Anton har været ude for en ulykke. I fredags på vor sædvanlige tur, faldt han ned ad støttemuren ved stranden.
Jeg tror aldrig i mit liv jeg har været så ude af mig selv. Det var ganske forfærdelig at opleve hans smerte og skrig. Jeg forstod med det samme at dette var alvorligt - virkelig alvorligt... Han kunne ikke gå.
Turen hjem i mine arme var laaang.
Nogle af vore gode venner er dyrlæger - og de var lige i nærheden og kom hjem til os i løbet af 10 minutter. Men vi vidste alle at der kun var et at gøre - afsted til Dyrehospitalet.
Anton blev røntgenfotograferet - og det viste sig at ikke kun venstre forben men også højre forben var brækket. Højre var ukompliseret - men med venstre så det værre ud, fordi bruddet lå så tæt på albueleddet.
Vi fik spørgsmålet om vi ville have ham opereret - og det var en hurtig beslutning at det ville vi.
Kirurgen som skulle operere kunne ikke love noget - og ville ringe os under operationen hvis han mente han ikke kunne sætte bruddet sammen på en sådan måde at Anton ville få en forsvarlig førlighed.
Operationen ville først kunne foregå i dag, søndag - og denne ventetid har været frygtelig lang. Men nu er den forbi.
Anton kom i narkose kl. 7.30 i morges og de var først færdige med ham kl. 12.30. Bruddene var rene, og til at sætte sammen forsvarligt, faktisk havde de rettet sig på plads under den interimistiske bandagering der var foretaget inden operationen, nu skulle der plader og skruer i...og begge ben blev gibset.
Anton bliver nu holdt hen i døs/søvn indtil i morgen tidlig, og hvis smerterne han har kan tages med alm. smertestillende medicin, er det muligt han kan komme hjem i morgen eftermiddag.
... og jeg - har kørt denne film igen og igen - hvorfor skete det, og hvorfor var han ikke i snor og hvordan kunne jeg være så dum... Men det fører jo ingen vegne.
Kryds fingre sammen med mig for Anton.