12 reasons why I did not believe in God...

1. Because I thought he was not there when I was a child.

2. A story too good to be true.

3. I thought t those who believed in God were hypocrites - they  were better 
    than others.
4. Could not decide which way to God was better.

5. I used to believe in God for a while, but then I forgot about him.

6. Often, I believed in God only at Christmas time.

7. None of my friends believed in God.

8. I am not good enough anyway…
9. I had no time for God.
10. How could there be a God in a world as cruel as this?

11. How could He ever hear my prayers?

12. I thought I would start to believe in God when I became older and needed him.               

Take a close look at no. 12. That is what happened to me, and He was there.

:))

Egentlig ingenting...

I dag har jeg undervist i ikonmaling det meste af dagen - privatundervisning - en enkelt elev. Og selv har jeg malet videre på de to ikoner jeg nu er i gang med. Den hvide Engel og Maria Oranta.

Herligt at konstatere at jeg er glad - uden nogen speciel grund. Bare sådan en god fredelig følelse indeni, følelsen af at når jeg gør lige det jeg gør, så er det helt perfekt.

Der er ingenting som mangler, intet at lægge til eller at trække fra.

Tak for det.

Om at blive stille...

Hvor stille er jeg på en skala fra 1-10?

I Et Kursus i Mirakler læser jeg det igen og igen - bliv stille. Bliv stille og hør den lille stemme inden i. Bliv stille og hør Guds stemme som taler til dig hele dagen igennem.

Bliv stille et øjeblik osv. osv..

Hvad er det egentlig at blive stille? I perioder har jeg troet det er noget jeg opnår når jeg en dag bliver rigtig dygtig til at meditere. Bedre end jeg er nå. Når jeg virkelig har fået alle tankerne til at holde op. Når jeg, når jeg... Altså en eller anden ting jeg skal opnå i fremtiden.

Muligvis er det fuldstændig forkert! Godt nok står der også at jeg er alt for slap når det drejer sig om at jeg lader tankerne vandre... Jeg skal træne mit sind står der.

Det er helt sikkert rigtigt - men hvordan?

Jeg tænker jeg skal trænes i at vælge - vælge ikke at høre på egoets stemme. Men hvordan?

Tja - først skal jeg jo finde ud af hvilken stemme er egoets og hvilken er Den Rette?

Tror egentlig det er såre simpelt. Egoets tanker er alle enten i fortid eller fremtid. Planlægger, funderer, dømmer og fordømmer, bekymrer og frygter.

Så hvad med Den Rette Stemme? Resten. Freden og bekymringsløsheden, det som er når jeg lader tingene være præcis som de er. Når jeg ikke hægter mig på en tanke og lader den gallopere af sted med mig.

Er der så overhovedet en stemme? Jeg har længe ventet på Stemmen. En stemme fra det høje som med en lidt dyb og venlig røst talte til mig. Men sådan fungerer det ikke - ikke for mig.

Jeg skal slippe alle mine forestillinger om hvad jeg er, og hvad Gud er, alle forestillinger jeg har om verden, kort sagt alle de tanker som jeg selv har lavet og løsninger jeg har fundet frem til.

Jeg skal også slippe mine forestillinger om hvordan jeg skal være og hvad jeg skal sige og gøre i alle mulige situationer. Glem det du!

Vil jeg så ikke fremstå som en totalt dummernikkel? Det er muligt - men jeg tror jeg vælger det.

I lektion 189 står der: "Tag ikke med dig en eneste tanke som fortiden har lært dig, og heller ikke en eneste forestilling som du tidligere noensinde har lært af noget som helst. Glem denne verden, glem dette kursus og kom med helt tomme hænder til din Gud".

Nå? Glem dette Kursus? Ja, jeg vil glemme det - og lade alle ting være præcis som de er. Jeg skal holde op med at finde løsninger på alt mellem himmel og jord og forholde mig til alt muligt ...

Kurset kan ellers meget nemt blive en gud i sig selv.

Jeg skal slippe tanken om at jeg nu ved hvad jeg skal gøre. Jeg skal nemlig ikke gøre en fløjtenes fis. Jeg skal ikke vælge den vej jeg skal gå til Ham - Men jeg vil være fuldstændig åben for at lade Ham komme til mig. Det tror jeg er det sikreste. Så kan jeg også slappe helt av.

Og nyde stilheden!