Med alderen virker det som om jeg oftere går rundt og leder, efter briller, nøgler eller helt andre ting.
I øjeblikket leder jeg efter en ny bluse som jeg købte i Halden for nylig. Jeg syntes den var rigtig flot, og det var et rigtigt godt køb.
Nu er den pist væk. Det gør sådan set ikke noget som sådan. Det jeg synes er så interessant, er at undersøge hvad det gør ved mig, denne evige leden efter ting jeg tror jeg har mistet. Jeg vil skynde mig at tilføje at meget ofte, når det er briller eller nøgler eller min pengepung der mangler, så finder jeg den lynhurtig efter jeg har begyndt at bede mine engle om hjælp til at finde, men også det at jeg jævnligt siger til mig selv:"Jeg ved altid hvor jeg lægger mine briller, pengepung etc", har haft en positiv virkning. Det tror jeg på.
Nå, men altså denne bluse og følelsen, følelsen af at mangle, og at have mistet. Det er en meget grundlæggende følelse jeg er kommet i kontakt med, det er i virkeligheden slet ikke blusen der er mit "problem". Det er min tro på at jeg er adskilt fra Gud, at Han har forladt mig og at jeg har gået min egen vej. Der, dybt inde er jeg virkelig, VIRKELIG ked af det. Alene og forladt, jeg har mistet...
Jeg har sat mig ned, og bosat mig i den følelse, søgt trøst i Marias arme, som det lille barn, jeg hele tiden maler. Der er intet at frygte siger hun! Du er i sikkerhed, din Fader har ALDRIG forladt dig!
Nej, det har han ikke. Det er SANDT!
Men så simpel en ting som at lede efter en bluse, kan få mig dybt der ind, hvor der stadig sidder en nagende mistro og håbløshed. Jeg glemte ikke at tage det så alvorligt. Jeg bliver der et stykke tid, bliver i sorgen og beder om hjælp til at lade LYSET skinne min misopfattelse - sådan at jeg kan se - SANDHEDEN.
AMEN
