Fri - på vej til Færøerne

I flyet -  på vej.

Jeg sidder i flyveren på vej  til Færøerne  og en tiltrængt lille ferie hos min gode veninde Bjørk. Og jeg har god tid til reflektion over livet og min tilstand.

Jeg kørte op til Erik på Trongården ved 14 tiden med en lille rullebag med hans tøj og toiletgrej til en uge. Fik pakket ud og installeret billedramme, barbermaskine og telefon.. Erik er ikke glad, og han vrisser ad personalet, og misforstår oplysninger. Jeg prøver at rette ud så godt det går.

Det er fredagsbar på Trongården i dag, med musik og dans. Det lyder hyggeligt, og Erik vil gerne derhen. Han går afsted mens jeg pakker det sidste ud.  Inden jeg kører igen, stikker jeg lige næsen forbi baren, og møder Erik som er på vej ud igen. Han vil tilbage på værelset og i seng. Jeg siger at klokken jo kun er 15, og at det er for tidligt... og foreslår at han går tilbage til fredagsbaren - men det vil han IKKE!

Ok, jeg siger farvel igen og kører hjem og pakker min egen kuffert færdig. Kunne have ønskes en bedre afsked. Jeg håber han får nogle gode dage - han fortjener det. Han kæmper for at holde fast på sig selv, det må være usigeligt tungt og trist, og der er en hel del områder som han slet ikke har styr på, det er f.eks. datoer og ugedage,alle digitale hjælpemidler, fjernsynet er svært at betjene, ligesom kaffemaskine og kogepladen. Det er stadig sværere for ham at dække bordet. 

Det er svært at være vidne til, men det må være grusomt at være i hans krop - han har mange klare øjeblikke hvor han jo har indsigt i hvad han kan og ikke kan. Tågen og skumringen kommer og går stadig, men for det meste er det tusmørke. Han har det godt og er glad for de 3 aktiveringsdage han har om ugen på Trongården- det er så godt for ham!

Nu er vi ved at lande - vejret er stille og roligt, ingen tåge og 5 glade dage venter på mig på Færøerne!

Tak for at jeg er så heldig❤️

Tåredis

 Hvad er tåredis? Og nej, det er ikke en stavefejl.

Tåredis?  Tåredis kan været følelsen af at kroppen græder, men at der ingen tårer er.  Der er en dis som ligger som et lag over mine øjne. Måske som en beskyttelse? Tårer som er færdiggrædt, tårer som nu er samlet som en tynd hinde, næsten altid  tilstede. Disen er usynlig, men kan mærkes i øjnene som efter en lang grædetur.

Forskellen er at denne dis er permanent - eller den virker som om den er.  Den skal nok forsvinde, giv mig lidt tid!

Det hænger sammen med den skumring Erik er på vej ind i.  Siden sidst jeg skrev, er der sket en hel del, og det er ikke ret meget positivt. Eriks demensudredning er færdig,(den14/1-25)og det viser sig at diagnosen er vaskulær demens og Alzheimer. Det betyder at demensen er forårsaget af en hel del mindre blodpropper i hjernen, og i tillæg til det, er der også tydelige tegn på Alzheimer. Det er ikke mulig at sige nogen om hvad som kom først, men det er også ligemeget. Sygdommen ser i Eriks tilfælde til at have udviklet sig meget, meget hurtigt.  Til tider har det været rigtigt svært at følge med, og at erkende at de mange forandringer i hans væremåde, færdigheder, sprog og humør, alt sammen har noget med sygdommen at gøre. Det kræver en virkelig stor portion tålmodighed, det er jeg ikke en mester i.

Jeg plejer at sige at det er en lektion jeg skal lære i det her liv.   Men jeg har jo haft denne lektion en gang før i livet! Jeg er opvokset med en bipolar mor.  Dvs. det vidste jeg jo ikke noget om, det er som om jeg først blev det fortalt når jeg var teenager, det at min mor var psykisk syg.  Jeg tror ikke jeg  var i stand til at forstå hvad det indebar før jeg var HELT voksen.  Jeg flygtede jo nærmest til Danmark når jeg var 21... Denne lektion kan ikke have været helt bestået, siden  jeg nu skal på den igen.

