Diagnosen brystkræft

  • Hvorfor en hjemmeside?
  • Jeg mærker en knude
  • Operationen
  • Om min type brystkræft
  • Om strålebehandling
  • Stadier og overlevelsesrater
  • Hvorfor en hjemmeside?

    Til top

    Her kommer min historie - fra jeg blev opereret for brystkræft i juni 2002 og hvordan det er gået efter det...Det har været mig en stor glæde faktisk at skrive det her - måske er der nogen der kan bruge lidt af det jeg skriver ...det er mit håb.

    Hjemmesiden bliver selvfølgelig også lavet for min egen skyld - jeg tror det er rigtigt godt at "skrive" sig ud af sin "sygehistorie" - det er i alle fald mit ønske.


    Vi skriver nu 12. september 2007 og det er nu mere end 5 år siden jeg blev opereret for brystkræft. Så mange ting er sket siden den gang. Mit liv har taget en helt ny "drejning" - skjulte potentialer er kommet til overfladen og jeg har det rigtigt godt.
    Mange spørger om jeg så slet ikke tænker på kræften mere... Det gør jeg. Men jeg bekymrer mig ikke om det så meget. Jeg er ikke så bange mere. Når jeg er i bad - når jeg smører mig med min dejlige body lotion, når jeg strækker mig, når jeg ser mig nøgen i spejlet - ja så er det uundgåeligt at jeg bliver mindet om det der er sket. Det er en del af mig og vil altid være det i fremtiden.
    Når jeg er i bad mærker jeg efter forandringer. Nogle gange har jeg det sådan at jeg ikke rigtigt tør være for nøje - tænk hvis jeg mærker noget usædvanligt. Men jeg gør det - mærker efter og tja - der har ikke været noget usædvanligt indtil nu.
    Mammografi og scanning har jeg været til to gange siden - og sidst gang spurgte jeg hvor mange tilbagefald de egentlig opdager der? Ikke mange var svaret - kvinderne opdager det som regel selv. Så det så...
    Men her er så min lange histore - synes jeg selv - men intet af det er overflødigt. Jeg har været så ærlig jeg overhovedet kan.

    Jeg mærker en knude

    Til top

    En herlig sommerdag var det den 6. juni 2002 ... Pernille og jeg havde lige fået en god frokost - vi sad halvnøgne i haven og sammenlignede bryster.. Jeg syntes min venstre brystvorte trak sig lidt ind og når jeg strakte armene over hovedet opdagede Pernille (min dejlige datter på 25) som er sygeplejerske og forøvrigt i gang med at uddanne sig til zoneterapeut), at der er en lille indtrækning i venstre bryst lige ved brystvorten - vi er visst begge klar over at det ikke er noget godt tegn.

    Jeg havde også en måneds tids forinden mærket "et eller andet" i brystet - men blev enig med mig selv om at det nok ikke var noget. Jeg havde faktisk også i længere tid mærket "noget" når jeg lå på maven - men slået det hen...Det skal man IKKE gøre!!!

    Dagen efter ringede jeg til lægen og fik en tid mandag den 10/6 kl. 10.00 Han vurderede med det samme knuden som suspekt og henviste mig til Hørsholm Sygehus. Ventetiden på indkaldelse var lang. Hvorfor er det at man er ved at kvæles når man venter? Al den angst som overmandede mig igen og igen. Tænk om man kunne styre den! Og det kan man - har jeg lært - bagefter. Mandag den 17/6 tog Pernille med mig ind på hospitalet - jeg var rystende indeni. Men udenpå lod jeg jo som ingenting - men jeg tror faktisk, jeg vidste, det var brystkræft allerede der.

