 09.00. Der skal drikkes 5 gange på en dag med 3 timers mellemrum… Vor mad!

Reaktioner
Det er utroligt interessant at observere mine tanker, følelser og sindsstemninger under denne uge.
For at være helt ærlig så bruger jeg faktisk rigtigt meget af min tid til at tænke på hvad jeg skal spise, skrive indkøbslister, sørge for at købe økologisk og friske råvarer, opbevare mine indkøb, planlægge måltider, forberede og tilberede maden, arrangere den, for så – klimaks – at spise den.
Ahhh – når jeg skriver det her har jeg ikke spise i 4 dage – der er en dag tilbage af den egentlige faste – så skal der trappes langsomt op med maden. Tænk så meget tid jeg har til rådighed. Det er helt uvant. Bare stå op – og ikke skulle lave morgenmad, dække bord osv. Nej – den tid får jeg helt gratis nu, tid jeg kan fylde med noget andet – men hvad? Der bliver en ganske stort tomrum – når mad helt er fjernet fra min dagligdag. Og kroppen – den bryder sig bestemt ikke om det. Den vil så gerne have mad og drikke den kan li’. Og tankene kredser ofte om det nu også er nødvendig med hele 5 dages faste – kanskje bare 3 – eller 4?? Da er det godt at være to – så vi kan holde hinanden fast i vort gode fortsæt.

A Course in Miracles og kroppens behov.
Der findes en hel del litteratur baseret på A Course in Miracles om afhængighed. F.eks. har Lee Jampolsky skrevet en: ”Forgive your addictions” tror jeg den hedder. Og Lisa Natoli har også lige udkommet med en bog om emnet ”overeating” hvor hjælpen er inspireret af ACIM. Ikke fordi jeg tror jeg har et seriøst ”overeating” problem (eller har jeg?)– men jeg er nu klar over at mad optager uforholdsmæssigt meget af min tid. Jeg bruger meget tid på at opfylde kroppens behov.
Og glæden ved god mad – hvad sker der med mig når den glæde bliver ”taget” fra mig? Ja, altså – jeg bliver faktisk lidt trist til mode, en lille smule deprimeret har jeg været et par dage. Der er ligsom ikke noget at glæde sig til? Når vi skal ”kose” os, min søster og jeg er det jo ofte med god mad og et glas vin. Og sådan er det jo også ellers. Er det blevet min narresut her i mit voksne liv? Det er utroligt så stor betydning mad har for mig. Hvorfor det mon tro? Jeg har ofte dårlig samvittighed hvis jeg har spist eller drukket for meget. Alle tiders for egoet – så bliver jeg fasthold i min tro på synd, skyld og frygt.
Egoets erstatning for Guds kærlighed? Endnu en afgud – en erstatning, en illusion i stedet for Sandheden.

Og hvad kan jeg så gøre ved det?

Jeg vil være ærlig og se at det er sådan jeg er, der er ingen ting at skjule. Og det er herligt at skrive denne blog så det hele bliver ”avslørt”!
Der er kun en løsning: Tilgivelse! Jeg beder simpelthen Helligånden om at se på det med mig. Se på at det er det mine tanker og mit sind er optaget af meget af tiden, og at det er mit mønster.

Nu skal det være slut med dårlig samvittighed!!

Kære Helligånd! Se på det med mig og hjælp mig til ikke at dømme mig selv.
Det er den eneste farbare vej.