Skumringen...

 

Har du tænkt over hvornår skumringen starter? Nej vel? Den kommer helt, helt umærkeligt. Og pludseligt er det mørkt!  Hvis du begynder at lægge mærke til hvornår skumringstimen starter - så finder du ud af at den jo er fantastisk - helt uden at du ved af det er du taget fra dagslys til det helt mørkeste mørke.

På denne måde har jeg haft en oplevelse som begyndte for nogle år siden.

En herlig tur til øen Patmos, satte gang i nogle funderinger. Erik havde svært ved, på den lejede scooter, at finde hjem til vor lejede bolig.  Det var der ikke noget mærkeligt i sådan sæt. Det tænkte jeg ikke nærmere over.

Men en anden oplevelse bed sig fast i mig.  Han kunne ikke få åbnet den lille boks hvor min håndtaske lå, med penge og nøgler osv. Afsted til udlejeren, men først satte han mig af på en restaurant hvor vi ville spise frokost, og han kunne få vist hvordan lågen kunne åbnes til det lille rum.

Han kom tilbage efter 10 minutter og ville vise mig hvordan - det var bare det at han i mellemtiden havde glemt hvordan (igen).  Jeg havde ikke hørt eller set hvordan det skulle gøres, jeg kunne det heller ikke.  Jeg spurge en tilfældig kvinde som stod parkeret med en lignende scooter, og hun viste os det. Vips - så var det åbnet.

Vi havde nogle gode uger på Patmos, besøg hos Svanecentret Kondo hvor jeg fulgte hendes kursus nogle dage, og resten af tiden nød vi bare øen og kirkerne og den skønne mad, stemningen og det gode vejr!

Måneder eller halve år efter, begyndte det så småt for Erik med at knibe med at holde koncentrationen ved bilkørsel.  Han fik ikke drejet af ved Kildevejen når vi skulle til Helsinge, og kørte fejl tilbage fra hytten i Sverige på vej til Helsingborg. Det er ting som før i tiden gik helt automatisk!

Men det tænkte jeg heller ikke så nøje over.

Skumringen. På vej ind i mørket.  Sådan har det været de sidste par år.

Flere og flere meget små ting kom til.Og tilsammen gjorde det at jeg fik bange anelser.   For mere end et år siden tog jeg til lægen for at få lavet "den lille demenstest".  Det gjorde jeg primært for at vise Erik at det ikke er "farligt".  Og jeg foreslog at han også burde få lavet sådan en test.  Langt om længe indvilligede han i det. Men han kunne overhovedet ikke se nødvendigheden af sådan en test.  

Et af kendetegnene ved demens, er den manglende indsigt i egen sygdom.  I et helt år kunne han overbevise egen læge om at sådan en test ikke var nødvendig, han havde ingen problemer osv. osv.  Desværre ville lægen ikke lytte til mig. Men syntes vi "skulle se tiden an". I juni brast min tålmodighed både med Erik og  lægen og jeg truede nærmest med at flytte hvis der ikke blev gjort noget. Vi ventede så i næsten to måneder på en ny tid.

For 14 dage siden, efter konsultation hos Hukommelsesklinikken på Hillerød sygehus, fik Erik diagnosen DEMENS.  Nu går et apparat i gang, med en masse yderligere undersøgelser, han har været til M R scanning, nu venter CT scanning blodprøver osv. osv.

Og skumringen fortsætter jo  - og Erik er på vej ind i det tiltagende mørke.

Det nederste chakra - roden

 Dit nederste chakra er rod chakraet - sanskritnavnet er Muladhara, som betyder rod eller fundament.

Chakraet er malet som en cirkel med fire ydre, røde kronblade, som traditionelt står for glæde, nydelse, lidenskab og koncentration.  

Den leder tanken hen til en firebladet lotus.

For et par uger siden var jeg på besøg hos min storesøster i Halden. En hel dag blev brugt til at vandre rundt i byen, Her var virkelig mange mange minder fra barndom og ungdom som væltet ind over mig.Vi var også på vandring på "glemte" stier" på byens festning Fredriksten, selve hjertet i byen...

Jeg flyttede fra Halden nogle måneder efter min far døde,i 1971 og planen var at jeg skulle arbejde som sommerfugl i SAS  København i nogle måneder.  Det blev til et helt liv i Danmark... pog 27 år i SAS.

Et eller andet sted føles for mig som om jeg først nu har fået kikket grundigere på mine rødder, og det har været så godt for mig.

