Veiskillet - kap.22.IV - Et Kurs i Mirakler

Mit forrige indlæg handlede om en drøm jeg har haft. Om at jeg ikke kunne finde vej hjem.
Det er så helt naturligt at læse kap. 22.IV i Kurset.  Dette er fra den norske oversettelse av Kurset:


 Veiskillet.


1. Når du kommer til det sted hvor det er helt tydelig at veien deler sig, kan du ikke gå rett frem.  Du må enten gå i den ene retningen eller den andre.  For hvis du går rett frem kommer du ikke noe sted.
Hele hensikten med å komme så langt som hit, var å bestemme hvilken vei du skulle ta.  Den vei du kom, har ikke lenger noen betydning.  Den kan ikke lenger tjene noen hensikt.  Ingen som kommer så langt som dette kan velge feil - men han kan forhale det.  Og det finnes ingen del av vandringen som synes mer håpløs og bortkastet, enn når man blir stående der hvor veien deler seg uten å kunne bestemme seg for hvilken vei man skal gå.
2.  Det er bare de aller første skritt på den riktige veien som synes vanskelige, for du har valgt - selv om du fortsat kanskje tror at du kan gå tilbake og gjøre et andet valg.  Slik er det ikke.  Et valg  som er tatt med Himmelens makt som støtte, kan ikke gjøres ugjort.  Din vei er fastsatt.  Det finnes ingenting som du ikke skal få beskjed om, hvis du erkjenner dette.
3.  Og så står du og din bror her, på dette hellige sted, fremfor syndens slør som henger mellem dere og Kristi ansikt.  La det bli løftet!  Løft det sammen med din bror, for det er bare et slør som finnes mellom dere.  På egen hånd vil enten du eller din bror se det som en solid blokk, og ikke innse hvor tynt forhenget er som nå skiller dere.  Men det er nesten borte i din bevisthet, og freden har nådd deg til og med her, foran sløret.  Tenk på hva som vil skje senere.  Kristi Kjærlighet skal lyse opp ditt ansikt og skinne fra det - inn i en formørket verden som trenger lyset.  Og fra dette hellige sted skal Han vende tilbake med deg, og hverken forlate det eller deg.  Du vil bli Hans budbærer og gi Ham tilbake til Seg Selv.

***

Det er her jeg har stået -  ved en skillevej, og ikke helt været klar over hvordan jeg skulle komme videre.  Vendepunktet kommer nu hvor jeg er fast besluttet på at mit sind ikke længer skal have frit spil til at tage mig med rundt i drømme hvor jeg er adskilt fra min Sandhed, for det indebærer kun forsinkelse.  
Nu er jeg klar over at jeg ikke ER mit sind og jeg ikke ER mine tanker.  Nu vælger jeg Himlen og Himlen accepterer mit valg.
Jeg bestemmer ikke selv farten eller måden.
Jeg beder min Vejleder om at vise mig retningen.

Vær du min leder.  

For jeg vil følge Dig,

 sikker på at din ledelse vil give mig fred.