    Men vi var eller prøvede at være optimistiske - grinede og pjattede som vi plejer - og var sikre på at når jeg kom ud fra mammografi ville sygeplejersken sige (som til patienten der var inde før mig): Der var ikke noget at se - gå hjem og kom tilbage om et år!! Men nej - der VAR noget at se, både på mammografien og scanningen - jeg så det jo selv - den var bare så tydelig - den lorteknude - lidt over en cm lang. Lægen havde inden mammografi taget en finnålsbiopsi - bagefter tog de endnu en biopsi "truecutbiopsi" den var noget grovere, jeg blev lokalbedøvet først og så kom den grove nål.... Her er min journal:

    Så skulle jeg vente igen - det var dog det værste - jeg var slet ikke mig selv - jeg rystede og græd og prøvede at være optimistisk - det var MEGET svært. Torsdag den 20/6 kommer jeg for at få svar sammen med Pernille. Og det er en ganske kort og klar besked: Du har brystkræft. Jeg følte det som om jeg blev helt hvid indeni - og en slags tanke- og følelsesmæssig lammelse..

    Jeg var så heldig at få valget mellem brystbevarende operation kontra mastektomi hvor hele brystet fjernes. Valget får man hvis knuden er mindre end 2 cm og der ikke er mærkbare hævede lymfekirtler. Jeg valgte en brystbevarende operation. Så blev jeg informeret om sentinel node teknik - eller skildtvagtsoperation - som er mægtigt smart synes jeg.

    Der bliver lavet en skintigrafi dagen inden operationen ved at man injicerer en blå væske i tumor + noget radioaktivt stof. Den lymfeknude som kan ses tydeligst efter 3 timer ved røntgen bliver mærket med en tusjpen på huden.. Sådan skrev de:

    Lørdag samledes vi Frederik Pernille Erik og jeg til middag for at snakke om det hele - det var simpelthen bare så godt. Vi snakkede og snakkede og græd en hel del. Hvad var vi bange for alle sammen og hver især? Hvordan ville efterbehandlingen blive? Vi blev enige om at tage en ting ad gangen - nu først operationen...Det varmede mig helt ind i min sjæl at mærke den omsorg de følte for mig - kærligheden til mig. Det jeg havde brug for lige nu var omsorg - jeg har brug for omsorg...Og det fik jeg...

    Vi snakkede om kræft og døden og angsten - og hvad det indebar for hver og en af os. Vi snakkede også om den forestående operation og efterbehandling - om strålebehandling - men hvor vidste vi lidt!! Måske var det meget godt.

    Operationen

    Til top

    Dagen inden operationen den 26/6 kørte Frederik (som er min dejligste sødeste søn på 26) mig til Hillerød Sygehus for at få lavet en scintigrafi - det var længe at vente - men hvor var jeg glad for at specielt Frederik var med mig - jeg var bare så glad for det!!

    Uddrag af journal:

    Præoperativt er der gjort scintigrafi som har vist kraftig sentinel node i axillen og flere kraftige foci medialt. Efter anæstesiindledning injiseres 1 ml. Patent blue paratumeralt. Der måles tælletal 4800 over tumor, 15 som baggrund. Der er ingen aktivitet supra/infraclaviculært og ingen significant aktivitet over intercostalrummene. Adgang i venstre axil svarende til markering og max aktivitet. Man finder med det samme en lyseblå blåtfarvet lymfeknude med ganske spinkel tilførende blåt lymfekar og med kraftig aktivitet. Den exideres. Der måles aktivitet på 1300 over glandlen. Den benævnes sentinel node 1 og sendes til frysemikroskopi. Herefter her hele axillen fuldstændig tyst og der er ikke efterladt blåfarvede kirtler. Frysemikroskopi er uden malignitet."

    Den læge som opererede mig fortalte glædesstrålende lige efter jeg var vågnet at der ingen sprædning var til lymfekirtlen som var fjernet - juhu hvor blev jeg glad!!

    Helt fantastisk var den overvældene opmærksomhed fra venner og bekendte da jeg kom hjem fra hospitalet dagen efter. Jeg ville bare hjem så hurtig som muligt - og det kom jeg.

    Der var omsorg i aller højeste grad - det var utroligt for mig at opleve - det var også helt uventet faktisk med al den opmærksomhed og blomster - vi kunne åbne en blomsterforretning. Det varmede mig og hjalp rigtig meget synes jeg i de første svære dage..

    Om min type brystkræft

    Til top

    10 dage efter operationen skulle jeg på hospitalet for at få det endelige svar - jeg var overbevist om at det ingen ændring var i den første besked : ingen spredning. Men vidste at ca. 10% får foretaget en reoperation efter den rigtige mikroskopi. Jeg var blandt de 10%...