Denne mandala malet jeg færdig straks efter jeg kom hjem fra Halden, min norske fødeby.  Jeg havde også været til 61 års reunion med klassekammerater fra 7. klasse!

Her er det jeg forbinder allermest med Halden og Norge: 

Elgå fossen

og festningen:

Det var en rigtig god tur - hvor jeg fik kikket på vigtigheden af at have godt fat i sine rødder! 

Der er intet at frygte!

 Jeg havde besluttet mig for at male de 4 ærkeengle - og begyndte med Raphael.  Den blev solgt nærmest inden malingen var tørret.  Det er selvfølgeligt glædeligt. Det gav mig samtidigt muligheden for at lave en lille smule om på min oprindelige tegning. Det har jeg gjort - og arbejdet er i fuld gang.

I stedet for at holde en globe, har Raphael denne gang fået en tekstrulle i hånden, og jeg har ikke kunnet vente med at videregive beskeden på rullen.

DER ER INTET AT FRYGTE

Der er næsten ikke noget som er vigtigere at huske på, end disse ord.  Der er intet at frygte.  Kun hvis jeg husker på det, er det muligt at leve her og nu.  Det handler om mine tanker... Kommer tanker om fremtiden, er min opgave at kunne slippe dem, ved f.eks. at sige: "Tak, men ikke nu", og lade tanken passere forbi.

Mens jeg var i gang med at male skriften på rullen, var mine tanker tilbage i folkeskolen, Halden Pikeskole. Her gik jeg de første 4 år. Den gamle karakterbok har jeg endnu, og på alle "skudsmål", som vi fik 2 gange om året, står der: "Anne-Marie må arbejde mere med skriften", eller "Skriften MÅ bli penere". Ellers var jeg flink og snill - med SKRIFTEN!!! Jeg husker det ikke helt, men sandsynligvis syntes jeg det var kedeligt.  Det skulle gå hurtigt, det var ikke noget for mig og sidde og nørkle med formskrift. Men i dag kan jeg så skrive de flotteste bogstaver, hvis det er det jeg vil. 

Jeg ved der er mange som skriver først på milimeterpapir, og måler hver enkelt bogstav op osv. Det gjorde jeg også, skrev først på millimeterpapir, men kom meget hurtigt tilbage til pladen og kopierede mit første forsøg over.  Det blev ok. Men kunne været bedre.  Alle kan læse det, det står klart og tydeligt. Så er det på plads.

Jeg fik i går min bestilling på ikonplader leveret, så yderligere 3 ens plader venter nu på hver sin engel. Det er simpelthen noget af det bedste, flotte, perfekte ikonplader, som nærmest ligger og råber på at blive til noget større end en blank plade.

Det kommer kære venner - tålmodighed!!

Selvportræt - interessant og svært!

 

Jeg er ikke helt sikker på hvor lang tid det har taget mig for at komme frem til dette resultat - det er flere uger. Jeg troede jeg var helt færdig forleden dag, men så havde jeg en tid hos frisøren...

Når jeg nu endelig havde fået et nogenlunde resultat, tænkte jeg at det ville være godt med et portræt som var "up to date". Det tænker jeg det er nu. Håret er rettet, så det ligner dagens frisure.

Undervejs har jeg haft forskellige næser.  De var alle for store i begyndelsen, var det mon fordi jeg i hele mit liv har tænkt at min næse var ALT for stor?  Den endelige udgave har en næse som ligner min.  Jeg synes faktisk nu den er ret pæn.  Det har taget mig 74 år at kunne se.

Jeg har malet på en meget elendig canvas købt hos landhandleren i Hishult i sommer engang. Nu spekulerer jeg på om det kunne være sjovt at prøve igen, i et lidt større format og på et ordentlig lærred. 

Det hele gik egentlig ud på at male ud fra salme 123, og det var ikke tænkt som et selvportræt, men det blev det så, for det er jo jeg som siger ordene - og beder Gud om hjælp.

Det var min fars salme egentlig.  Tror det blev hans, dengang min mor blev syg og indlagt i måneder, og min far var alene med 3 børn.  Jeg var 2 år og min søster 4 og min bror 3 år eldre.  Kan godt forstå han ikke vidste hvad han skulle stille op.  Alle i gaden gik i søndagsskole i baptiskkirken Tabernaklet, og det var derhen han gik for at søge hjælp.