Den erkendelse ser jeg gennem tåredis. Åh nej, ikke igen.  Alt det uforudsigelige, alle de evige forandringer i temperamentet, ikke at kunne vide noget om sygdommens udvikling.  Altid på vagt.  Det er en meget usikker situation at leve i, for at sige det mildt.    

For en ting ved vi som er usvigelig sikkert:  Det går kun ned ad bakke.  Og det ser ud til at gå hurtigt.

Godt at vide at vor søn altid er parat til at støtte.  Rigtig god og uvurderlig hjælp fra vor datter har gjort forberedelserne  til et liv med en dement noget nemmere, end for mange andre.  Fremtidsfuldmagten er tinglyst og aktiveret, Erik er skrevet op til plejebolig, han er i aktivering på Trongården 3 gange om ugen. I denne uge skal han 1 uge på et aflastningsophold, mens jeg passer på mig selv - på Færøerne.

Jeg glæder mig til at gense denne engel på Mykines. Angel of hope.

Og den vil jeg se uden tåredis...  Bare giv mig lidt tid!

Skumringen...

 

Har du tænkt over hvornår skumringen starter? Nej vel? Den kommer helt, helt umærkeligt. Og pludseligt er det mørkt!  Hvis du begynder at lægge mærke til hvornår skumringstimen starter - så finder du ud af at den jo er fantastisk - helt uden at du ved af det er du taget fra dagslys til det helt mørkeste mørke.

På denne måde har jeg haft en oplevelse som begyndte for nogle år siden.

En herlig tur til øen Patmos, satte gang i nogle funderinger. Erik havde svært ved, på den lejede scooter, at finde hjem til vor lejede bolig.  Det var der ikke noget mærkeligt i sådan sæt. Det tænkte jeg ikke nærmere over.

Men en anden oplevelse bed sig fast i mig.  Han kunne ikke få åbnet den lille boks hvor min håndtaske lå, med penge og nøgler osv. Afsted til udlejeren, men først satte han mig af på en restaurant hvor vi ville spise frokost, og han kunne få vist hvordan lågen kunne åbnes til det lille rum.

Han kom tilbage efter 10 minutter og ville vise mig hvordan - det var bare det at han i mellemtiden havde glemt hvordan (igen).  Jeg havde ikke hørt eller set hvordan det skulle gøres, jeg kunne det heller ikke.  Jeg spurge en tilfældig kvinde som stod parkeret med en lignende scooter, og hun viste os det. Vips - så var det åbnet.

Vi havde nogle gode uger på Patmos, besøg hos Svanecentret Kondo hvor jeg fulgte hendes kursus nogle dage, og resten af tiden nød vi bare øen og kirkerne og den skønne mad, stemningen og det gode vejr!

Måneder eller halve år efter, begyndte det så småt for Erik med at knibe med at holde koncentrationen ved bilkørsel.  Han fik ikke drejet af ved Kildevejen når vi skulle til Helsinge, og kørte fejl tilbage fra hytten i Sverige på vej til Helsingborg. Det er ting som før i tiden gik helt automatisk!

Men det tænkte jeg heller ikke så nøje over.

Skumringen. På vej ind i mørket.  Sådan har det været de sidste par år.

Flere og flere meget små ting kom til.Og tilsammen gjorde det at jeg fik bange anelser.   For mere end et år siden tog jeg til lægen for at få lavet "den lille demenstest".  Det gjorde jeg primært for at vise Erik at det ikke er "farligt".  Og jeg foreslog at han også burde få lavet sådan en test.  Langt om længe indvilligede han i det. Men han kunne overhovedet ikke se nødvendigheden af sådan en test.  

