Det bliver 4. gang jeg sætter kursen mod Santiago de Compostella. Hvorfor mon?
De 3 første gange har været med forskellig grund.
Min første camino gik jeg med min datter i 2004.
Efter at have troet jeg skulle dø, ikke overleve diagnosen brystkræft, var det en total sejr for mig at gennemføre de sidste 120 km af den franske Camino fra Sarria til Santiago. En vandring fyldt med smerte og angst. Men også en total forløsning når vi nåede vores mål!
At have gået strækningen med min datter har givet mig en følelse af dyb samhørighed og et helt specielt bånd mellem os jeg ikke vil undvære. Vi gjorde det Pernille!
Når vi på strækningen mødte pilgrimme som var gået helt fra St. Jean pied de Port, vidste jeg at det skulle jeg også gøre en dag…
I 2005 cyklede jeg det meste af den franske Camino sammen med Erik. Det gik alt for hurtigt… Sjælen kom ikke rigtigt med synes jeg. Caminoen skal vandres…
Det var en lærerig tur vi havde, og jeg var så glad for at kunne dele min glæde med Erik. At cykle ind i Santiago sammen, lige på vores bryllupsdag var stort!
Endelig i 2006 skulle jeg gå hele Caminoen Det blev en oplevelse for livet.
Den første halvdel gik jeg med en god veninde, fra Burgos til Santiago gik jeg alene.
Alle mine ønsker om indsigter blev opfyldt. Vandringen gav mig en ro og sikkerhed i mit liv jeg kun kunne have drømt om. Den hjælp fra Gud som blev givet mig har præget mig lige siden…
Og nu, tager jeg afsted igen. Og hvad er hensigten denne gang?
Hensigten er bare at være, nyde og gå.At give min krop mulighed for at vise hvad den også kan.
Være med elementerne, nyde hvert skridt, ikke bekymre mig om noget, have fuld tillid til at ALT er som det skal være.
Derfor tager jeg igen på vandring. Denne gang ikke alene. Jeg vandrer med Erik og et par af vore gode venner.
Og alt er såre godt.
Og Gud er med mig - hvorhen jeg går.