Jeg for min del kom i tanker om hans salme, den dag for over 20 år siden, hvor jeg fik besked på at jeg skulle opereres igen, fordi der alligevel var spredning til lymfekirtler efter den første operation for brystkræft. Jeg var overbevist om at det var hos Gud jeg kunne hente hjælp og tro. Og det selv om jeg de første ca 50 år af mit liv ikke havde haft et særligt tæt forhold til Gud eller Jesus.  Men jeg vidste faktisk ikke hvad jeg elelrs skulle gøre...

Det var et klogt valgt. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skulle have klaret mig igennem uden min tro.

Nu ved jeg hvor min hjælp kommer fra - altid!

De 4 ærkeengle

 For et godt stykke tid siden, besluttede jeg mig for at male de 4 store ærkeengle igen.  Denne gang så de fremstod, om ikke ens, men at der var en klar sammenhæng, og jeg har lagt ud med ærkeenglen Rafael. 

 Det tog mig nogle uger - før jeg (og englen) blev tilfreds med resultatet.  Jeg var nu klar til at gå i gang med Gabriel... Men ret hurtigt blev denne smukke Rafael solgt, og jeg har nu besluttet at "starte forfra" med de 4.  Så jeg er gået i gang med en ny Rafael, og jeg er allerede meget tilfreds med den nye tegning jeg har lavet. Ny plader i samme størrelse (21 x 35) er undervejs.  I dag er jeg kun blevet en smule "forstyrret" af min beslutning om at vække min gamle hjemmeside til live igen.  Det er 1 år siden der er sket noget overhovedet på denne blog.  Jaja, sådan er det.  Men altså, inden jeg går i gang med at male i dag, ville jeg lige lave en lille opdatering her. Sådan ser den nye Rafael ud, tegningen er overført til pladen - og jeg er klar til at male de første strøg.

Ærkeenglen Rafael

I dag bliver hele pladen grundet med oxyd gul og jeg vil lægge de første bundlag på selve englen.

Oh happy day!

20 års jubilæum del III - ikonmaler, pilgrim og spædbarnsbehandler

 Skridtet ind i ikonernes verden påvirkede mig mere end jeg troede var muligt. Jeg var klar over, allerede på kurset med Søster Abraham, at det her var noget jeg skulle beskæftige mig med resten af mit liv.  Som jeg skrev i går, var det som at komme hjem.  Men jeg havde jo hverken tegnet eller malet overhovedet inden, alligevel var det virkelig bekendt for mig, og min glæde over at jeg kunne frembringe noget somMaria med barnet og så en Maria Magdalena.Jeg syntes dengang at det nærmest var et mirakel der var sket, jeg viste mine ioner til alle jeg kunne kom til.

Jeg gik i gang med at finde materialer til selv at lave ikonplader, købe gesso og harelim, for at lave pladerne korrekt. og så male.  Gentage og gentage - og forære ikoner til familie og venner som hele tiden mente det var smukt det jeg lavede.  Jeg var vildt entusiastisk og troede også selv det var noget helt specielt jeg var i gang med :-) 

I alle fald var det specielt, det som ikonmaleriet og ikonerne gjorde ved mig.  En usigelig fred fulgte med. Og glæde! Jeg gentog de samme motiver igen og igen, ændrede på farver og udtryk, de fleste ikoner jeg kunne finde af Maria, ja der syntes jeg hun så så trist ud, men det gør mine udgaver af Maria aldrig. Mangehar spurgt mig om jeg ikke bliver træt af at gentage det samme igen og igen - og svaret er nej.  Der har hele tiden været udvikling i mit ikonmaleri.  

Til udlandet for at lære mere...

Jeg fandt hurtigt ud af at der ikke rigtigt var så meget mere at lære i Danmark.  Jeg fandt ud af at det finske ortodokse Nya Valamo klostret havde undervisning i ikonmaling. Rigtig ikonmaling som foregik ved brug af æg tempera.  (Søster Abraham brugte guache farver) . Jeg fik en meget flot julegave af Erik det år.  Et ophold i udlandet med undervisning i ikonmaling  efter frit valg.  Da havde jeg allerede fundet Valamoklostret og jeg tog afsted efter nytår på min første ikonuddannelses rejse.Vi skulle forberede os hjemmefra ved at tegne en Maria i helfigur ikke noget med at kopiere)

Det er ingen overdrivelse at sige at jeg var ovenud lykkelig for mit resultat. Jeg bare eeelsker denne min første rigtige Maria.  Den har jeg så malet i, jeg ved ikke hvor mange udgaver, den ene smukkere end den anden,for jeg blev ved og ved med at gentage, en smule bange for at "det ville gå væk" - det at jeg kunne male.  Var det rigtig at jeg kunne? Ja, det var det, ikke bare kunne jeg, det blev jo også bedre og bedre for hver gang.  Jeg var nu sikker på at jeg havde været ikonmaler i et tidligere liv. Det er blevet til mange rejser efter denne første - men det vender jeg tilbage til.