    I mit bryst blev fjernet: "13 mm stort invasivt ductalt carcinom, anaplasigrad II. 100% østrogen og progesteron receptor følsom. Er fjernet med 10 mm frie resektionsrande. Mikroskopisvaret har vist metastase til sentinel node"

    Lort og lagkage - det kan jeg altså næsten ikke bære. Jeg var bare så glad men nu... de tilråder re-operation i armhulen for at fjerne lymfekirtler - de tog jo kun den ene i første omgang da den ved frysemikroskopi ikke viste malignitet. Nu skal jeg have fjernet resten og have antihormoner i 5 år FEM!!!

    Den dag var den værste siden jeg fik min diagnose. Det var hvad man kan kalde "en ordentlig nedtur". Hvor skulle jeg få gejsten fra til at kæmpe mig op ovenpå og TRO endnu en gang? Det var pissesvært. Det var her jeg kontaktede akupunktøren som satte nåle mod stress - så jeg blev faktisk rolig - også indeni - og sov bare så godt! 14 dage skulle jeg vente på ny operation og jeg synes selv jeg fik kæmpet mig op til overfladen igen...

    Anden operation gik fint men til forskel fra første gang kunne jeg ikke rigtig vågne igen efter narkosen. Jeg var overbevist om at de havde "givet mig for meget" - jeg maste og kavet på opvågningen med benene op i vejret for at få gang i pulsen som var ca 40 - det var ikke særligt behageligt - jeg var skide tung i det hele - så jeg kom ikke hjem dagen efter denne gang. Jeg ventede 2 dage... Jeg var dødtræt og kunne ikke få gang i mit kadaver før efter lang tid - men det tror da pokker - to operationer så tæt på hinanden - det skal jo sætte sine spor!

    Dagen efter min operation skulle vi flytte i nyt hus - det var godt at komme "hjem" hvor det hele var pakket ud - køkkenet fungerede - tøjet var lagt på plads - hold da helt op hvor må de have slidt og slæbt min familie - alt var i orden til jeg kom hjem. Jeg var bare så glad - også for vort nye hjem... Nu skulle jeg da virkelig begynde forfra - i enhver forstand! Glæden var der et eller andet sted, da jeg fik at vide at der ikke var spredning til de 16 lymfeknuder de fjernet i anden omgang....

    Men den jublende glæde - hvor var den? Jeg overvejede om jeg var blevet følelseskold. Men slog mig til tåls med at med de følelsesmæssige chok jeg havde været udsat for den sidste tid så var det "normalt" at være lidt "cool". Spredning var jo spredning om det så var til 1 eller 17 kirtler.. Idag er jeg glad for at det kun var spredning til den ene.

    Om strålebehandling

    Til top

    Strålebehandlingen startede den 4. sept. kl. 1400 på Herlev sygehus. 24 gange skulle jeg have, med fri dog lørdag og søndag!

    22.oktober skulle være min sidste dag...

    Efter allerede få gange fik jeg smerter i armen og brokkede mig over at strålerne gik for langt op i armhulen - jeg havde jo fået at vide, at den skulle skånes - men jeg fik besked på at sådan måtte det være med min anatomi!! Nå? Javel - man er jo ikke høj i hatten når man ligger i det apparat med blottet overkrop og taler med en læge!

    Det var mine lymfekirtler der var blevet bestrålet (de få der var tilbage) og det kunne godt mærkes! Men at reaktionen var så sporenstregs og så mærkbar - det var jeg ikke forberedt på.

    Alle behandlinger gik fint - sådan da... Bekymret blev jeg en dag da det hele ikke rigtig passede... Skallen jeg lå i - som jo var lavet efter alle kunstens regler efter mig - passede bare ikke!

    Det viste sig at jeg lå i den "forkerte" skal - de havde simpelthen taget en forkert!!! De beroligede mig med at strålingen ikke ville være gået i gang fordi jeg så lå forkert og det kan apparatet læse. Tak for det.

