Tanker under en faste...

Hvorfor faste? Jo, først og fremmest fordi jeg tror det er godt for min krop og også for min sjæl. Godt med en uge hvor kroppen får fred til restituering og godt for sjælen med dage i stilhed.
Om denne form for faste/udrensning
Denne gang skulle vi lave en nedtrapning til fasten over en periode på mindst 1 uge. De sidste 3 dage inden fasten med gradvist mindre mad og også indtagelse af ”toxin absorber” og ”Digestive Stimulator” om aftenen. Vi (min st oresøster og jeg)mødtes på Signebøenfjellet i vor hytte i Norge, om søndagen – klar til udrensningskur/faste om mandagen.
Vi havde to forskellige toxin absorber smag at vælge mellem – pebermynte og ingefær – vi valgte hurtigt at veksle mellem de to. Pulveret som består af psyllium husk og bentonitler skal blandes med økologisk æblejuice og drikkes hurtigt – da frøskallerne hurtigt æser – men det har den gode virkning at sulten ikke er særlig slem.
Hele denne kur er udviklet af Dr. Richard Anderson. Bentonitler får mucoid plaque på indersiden af tarmene til at slippe, godt hjulpet af Psyllium husk. Det er ganske utroligt hvad som kan gives slip på i løbet af en sådan faste og det er selvfølgelig ikke kun fysisk. Dette er min 5 faste efter denne opskrift..
Vi starter dagen med vor første ”shake” kl. 06.00 – sover så videre til vi vågner igen. Så er der tid til snak – Wenche kommer ind til mig i min dobbeltseng. Det er så hyggeligt, helt som når vi delte soveværelse som børn. Jeg har nogle forskellige guidede meditationer med – og vælger en som vi laver inden vi står op – rigtigt.
Vort morgenbad kan vi vælge at foretage i det fri – det gør vi når vejret er godt. DVS. Wenche har badet ude hver dag. Jeg er noget mere frossen og gik i bad indendørs. Så er tiden kommet til shake nr. 2 ca. kl. 09.00. Der skal drikkes 5 gange på en dag med 3 timers mellemrum… Vor mad!

Reaktioner
Det er utroligt interessant at observere mine tanker, følelser og sindsstemninger under denne uge.
For at være helt ærlig så bruger jeg faktisk rigtigt meget af min tid til at tænke på hvad jeg skal spise, skrive indkøbslister, sørge for at købe økologisk og friske råvarer, opbevare mine indkøb, planlægge måltider, forberede og tilberede maden, arrangere den, for så – klimaks – at spise den.
Ahhh – når jeg skriver det her har jeg ikke spise i 4 dage – der er en dag tilbage af den egentlige faste – så skal der trappes langsomt op med maden. Tænk så meget tid jeg har til rådighed. Det er helt uvant. Bare stå op – og ikke skulle lave morgenmad, dække bord osv. Nej – den tid får jeg helt gratis nu, tid jeg kan fylde med noget andet – men hvad? Der bliver en ganske stort tomrum – når mad helt er fjernet fra min dagligdag. Og kroppen – den bryder sig bestemt ikke om det. Den vil så gerne have mad og drikke den kan li’. Og tankene kredser ofte om det nu også er nødvendig med hele 5 dages faste – kanskje bare 3 – eller 4?? Da er det godt at være to – så vi kan holde hinanden fast i vort gode fortsæt.

A Course in Miracles og kroppens behov.
Der findes en hel del litteratur baseret på A Course in Miracles om afhængighed. F.eks. har Lee Jampolsky skrevet en: ”Forgive your addictions” tror jeg den hedder. Og Lisa Natoli har også lige udkommet med en bog om emnet ”overeating” hvor hjælpen er inspireret af ACIM. Ikke fordi jeg tror jeg har et seriøst ”overeating” problem (eller har jeg?)– men jeg er nu klar over at mad optager uforholdsmæssigt meget af min tid. Jeg bruger meget tid på at opfylde kroppens behov.
Og glæden ved god mad – hvad sker der med mig når den glæde bliver ”taget” fra mig? Ja, altså – jeg bliver faktisk lidt trist til mode, en lille smule deprimeret har jeg været et par dage. Der er ligsom ikke noget at glæde sig til? Når vi skal ”kose” os, min søster og jeg er det jo ofte med god mad og et glas vin. Og sådan er det jo også ellers. Er det blevet min narresut her i mit voksne liv? Det er utroligt så stor betydning mad har for mig. Hvorfor det mon tro? Jeg har ofte dårlig samvittighed hvis jeg har spist eller drukket for meget. Alle tiders for egoet – så bliver jeg fasthold i min tro på synd, skyld og frygt.
Egoets erstatning for Guds kærlighed? Endnu en afgud – en erstatning, en illusion i stedet for Sandheden.

