Kørte forbi min "gamle" golfklub forleden. Vejret var strålende og kikket ind til golfbanen viste en utrolig velplejet bane, det var ikke for mange spillere ude, og ingen kø og ja, det trak lidt i mig...
Det er flere år siden jeg helt opgav at spille golf. Den vigtigste årsag var at min venstre arm simpelthen ikke kunne holde til det. Den hævede op (lymfødem) hvis det var for varmt og hvis den blev brugt for meget, og jeg syntes det var svært med sådan en hævet arm. Jeg har kun spillet ganske sporadisk i løbet af de sidste 15 år, og slet ikke de sidste 5 år. Men nu - nu skal det være.
Jeg kan jo godt se at min krop bærer præg af at jeg for det meste har brugt mine dage til at male ikoner. Timevis stillesiddende med en lille pensel i hånden. Men jeg har nydt hvert eneste øjeblik! Jo, jeg går til pilates en gang om ugen i vinterhalvåret - og hver dag mindst een lang tur med Anton, så lidt motion har jeg fået. Men nu vil jeg ud at gå lidt længere - ud på golfbanen skal jeg.
Mandag og tirsdag var jeg på træningsbanen - og det var ikke helt som jeg havde forventet. Hvor var mit fine sving blevet af? Hvor var mine lange drives? Ups, væk var de...Men hvad kunne jeg forvente da? Lidt godtroende - ja for jeg troede at jeg sagtens kunne tage køllen op der hvor jeg slap... Det kunne jeg ikke.
Men efter et par dage og mange spande bolde, var det noget der demrede igen. Det gik nogenlunde.
Så i morgen skal jeg ud for første gang i meget lang tid og jeg glæder mig rigtig meget. Glæder mig dog ikke over mit nye handicap som er 36. Og griner af min forfængelighed - vil jo gerne kunne skilte med at jeg er en god spiller med et noget lavere handicap en 36. Men det kan vel komme...
Jeg har for lang tid siden valgt at beskæftige mig med noget der gør mig glad, noget som giver glæde og mening. Der findes andet end ikonmaling... så nu skal jeg ud i verden igen.
Jeg krydser fingre for at armen holder. Det tror jeg den gør!
