Skumringen...

 

Har du tænkt over hvornår skumringen starter? Nej vel? Den kommer helt, helt umærkeligt. Og pludseligt er det mørkt!  Hvis du begynder at lægge mærke til hvornår skumringstimen starter - så finder du ud af at den jo er fantastisk - helt uden at du ved af det er du taget fra dagslys til det helt mørkeste mørke.

På denne måde har jeg haft en oplevelse som begyndte for nogle år siden.

En herlig tur til øen Patmos, satte gang i nogle funderinger. Erik havde svært ved, på den lejede scooter, at finde hjem til vor lejede bolig.  Det var der ikke noget mærkeligt i sådan sæt. Det tænkte jeg ikke nærmere over.

Men en anden oplevelse bed sig fast i mig.  Han kunne ikke få åbnet den lille boks hvor min håndtaske lå, med penge og nøgler osv. Afsted til udlejeren, men først satte han mig af på en restaurant hvor vi ville spise frokost, og han kunne få vist hvordan lågen kunne åbnes til det lille rum.

Han kom tilbage efter 10 minutter og ville vise mig hvordan - det var bare det at han i mellemtiden havde glemt hvordan (igen).  Jeg havde ikke hørt eller set hvordan det skulle gøres, jeg kunne det heller ikke.  Jeg spurge en tilfældig kvinde som stod parkeret med en lignende scooter, og hun viste os det. Vips - så var det åbnet.

Vi havde nogle gode uger på Patmos, besøg hos Svanecentret Kondo hvor jeg fulgte hendes kursus nogle dage, og resten af tiden nød vi bare øen og kirkerne og den skønne mad, stemningen og det gode vejr!

Måneder eller halve år efter, begyndte det så småt for Erik med at knibe med at holde koncentrationen ved bilkørsel.  Han fik ikke drejet af ved Kildevejen når vi skulle til Helsinge, og kørte fejl tilbage fra hytten i Sverige på vej til Helsingborg. Det er ting som før i tiden gik helt automatisk!

Men det tænkte jeg heller ikke så nøje over.

Skumringen. På vej ind i mørket.  Sådan har det været de sidste par år.

Flere og flere meget små ting kom til.Og tilsammen gjorde det at jeg fik bange anelser.   For mere end et år siden tog jeg til lægen for at få lavet "den lille demenstest".  Det gjorde jeg primært for at vise Erik at det ikke er "farligt".  Og jeg foreslog at han også burde få lavet sådan en test.  Langt om længe indvilligede han i det. Men han kunne overhovedet ikke se nødvendigheden af sådan en test.  

Et af kendetegnene ved demens, er den manglende indsigt i egen sygdom.  I et helt år kunne han overbevise egen læge om at sådan en test ikke var nødvendig, han havde ingen problemer osv. osv.  Desværre ville lægen ikke lytte til mig. Men syntes vi "skulle se tiden an". I juni brast min tålmodighed både med Erik og  lægen og jeg truede nærmest med at flytte hvis der ikke blev gjort noget. Vi ventede så i næsten to måneder på en ny tid.

For 14 dage siden, efter konsultation hos Hukommelsesklinikken på Hillerød sygehus, fik Erik diagnosen DEMENS.  Nu går et apparat i gang, med en masse yderligere undersøgelser, han har været til M R scanning, nu venter CT scanning blodprøver osv. osv.

Og skumringen fortsætter jo  - og Erik er på vej ind i det tiltagende mørke.