Og hvad kan jeg så gøre ved det?

Jeg vil være ærlig og se at det er sådan jeg er, der er ingen ting at skjule. Og det er herligt at skrive denne blog så det hele bliver ”avslørt”!
Der er kun en løsning: Tilgivelse! Jeg beder simpelthen Helligånden om at se på det med mig. Se på at det er det mine tanker og mit sind er optaget af meget af tiden, og at det er mit mønster.

Nu skal det være slut med dårlig samvittighed!!

Kære Helligånd! Se på det med mig og hjælp mig til ikke at dømme mig selv.
Det er den eneste farbare vej.

Jeg synes stadig det er synd for mig selv...

Jeg går til gymnastik hver mandag morgen - eller skal jeg sige næsten hver mandag morgen. Det hender at jeg ikke gidder og vil sove længe.

Vor instruktør hedder Anne-Marie og er helt fantastisk inspirerende - og hun finder altid på nye hårde øvelser. Men hun finder også på sjove - i flere uger har vi danset zumba - vi har gennemgået en masse forskellige danse - og fået løsnet op for lænden og svunget hofterne.

Men så er der jo også gulvøvelserne. Mave og ryg - og arme. Det er ikke så sjovt og det gør ondt.

Så er det det med armbøjninger - det er ikke godt vor min venstre arm - som er hævet en del efter min brystkræftoperation for 8 år siden. Lymferne i venstre armhule blev fjernet pga. sprædning. Og så var der strålebehandlingerne som jo ikke gjorde sagen bedre.

Men det har jeg arbejdet så meget med. Tilgivet og tilgivet og set med Helligånden på det. Jeg er ikke en krop - jeg er fri. Og det går så godt det meste af tiden.

Men forleden så kom denne evindelige tristhed igen. Lige som jeg skulle til at gøre de armbøjninger jeg ikke er god til, blev jeg overmandet af sådan en følelse af: "Hvor er det synd for mig" og de andre ved det ikke engang og kan føle med mig og synes det er synd for mig...

Og jeg som troede det var færdig og tilgivet. Men det viser sig - jeg vælger stadig at være et offer og identificere mig med kroppen og sygdomme.

Tja - det er også synd - men kære vene - jeg er da i live!

Men jeg er altså ikke helt så spirituelt avanceret som jeg nogle gange går og tror!! Og ikke så avanceret som mange av mine medstuderende af "Et Kursus i Mirakler".

Ja, og jeg ved - der er ingen derude - vi er alle et osv. osv. Jeg ved det er Sandheden - men jeg opfatter det bare ikke sådan endnu.

Jeg bliver ved med at falde tilbage igen og igen. Men måske er det ikke helt så ofte som før?

Det er jo også det ved det - jeg kan jo ikke selv bedømme mine fremskridt - og det er heller ikke nødvendigt. Det som er nødvendigt for mig er at blive ved med at bede Hellgånden om hjælp og støtte i mit tilgivelsesarbejde.

Og se at jeg skal blive ved med at være elev - Hans elev.

Boblende glæde...

Jeg henter mit barnebarn Kajsa hver mandag. Også i går - og på vej hjem faldt hun så i søvn.

Meningen var hun skulle være hos os i et par timer - og så køres hjem. Men hun sov og sov, og når hun vågnede fik hun et par jordbær, et glas juice og ville så sove lidt mere. Det gjorde hun til kl.18.00. Så det blev aftalt hun lige så godt kunne sove hos mig - bedstefar var ude og rejse..

Og i dag - har hun været her hele dagen. Vi har leget og leget - og spist og leget og sæt tegnefilm (mest Kajsa).

Men det var det med legen.

Jeg kan simpelthen ikke huske sidst jeg har følt denne boblende glæde og spænding. Vi legede gemmeleg. Jeg fandt så mange fantastiske gemmesteder, og når Kajsa nærmede sig, kunne jeg simpelthen ikke lade være med at grine - og så blev jeg jo fundet! Meget sjovt synes jeg selv og også Kajsa...

Kan ikke lade være med at tænke på at Gud finder os nemmere når vi griner...