Et af kendetegnene ved demens, er den manglende indsigt i egen sygdom.  I et helt år kunne han overbevise egen læge om at sådan en test ikke var nødvendig, han havde ingen problemer osv. osv.  Desværre ville lægen ikke lytte til mig. Men syntes vi "skulle se tiden an". I juni brast min tålmodighed både med Erik og  lægen og jeg truede nærmest med at flytte hvis der ikke blev gjort noget. Vi ventede så i næsten to måneder på en ny tid.

For 14 dage siden, efter konsultation hos Hukommelsesklinikken på Hillerød sygehus, fik Erik diagnosen DEMENS.  Nu går et apparat i gang, med en masse yderligere undersøgelser, han har været til M R scanning, nu venter CT scanning blodprøver osv. osv.

Og skumringen fortsætter jo  - og Erik er på vej ind i det tiltagende mørke.

Det nederste chakra - roden

 Dit nederste chakra er rod chakraet - sanskritnavnet er Muladhara, som betyder rod eller fundament.

Chakraet er malet som en cirkel med fire ydre, røde kronblade, som traditionelt står for glæde, nydelse, lidenskab og koncentration.  

Den leder tanken hen til en firebladet lotus.

For et par uger siden var jeg på besøg hos min storesøster i Halden. En hel dag blev brugt til at vandre rundt i byen, Her var virkelig mange mange minder fra barndom og ungdom som væltet ind over mig.Vi var også på vandring på "glemte" stier" på byens festning Fredriksten, selve hjertet i byen...

Jeg flyttede fra Halden nogle måneder efter min far døde,i 1971 og planen var at jeg skulle arbejde som sommerfugl i SAS  København i nogle måneder.  Det blev til et helt liv i Danmark... pog 27 år i SAS.

Et eller andet sted føles for mig som om jeg først nu har fået kikket grundigere på mine rødder, og det har været så godt for mig.

Denne mandala malet jeg færdig straks efter jeg kom hjem fra Halden, min norske fødeby.  Jeg havde også været til 61 års reunion med klassekammerater fra 7. klasse!

Her er det jeg forbinder allermest med Halden og Norge: 

Elgå fossen

og festningen:

Det var en rigtig god tur - hvor jeg fik kikket på vigtigheden af at have godt fat i sine rødder! 

Der er intet at frygte!

 Jeg havde besluttet mig for at male de 4 ærkeengle - og begyndte med Raphael.  Den blev solgt nærmest inden malingen var tørret.  Det er selvfølgeligt glædeligt. Det gav mig samtidigt muligheden for at lave en lille smule om på min oprindelige tegning. Det har jeg gjort - og arbejdet er i fuld gang.

I stedet for at holde en globe, har Raphael denne gang fået en tekstrulle i hånden, og jeg har ikke kunnet vente med at videregive beskeden på rullen.

DER ER INTET AT FRYGTE

Der er næsten ikke noget som er vigtigere at huske på, end disse ord.  Der er intet at frygte.  Kun hvis jeg husker på det, er det muligt at leve her og nu.  Det handler om mine tanker... Kommer tanker om fremtiden, er min opgave at kunne slippe dem, ved f.eks. at sige: "Tak, men ikke nu", og lade tanken passere forbi.

Mens jeg var i gang med at male skriften på rullen, var mine tanker tilbage i folkeskolen, Halden Pikeskole. Her gik jeg de første 4 år. Den gamle karakterbok har jeg endnu, og på alle "skudsmål", som vi fik 2 gange om året, står der: "Anne-Marie må arbejde mere med skriften", eller "Skriften MÅ bli penere". Ellers var jeg flink og snill - med SKRIFTEN!!! Jeg husker det ikke helt, men sandsynligvis syntes jeg det var kedeligt.  Det skulle gå hurtigt, det var ikke noget for mig og sidde og nørkle med formskrift. Men i dag kan jeg så skrive de flotteste bogstaver, hvis det er det jeg vil. 

Jeg ved der er mange som skriver først på milimeterpapir, og måler hver enkelt bogstav op osv. Det gjorde jeg også, skrev først på millimeterpapir, men kom meget hurtigt tilbage til pladen og kopierede mit første forsøg over.  Det blev ok. Men kunne været bedre.  Alle kan læse det, det står klart og tydeligt. Så er det på plads.