Caminoen- den første... 2004

På et tidspunkt begyndte ordet camino og pilgrimsvandring at fylde i mit sind.  Jo, det var det jeg skulle nu.  Vandre, se om jeg kunne, nu når jeg var ved at "komme til mig selv" igen. Men et nyt selv...Jeg talte med min Pernille om Caminoen og vi besluttede os til at tage afsted-  Vi skulle gå de sidste 120 km til Santiago de Compostella.  Vi øvede ikke meget, Vi tog bare afsted, med en god rygsæk og nye støvler. Vi havde dog også et par klip/klappere hver.  Det var en uforglemmelig oplevelse. Dagen hvor vi tog de første skridt på Caminoen glemmer jeg aldrig!  Også her var fornemmelsen at jeg havde været der før.  Genkendelse og tårer over endelig at være tilbage!  Det var hårdt.  Det var regnfuldt.  Vi havde vabler - store vabler!!! Vi var sultne og vi var våde og vi var kolde.  Vi var jublende glade!  Vi var det hele faktisk! Og som altid når vi er sammen kan vi også grine, så tårerne triller og vi tisser i bukserne.  Så er alt som det skal være.  Vi fik en svingom på et ældrecenter vi blev inviteret ind i i Portomarin tro jeg det var, altså - det var en fest!

Vi fik vort bevis, vi blev nævnt ved messen, og jeg havde virkelig følelsen af at være fuldstændig tilbage til normalen, friskere end nogensinde før i mit liv.!  Tak kære Gud! Og tak for dig Pernille!

Spedbarnbehandler

Svanecentret i Tisvilde tilbød en ny uddannelse og det var med stor entusiasme jeg meldte mig som deltager.  Det var lærerigt.  Ud over spædbarnsmassage,indehold undervisningen læren om  Facie release, akupressur og Kraniosakral terapi.  Det var en ret omfattende uddannelse.  Samtidig skulle jeg også tage forløbet med anatomi, fysiologi og sygdomslære - det hørte med. Det blev en dejlig tid, med mange nye, dejlige bekendskaber.

Jeg begyndte at praktisere sammen med Pernille, som havde taget en uddannelse som Zoneterapeut.

 

Til eksamen på anatomikurserne tog jeg en af mine ikoner med.  Der var mange som var vildt nervøse og jeg tænkte det kunne hjælpe med Marias energi.  

En af de andre deltagere - Christiane Zeuten. spurgte mig med det samme om jeg ikke ville komme til hendescenter i RødeKro og undervise i ikonmaling? Christiane var Nordlys massageterapeut bl.a. "Christiane - jeg er jo begynder - det kan jeg da ikke", mente jeg.  Men hun fik mig overtalt. Et weekendkursus i hendes dejlige center med 8 deltagere som alle malede Maria Kazanskaya, gik rigtig godt.  Christiane kan jeg takke for at jeg begyndte at undervise og i de mange efterfølgende år underviste, første hjemme i Tisvildeleje men senere også i Norge og Sverige og på Færøerne.  Jeg skylder dig en stor tak Christiane - du skønne, skønne kvinde. 

Christiane mistede livet i 2009 på Air France flyet som forulykkede på vej fra Brasil til Paris. 

RIP kæreste Christiane

Efter et stykke ti, hvor jeg både behandlede spædbørn og underviste i ikonmaling, forstod jeg at jeg skulle vælge.  Jeg bad om hjælp til at finde ud af hvad jeg skulle gøre.  Det gik helt af sig selv.  Pludselig var min afalebog med  spædbørnbehandling nærmest tom - men mine kurser i ikonmaling havde venteliste!  Det var en meget nem beslutning så.  Jeg droppede spædbørnene og valgte ikonerne. Jeg var aldrig i tvivl om mit valg.

Fortsættelse følger

20 års jubilæum II - min plan.