    Det er belastende at skulle ind til stråling hver dag - så længe - møde alle de andre "syge" mennesker (som jo alle er mere syge end mig!). Det er klart - det er belastende - men når man er igang - er der bare ikke tid til at spekulere så meget over det - og alt går sin gang og vupti - ja - så er man færdig (næsten vupti - vil jeg sige!)

    Efter ca 10 gange fik jeg efter forespørgsel noget "kunstig hud" at sætte over det værste sted (brystbenet) så gjorde det ikke ondt at have tøj på. Det kan anbefales - men man får det ikke hvis man ikke spørger - det er vist dyrt!(I'll kill that cat!)

    Personalet er søde nok ... de har jo så travlt og der er ikke sat ret meget tid af til hver patient ... man skal ikke spørge for meget - så går der kuk i timeplanen

    Jeg blev meget rød efter ca 14-15 gange og huden havde små huller da jeg var færdig den 22.10. Min søde ven Lone kørte mig til Herlev de sidste 2 gange - jeg var faktisk rigtig træt nu.... Måske også rent psykisk

    Gråden overvældede mig da den sidste stråling var færdig - var det som at blive født påny? Lettelsen var enorm - det var som om angsten også slap sit tag i mig. Bare tanken om at disse besøg var færdige ja - det fik mig til at tude!

    Erik og jeg tog til Norge 3 dage efter strålingen var færdig, på en uges tiltrængt ferie. Undervejs til vor hytte begyndte min hud at væske helt vildt og jeg opdagede, at der faktisk var et område midt foran som var hudløst .. det var begyndelse på 6 rædselsfulde døgn.

    Hvorfor havde ingen fortalt hvor slemt det kan gå hen at blive? Og hvorfor havde jeg ikke fået nogle "remedier" til at behandle med? Det viste sig at være umuligt at få i Norge - jeg fik fat i noget gelonet tror jeg nok det hed - men det skulle jeg ikke brugt - det gjorde det hele meget værre. Det viste sig at indeholde vaseline, som gjorde at huden "kogte" op... Efter samtale med Herlev brugte jeg klude fugtet med kamillete for at holde sårene fugtige - så gjorde det ikke så ondt når jeg bevægede mig. Efter 3-4 dage begyndte jeg at kunne sove lidt om natten igen. Det var om at ligge helt stille - så havde jeg faktisk ikke ondt... Lidt efter lidt begyndte en fin tynd hud at dannes - ja kroppen er et vidunder!!

    Men efter de 6 dage blev det meget hurtigt bedre - efter 14 dage var det helet helt og idag (maj-03) kan man kun ane en svag mørkere pigmentering på de områder som blev bestrålet. Det ser faktisk helt pænt ud!!

    Stadier og overlevelsesrater

    Til top

    Her en oversigt over de forskellige stadier af brystkræft og overlevelsesraterne. Det med overlevelsesraten ved vi at vi ikke kan bruge til ret meget. Denne er fra USA - herhjemme er det måske noget anderledes - men alle vil jo gerne vide det alligevel så her er den:

    Stage 0: Tumor is detectable only by mammogram or thermogram. No other involvement. 5 year survival rate = 98%; 7 year survival rate = 95%

    Stage I: Tumor is 2 centimeters (3/4 inch) or smaller. Axillary lymph nodes are negative and there is no evidence of distant metastases. 5 year survival rate = 96%; 7 year survival rate = 92%

    Stage II: Tumor is larger than 2 and up to 5 centimeters (3/4 to 2 inches) in size. Axillary lymph nodes may or may not be positive for cancer. (If tumor is smaller than 2 centimeters and lymph nodes are positive, cancer is considered Stage II.) 5 year survival rate = 81%; 7 year survival rate = 71%

    Stage III: Tumor is larger than 5 centimeters and axillary lymph nodes are positive. Tumor may extend into the pectoral muscle or into the skin of the breast, but there are no distant metastases. 5 year survival rate = 52%; 7 year survival rate = 39%

    Stage IV: If metastasis to other organs or bones has occurred, cancer is considered Stage 4 regardless of the size of the tumor in the breast or number of axillary lymph nodes affected. 5 year survival rate = 18%; 7 year survival rate = 11%

    Each stage is further broken down into A and B levels.

    ~ Prognoses from Web Path: The Internet Pathology Laboratory.prognoser