Jeg fik i går min bestilling på ikonplader leveret, så yderligere 3 ens plader venter nu på hver sin engel. Det er simpelthen noget af det bedste, flotte, perfekte ikonplader, som nærmest ligger og råber på at blive til noget større end en blank plade.

Det kommer kære venner - tålmodighed!!

Selvportræt - interessant og svært!

 

Jeg er ikke helt sikker på hvor lang tid det har taget mig for at komme frem til dette resultat - det er flere uger. Jeg troede jeg var helt færdig forleden dag, men så havde jeg en tid hos frisøren...

Når jeg nu endelig havde fået et nogenlunde resultat, tænkte jeg at det ville være godt med et portræt som var "up to date". Det tænker jeg det er nu. Håret er rettet, så det ligner dagens frisure.

Undervejs har jeg haft forskellige næser.  De var alle for store i begyndelsen, var det mon fordi jeg i hele mit liv har tænkt at min næse var ALT for stor?  Den endelige udgave har en næse som ligner min.  Jeg synes faktisk nu den er ret pæn.  Det har taget mig 74 år at kunne se.

Jeg har malet på en meget elendig canvas købt hos landhandleren i Hishult i sommer engang. Nu spekulerer jeg på om det kunne være sjovt at prøve igen, i et lidt større format og på et ordentlig lærred. 

Det hele gik egentlig ud på at male ud fra salme 123, og det var ikke tænkt som et selvportræt, men det blev det så, for det er jo jeg som siger ordene - og beder Gud om hjælp.

Det var min fars salme egentlig.  Tror det blev hans, dengang min mor blev syg og indlagt i måneder, og min far var alene med 3 børn.  Jeg var 2 år og min søster 4 og min bror 3 år eldre.  Kan godt forstå han ikke vidste hvad han skulle stille op.  Alle i gaden gik i søndagsskole i baptiskkirken Tabernaklet, og det var derhen han gik for at søge hjælp.

Jeg for min del kom i tanker om hans salme, den dag for over 20 år siden, hvor jeg fik besked på at jeg skulle opereres igen, fordi der alligevel var spredning til lymfekirtler efter den første operation for brystkræft. Jeg var overbevist om at det var hos Gud jeg kunne hente hjælp og tro. Og det selv om jeg de første ca 50 år af mit liv ikke havde haft et særligt tæt forhold til Gud eller Jesus.  Men jeg vidste faktisk ikke hvad jeg elelrs skulle gøre...

Det var et klogt valgt. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skulle have klaret mig igennem uden min tro.

Nu ved jeg hvor min hjælp kommer fra - altid!

De 4 ærkeengle

 For et godt stykke tid siden, besluttede jeg mig for at male de 4 store ærkeengle igen.  Denne gang så de fremstod, om ikke ens, men at der var en klar sammenhæng, og jeg har lagt ud med ærkeenglen Rafael. 

 Det tog mig nogle uger - før jeg (og englen) blev tilfreds med resultatet.  Jeg var nu klar til at gå i gang med Gabriel... Men ret hurtigt blev denne smukke Rafael solgt, og jeg har nu besluttet at "starte forfra" med de 4.  Så jeg er gået i gang med en ny Rafael, og jeg er allerede meget tilfreds med den nye tegning jeg har lavet. Ny plader i samme størrelse (21 x 35) er undervejs.  I dag er jeg kun blevet en smule "forstyrret" af min beslutning om at vække min gamle hjemmeside til live igen.  Det er 1 år siden der er sket noget overhovedet på denne blog.  Jaja, sådan er det.  Men altså, inden jeg går i gang med at male i dag, ville jeg lige lave en lille opdatering her. Sådan ser den nye Rafael ud, tegningen er overført til pladen - og jeg er klar til at male de første strøg.

Ærkeenglen Rafael

I dag bliver hele pladen grundet med oxyd gul og jeg vil lægge de første bundlag på selve englen.

Oh happy day!