 Der blev et meget skarp skel før og efter diagnose og operationer. I foråret 2002, købte vi hus i Tisvildeleje, et funkishus fra 30’erne, som skulle gennemgå en grundig renovering.  Som bestilt var huset  færdig til indflytning den dag jeg blev opereret gang nr. 2. Så når jeg kom hjem fra hospitalet havde familien sørget for flytning! Jeg kom hjem til et nyt hus, hvor alle møbler var på plads, alt i køkken og bad, kælder og førstesal - jamen de havde haft travlt… og der var faktisk ikke ret mange ting jeg selv synes jeg skulle ændre på. Hvor var det bare en glædens dag!

Hospitalets plan

Denne plan gik kort fortalt ud på at jeg skulle have 23 strålebehandlinger.  Der var for lang ventetid på Herlev, så man foreslog mig at det skulle foregå i Hamborg  i stedet for, 5 gange om ugen, fri til hjemrejse i weekenden, og så tilbage igen.  Det lød alt for besværligt, så jeg ville heller vente til der var plads på Herlev. Der var over en måneds ventetid, men så kunne jeg nyde vort nye hus, stranden og havet og skoven lige udenfor døren!!

Strålingen gik som denslags gør. Ikke specielt sjovt sted at være. Jeg blev slemt forbrændt på brystbenet og under brystet, men det var jo småting alt taget i betragtning! Talkum og aloevera hjalp noget, tiden hjalp mest.  Når dette kapitel var overstået, skulle jeg i gang med antihormoner, og jeg var nu tilknyttet Hillerød hospitals onkologiske afdeling.Man har et fuldstændig fastlagt skema over hvordan sådan en efterbehandling skal foregå, alt efter knudens størrelse og dysplasigrad (hvilket stadie kræften var på) og spredning.  Jeg var over overgangsalderen, og siden kræftformen var østrogenpåvirkelig, var det jo en fordel.  Men altså: antihormoner, dvs. Tamoxifen i 5 år. Fem!! Ok - jeg gjorde som de sagde - i hvertfald for et stykke tid.

Min plan

Min egen plan gik som jeg skrev tidligere, at finde alt detr gode jeg kunne gøre for mig selv.  Jeg var klar  over nu, at jeg i hele mit liv havde sørget for at alle andre havde det godt, fra famile og venner til passagererne ombord på SAS fly hvor jeg jo havde tilbragt 27 år af mit liv. Det første jeg gjorde var at melde mig til et hold med meditation og yoga på Svanecentret her i Tisvildeleje. Samtidig med det startede jeg også et forløb med Nordlysmassage, 12 + 1,en  healingmassageform kombineret med selvudvikling, det foregik også på Svanecentret med Pernille Kondo.

Jeg fik akupunkturbehandling i nogle få måneder en gang om ugen, for at styrke min krop, og jeg fik lagt en kostplan hos Horneman-Thielcke Klinikken.  Anne-Grete sørgede også for at jeg fik de rigtige kosttilskud med vitaminer og mineraler, så jeg var fyldt op på alle mulige måder.  Kostplanen blev lagt efter min + - balance, og jeg fulgte den slavisk i et par år.

Jeg deltog i et forløb i Kræftens bekæmpelse, kaldet stifinderdage. I forløbet indgik også meditation. En af dagene skulle vi tegne vor oplevelse, og jeg husker så godt min modstand på det.  Jeg som ikke kunne tegne! Men jeg gjorde det - og det blev til denne tegning:

Lige præcis den tegning blev afgørende for resten af mit mit liv.  Jeg sidder i meditation, med Kristus bagved mig, over mit hoved en smuk elipseformet “regnbue”/aura. Med min tegning kom denne smukke sang: 

Bred dina vida vingar 
O Jesus over mig 
Och låt mig stilla vila 
I ve och väl hos dig…

https://youtu.be/_21AfBmKxbQ

Findes der tilfældigheder?

Denne tegning viste jeg til Pernille Kondo, hun mente det lignede en moderne ikon.  Ikon tænkte jeg, hvad er det egentlig?  Omtrent på samme tid havde jeg blandt mange andre, en drøm om at en som hed Abraham skulle hjælpe mig. Jeg vidste ikke med hvad.  Nogle få dage efter den drøm, kom der et brev til mig fra Nordlyscenteret i Silkeborg. Det var en invitation til at deltage i et kursus i ikonmaling.  Undervisningen var ved Søster Abraham! Det var jo en klokkeklar besked om at det var noget jeg skulle deltage i.  5 dages undervisning i ikonmaling. Det var som at komme hjem.

Fortsættelse følger.